Situationen i Egypten er bekymrende og følges nøje i Washington. Inklusiv af den erfarne senator John McCain, der i denne uge besøgte det uroprægede land. Og McCains konklusion var klar – Mursis afsættelse var et kup. En melding, der dog næppe bliver USA’s officielle holdning
I en uge, hvor det meste har handlet om det iskolde forhold mellem USA og Rusland i kølvandet på Putins beslutning om at give Edward Snowden asyl, trådte en gammel politisk kending for en stund frem i det internationale rampelys igen. Den erfarne senator og tidligere præsidentkandidat, John McCain, var nemlig i Egypten som leder af en amerikansk delegation, der skulle danne sig et overblik over den højspændte situation i landet.
At det lige netop var John McCain, der sammen med sin senatorkollega Lindsey Graham, var sendt af sted som repræsentanter for Amerika, er ikke overraskende. McCain er en dreven udenrigspolitiker, der gennem det meste af sin politiske karriere har haft udenrigspolitiske anliggender højt på sin politiske prioritetsliste. Samtidig er hans forhold til udenrigsminister John Kerry særdeles godt og trods uenigheder om krigen i Irak, fandt de to gamle Vietnam-veteraner for alvor sammen igen da Det Arabiske Forår begyndte at røre på sig.
Det smertefulde nederlag
Det er ellers så som så, hvad verden har set til John McCain, der i slutningen af august fylder 77. Nederlaget til Barack Obama i 2008 har sat sine spor hos Arizona-senatoren, der på mange måder lignede et godt bud på en republikansk præsident. For trods nederlaget i 2008 førte McCain faktisk ikke nogen dårlig valgkamp. Tværtimod var hans pragmatiske, midtersøgende stil noget, der under normale omstændigheder ville have haft bredere appel end det var tilfældet. McCains problem var, at hans modstander var en af de stærkeste campaignere i moderne politisk historie. Det er dog stadig værd at huske på, at McCain længe lå tæt i målingerne med Obama. I realiteten begyndte hans kampagne først at køre af sporet hen mod slutningen af sommeren 2008, hvor først den fatale udnævnelse af Sarah Palin som running mate og den amerikanske økonomis kollaps i september kastede grus i maskineriet. Fra da af gik det til gengæld hurtigt ned ad bakke, og afslutningen på McCains kampagne blev langt fra, som den ambitiøse senator have ønsket det. Bøger som blandt andet den fremragende ’Game Change’ af John Heilemann og Mark Halperin har i detaljer afdækket, hvordan McCain langt fra brød sig om, hvordan hans kampagne udviklede sig og hvordan det gik op for ham, at udnævnelsen af Palin måske ikke hørte til hans karrieres viseste indfald.
Et kup eller ikke et kup
Det har taget lidt tid for McCain at affinde sig med det faktum, at han aldrig bliver præsident for det land, han har tjent gennem hele sit voksne liv. Og selv om skuffelsen uden tvivl stadig sidder i ham, så har han ikke kastet det politiske håndklæde i ringen. Tværtimod er han fortsat sit arbejde som senator med udenrigspolitikken som det centrale omdrejningspunkt. Et arbejde, der i den forgangne uge altså bragte ham til det uroprægede Egypten.
Og der er grund til bekymring, fastslog McCain, da han for et par dage siden fremlagde de konklusioner, han på baggrund af turen, var nået frem til. For siden militærets afsættelse af Mohamed Mursi som præsident, har vold og uro præget især Cairo, hvor adskillige har mistet livet. Og netop afsættelsen af Mursi som præsident, var en af de ting, der for alvor måtte give anledning til bekymring, fastslog McCain på pressekonferencen. Faktisk var der ifølge senatoren ikke skyggen af tvivl om, at militærets afsættelse af den demokratisk valgte Mursi, var et kup. Dermed rykkede McCain den retoriske hegnspæl et godt stykke længere end der, hvor præsident Obama hidtil har sat den. Præsidenten har behændigt undgået at betegne Mursis afsættelse som et kup, eftersom det, ifølge amerikansk lov, ville betyde at amerikanerne skulle standse enhver form for bistand til Egypten. Den situation har Obama ikke ønsket, hvilket også er grunden til, at McCains melding var bemærkelsesværdig. Obama-administrationen har dog ikke fundet anledning til at ændre standpunkt i kølvandet på McCains melding og det er tvivlsomt om det kommer til at ske på et senere tidspunkt.
Så selv om McCains besøg i Egypten i den grad er blevet overskygget af den diplomatiske krise mellem USA og Rusland, men det aflyste topmøde som nyeste lavpunkt, så er det sidste amerikanske ord om situationen i Egypten langt fra sagt. Hverken af Obama-administrationen eller John McCain.
You must be logged in to post a comment Login