Hagel: Det her kan blive grimt!

I sidste uge fremlagde forsvarsminister Chuck Hagel de overordnede konklusioner af en fire måneder lang intern undersøgelse af konsekvenserne, af de økonomiske udfordringer Pentagon står overfor. Overskriften for pressemødet kunne have været: ”Det her kommer til at gøre ondt!”

PENTAGON-FOKUS: Tilbage i marts beordrede forsvarsminister Chuck Hagel en revurdering af Pentagons grundlæggende forudsætninger for at udføre de opgaver som blev formuleret i Præsident Obamas Strategic Guidance fra januar 2012. 4 måneder efter vurderingen begyndte, kunne forsvarsminister Hagel og vice-forsvarschefen præsentere resultatet af denne Strategic Choices and Management Review. Baggrunden er det økonomiske worst-case-scenario som Pentagon lige nu står overfor som betyder, at man skal spare næsten $1.000 mia. over de næste 10 år.
Pentagon er jo ellers normalt vant til at arbejde med store beløb i budgetsammenhæng. Grundbudgettet for 2012 var på $ 529 mia., men selv med så stort et udgangspunkt kommer det til at være en ubehagelig oplevelse for Pentagon, og for den sags skyld også Kongressen, at finde de krævede besparelser. Det kræver nemlig at der stilles svære spørgsmål til Pentagons fremtidige opgaver og evner til at løse disse opgaver.

Undersøgelsen
Undersøgelsen af Pentagons fremtidige rolle og mulighed for at løse sine missioner kommer af at USA den 1.marts røg ud over den såkaldte ”Finansielle Kløft”, og derfor blev Pentagon og resten af statsadministrationen ramt af den såkaldte ”sequestration”. Som udgangspunkt betyder det at Pentagon i alt skal spare lige under $ 1.000 mia. over de næste 10 år (se længere nede i artiklen, hvordan det ender på det tal).
Den undersøgelse som Hagel beordrede tilbage i marts skulle undersøge konsekvenserne for Pentagon ud fra tre mulige scenarier.
– Første scenarie: Sequestration annulleres for så vidt, at de påkrævede $ 500 mia. ændres til $ 150 mia.
– Andet scenarie: Sequestration består, og Pentagon skal dermed totalt spare $ 1.000 mia.
– Tredje scenarie: Denne løsning kaldes ”mellem-scenariet”. Her forudsættes en ændring af sequestration til nedskæringer på $ 250 mia.
Det her må siges at være et klassik forsøg på en Guldlok løsning, to af løsningerne kan ikke accepteres så derfor bliver det den tredje. Det helt store spørgsmål er dog for en gangs skyld, hvilken løsning Guldlok vælger i denne omgang. For det er ikke nødvendigvis den sidste portion der er mest spiselig.

Den økonomiske situation
Som konsekvens af et kompromis lavet i Kongressen i 2011, Budget Control Act of 2011 som den så smukt hedder, skal Pentagon spare $ 487 mia. over de næste 10 år. Det var en skæbne som Pentagon havde affundet sig med. Man skulle selvfølgelig bidrage til at få orden på den amerikanske økonomi. Og med et grundbudget i 2011 der lå på $ 528 mia. så var der et godt udgangspunkt for at bidrage.
1.marts i år skete så det som Pentagon og mange andre havde advaret mod i månedsvis. USA røg ud over den”Finansielle Kløft”. For Pentagons vedkommende betød det, at der ud over de tidligere aftalte $ 487 mia. skal spares $ 500 mia. over de næste 10 år. Altså $ 987 mia.!

Pentagon har ikke den store indflydelse på hvordan disse $ 500 mia. skal fordeles. F.eks. skal der skæres $ 51 mia. fra næste års budget, noget som på nuværende tidspunkt ikke er indregnet i Obama administrationens budgetforslag. Lignende beløb skal findes hvert af de næste 10 år. Disse penge skal altså findes med det samme. Problemet er, hvordan man hurtigt finder penge i det amerikanske forsvarsbudget. Langt det største problem for Hagel og Pentagon toppen er nemlig, at ca. halvdelen af budgettet går til lønninger, bonusser og veteranfordele. Med en hel generation af krigsveteraner fra krigene i Irak og Afghanistan som man skal tage sig af, så er det en rigtig stor og vigtig post på budgettet, og pengene er noget nær fredet. Det betyder, at man ikke bare kan finde hurtige besparelser fra 50 % af budgettet, hvilket betyder at man må finde dem i de resterende 50 % – mandskab, materiel, teknologisk udvikling.

