Med Grønlands selvstyrelov i 2009 – som Dansk Folkeparti i øvrigt stemte imod – indledtes USA’s nyeste interesse for den arktiske del af Rigsfællesskabet. I loven blev stipuleret, at Grønlands befolkning er ”et folk”, og at Grønland nu fik mulighed for ved en folkeafstemning at kunne stemme sig ud af Kongeriget Danmark.
Debatindlæg af Søren Espersen, MF, DF, Udenrigspolitisk ordfører, medlem af Udenrigspolitisk Nævn
Med forståeligt rettidigt omhu gjorde USA sig klart til – i tilfælde af at løsrivelsen skete, og Danmarks flåde sejlede hjem – til øjeblikkelig militært at overtage beskyttelsen af Grønland. Siden 2009 blev det for skiftende amerikanske ambassadører i København et ”must” at styrke forbindelserne til Grønland – og utallige er de rejser, som USA-diplomater siden har foretaget til Grønland. Alene den seneste ambassadør, Carla Sands, besøgte vel den kolde ø op mod ti gange, ligesom grønlandske politikere i en lind strøm har besøgt Washington. Siden er et egentligt US-konsulat med 10 ansatte åbnet i Nuuk.
Situationen og det dårlige forhold mellem det officielle Danmark og det officielle Grønland har betydet, Rigsfællesskabet – Kongeriget Danmark – befinder sig i en historisk krise. Det er alvor nu, hvor hadet til Danmark er ved at opstå i de nye generationer.
Først vil jeg med glæde vil konstatere, at Grønland med gode indsatser synes at være sluppet nådigt igennem pandemien – og at Grønland også økonomisk synes at rejse sig efter nedlukningerne – med udsigt til vækst.
Det gælder dog, at Grønland desværre stort set er afhængig af én og kun én eksportindtægt – nemlig fiskeri, og dette kan på et tidspunkt give problemer. Øen satser dog nu turistindustrien, hvilket synes at være en rigtig god idé.
Grønlands overordnede økonomi står dog et selvstændigt Grønland meget, meget svagt. Landet modtager knapt fire milliarder kroner i bloktilskud. Selvstyreloven fastlåste i sin tid Statens bloktilskud til 3,9 milliarder i 2009-penge. Fastlåsningen skete overraskende nok efter ønske af de grønlandske politikere. Tidligere blev årets bloktilskud altid forhandlet med Finansministeriet – og beløbet kunne variere.
Ligeledes på grønlandsk foranledning ønskede man, at man fremover, når man hjemtog sagsområder, selv skulle finansiere dem – hvor det tidligere var således, at når man overtog et område, fulgte der stats-finansiering med. Økonomisk ser det på længere sigt ikke så godt ud. Grønlands Økonomiske Råd peger på, at der er behov for at styrke de offentlige finanser med cirka en milliard – 5-6 procent af BNP, hvis finanspolitikken skal følge et holdbart spor. Og alt dette i en situation hvor der forberedes en kraftig stigning i de offentlige udgifter de kommende halv snes år.
Så vidt de økonomiske forhold.
I det følgende vil jeg beskæftige mig med forholdet landene imellem nu, hvor Kongeriget synes at være ved at smuldre. Ikke i forhold til Færøerne, men helt specielt når det gælder forholdet mellem Grønland og Danmark, hvor stemningen er mere og mere anspændt.
Dramatisk blev det op til det grønlandske valg for nogle måneder siden, hvor Siumuts relativt nye formand, Erik Jensen pludselig trak blank, idet han kundgjorde, at såfremt Siumut vandt valget, ville han inden valgperiodens udgang udskrive en folkeafstemning for eller imod Grønlands fulde selvstændighed. Heri blev han støttet af partiet Naleraq.
Det undrede mig, at meddelelsen ingen særlig bevågenhed fik i Danmark, når det netop var et klart valgløfte fra Siumut, som altså igangsatte en tikkende bombe mod Rigsfællesskabet. Men danske politikere – med få undtagelser – siger som man plejer omkring Grønland: Vi blander os ikke!
Men vi bliver altså nødt til at blande os, når Grønland i fuld offentlighed forbereder sig på at sejle væk fra Kongeriget.
Ekstra dramatisk blev meddelelsen, hvis man erindrer, hvad tidligere statsminister, Lars Løkke Rasmussen gjorde klart – nemlig at i det øjeblik, en grønlandsk regering udskriver folkeafstemning, vil Danmark betragte Grønland som de-facto udtrådt af Rigsfællesskabet. Altså ifølge Lars Løkke Rasmussen ikke noget med at vente på udfaldet af en afstemning.