To løsninger til hvert scenarie
Løsningen for hvert af de tre scenarier, ifølge Pentagons rapport, må bero på et meget klart valg mellem to veje. Den ene vej lægger vægt på at bevare den numeriske størrelse af USA’s væbnede styrker – altså så få afskedigelser som muligt. For at nå dette må man dog ofre investeringer og fokus på teknologisk udvikling, noget som kan betyde at USA’s teknologiske overlegenhed på den lange bane forringes massivt.
Vej nummer to vil betyde et fortsat fokus på udvikling af højteknologiske våbensystemer, men denne løsning vil betyde massive nedskæringer både i materiel og mandskab for de amerikanske væbnede styrker.
Hvis man vælger at bevare den numeriske størrelse af de væbnede styrker vil det til gengæld betyde dramatiske ændringer for nogle af Pentagons prestige projekter.
Udviklingen af den nye Joint Strike Fighter F-35 kan forsinkes og formindskes, udviklingen af en ny langtrækkende bombemaskine kan blive annulleret, og diverse initiativer indenfor cyber krigsførelse kan også blive ramt. Det kan også betyde mistede arbejdspladser, men i denne løsning vil det være i den private sektor som står for udviklingen og produktionen af disse våbensystemer.
Hvis løsningen bliver at skære i størrelsen af de amerikanske væbnede styrker så vil det især være den amerikanske hær der vil stå for skud. En meget konkret konsekvens af scenarierne kan være at størrelsen af hæren vil blive skåret fra ca. 550.000 mand helt ned til ca. 380.000 mand! Lige hvad de amerikanske politikeres image har brug for – rigtig mange afskedigelser og arbejdsløse veteraner.

For flådens vedkommende kan det i yderste konsekvens betyde at op til 3 hangarskibs kampgrupper tages ud, en løsning som man heller ikke kan være glade for i Washington da hangarskibe har vist sig som et nyttigt udenrigspolitisk redskab i tidens løb. Flyvevåbnet og Marinekorpset vil selvfølgelig også blive ramt af udfasninger af fly og nedskæringer i mandskab.
Det kan være konsekvensen hvis man vælger at fokusere på den teknologi-fokuserede løsningsmodel.
Hele rapporten som Hagel præsenterede er jo dog ikke udtryk for nogen beslutninger. Hele rapporten er udtryk for forslag til hvad der kan gøres. Selve beslutningen er op til Kongressen.

Hvad vil man gøre?
Det er selvfølgelig svært at forudse hvad den lovgivende forsamling har tænkt sig, for som det blev beskrevet i artiklen ”På sommerferie med dårlig smag i munden” her på Kongressen.com, så er det en dybt dysfunktionel Kongres der arbejder i øjeblikket. Derfor kan det være svært at forudsige fremtiden. Set i lyset af den førte udenrigspolitik, og ambitionerne for fremtiden er det dog muligt at komme med et kvalificeret bud.
Obamas udenrigspolitik er, som det tidligere er blevet analyseret her på Kongressen.com i artiklerne ”Droner – Obamas ’Big Stick’” og ”Obama skal ikke nyde noget af Syrien”, præget af en pragmatisk tilgang til udenrigspolitik bl.a. pga. de økonomiske problemer. Dette, kombineret med ambitionen om at USA’s udenrigspolitik skal fokuseres på Asien, gør at man ikke står og har akut behov for store troppestyrker, men snarere højteknologiske våbensystemer. Disse våbensystemer skal bruges til at imødegå Kinas øgede kapaciteter på det militære område og dermed mindske Kinas stigende indflydelse i det vestlige Stillehav.

Et fortsat fokus på teknologisk udvikling vil også være bedre i tråd med Obamas plan fra januar 2012. I denne plan blev det slået fast at USA skulle bevæge sig væk fra de sidste 10 års befolknings-fokuserede operationer som man har set det i Irak og Afghanistan. Sådanne operationer er både tidskrævende, kræver mange soldater, og ikke mindst – koster rigtig mange penge.
Derfor vil det være logisk hvis man fortsætter med den teknologiske udvikling, som ligger godt i tråd med de hidtil præsenterede