Vor nuværende statsminister har mig bekendt ikke udtalt sig i denne sag, men jeg går ud fra, at når hr. Løkke Rasmussen udtrykte det, som han gjorde, var det den måde, Danmark statsretligt betragter sagen. Jeg har forgæves forsøgt at få en melding fra Mette Frederiksen i denne sag. Nu blev det så ikke til en Siumut-regering, men dog en regering, hvor Naleraq indgår. Hvor stærkt det parti står overfor IA, kan jeg ikke bedømme.
Fra hverken Siumut eller Naleraq har man gjort noget for at orientere den grønlandske befolkning om den realitet, der venter, hvis eller når en folkeafstemning bliver udskrevet. Jeg vil derfor i kort form beskrive situationen:
Danmark vil efter fire år med fuld betaling standse bloktilskuddet – godt 4 milliarder kroner pr. år. Den danske flåde vil sejle hjem – ligeledes efter fire år. Herefter vil Grønland udgøre et militært tomrum, hvilket USA naturligvis, som nævnt, med rettidig omhu, omgående vil rette op på…
Grønlænderne – inklusive dem, som er bosiddende i Danmark – vil skulle vælge statsborgerskab. Den rettighed får man formodentlig i en del år fremover – som det skete med islændingene efter deres selvstændighed.
Efter de fire år vil man skulle indføre særlige ordninger i forhold til brug af Sundhedsinstitutioner som Rigshospitalet, hvor jo grønlændere i dag – som danske statsborgere – naturligvis har ret til fuld service. Politi og retsvæsen overgår helt til Grønland, det samme gør de mere end 30 områder, som Selvstyret ikke har overtaget. Dertil kommer en lang række ydelser på snart sagt alle områder. Jeg anslår, at det samlede beløb, som Grønland efter løsrivelsen selv må finansiere, vil beløbe sig til mindst ti milliarder kroner. Det synes en umulig opgave! Universitetsrapporten ”Til Gavn for Grønland”, som kom for nogle år tilbage, fastslog, at finanspolitikken i landet ikke længere er holdbar, og at fremtidige offentlige udgifter ikke vil kunne dækkes af bloktilskuddet og forventelige skatteindtægter.
Der er jo som bekendt to muligheder for at tilpasse finanspolitikken: Der kan skæres i de offentlige udgifter, hvilket synes en umulig øvelse. Social og sundhedsvæsenet er presset til det yderste.
Og så kan der skaffes øgede indtægter, hvilket synes uoverkommeligt: Bloktilskuddets størrelse er – efter ønske fra Grønland – lovbestemt, indtægter fra råstoffer udebliver, og selv store skattestigninger vil ikke kunne kompensere.
Nye vurderinger giver ikke anledning til optimisme. Her er nogle eksempler: Folkeskolen fungerer dårligt. Der er en dramatisk fraflytning: Hver fjerde person, som er født i Grønland, har nu bopæl i Danmark – omkring 16.000. Råstof-efterforskningen ligger død. Der er ingen minedrift af betydning længere, olie-drømmene er for længst knust – selskaberne har trukket sig på stribe – og hvad der eventuelt vil blive fundet af andre råstoffer, vil ikke kunne rette op på økonomien.
Grønland har ansvaret. Og i en situation hvor der venter 25-30 magre år forude, skulle man antage, at den måske kommende Landsstyreformand, Erik Jensen satsede alt på at forhindre katastrofen. Men nej, Erik Jensen vil udskrive en folkeafstemning om selvstændighed, og således spildes kostbar tid på denne frugtesløse, urealistiske snak.
Men én ting er økonomien, noget andet – og det er langt vigtigere – er det familiære forhold, som kendetegner Rigsfællesskabet. Langt de fleste grønlændere er på en eller anden familiær måde er knyttet til Danmark. Vi danske politikere bliver derfor nu nødt til at bekende kulør, for det er i den 11. time: Er vi parate til at kæmpe for, at vort ældgamle kongerige ikke splittes – eller kigger vi fortsat ned på gulvtæppet, mens vi mumler, at sådan noget blander vi os ikke i…
Jeg savner i dén grad dansk-politisk engagement i denne sag – med enkelte undtagelser. Og jeg spørger mig selv, om danske politikere virkelig er til sinds at medvirke til at Kongeriget splittes uden at ytre et ord i den anledning…
