Kennedys bedste tale fortsat relevant

I dag er det præcis 50 år siden, at præsident Kennedy holdt sin bedste tale nogensinde, nemlig fredstalen på American University. Talen er ikke den mest berømte af de mange, Kennedy nåede at holde i sine cirka 1000 dage som præsident, men er vital i forhold til Kennedys præsidentembede og ikke mindst Kennedy-myten

John Fitzgerald Kennedy holdt flere fremragende taler i sine knap tre år som amerikansk præsident. Allerede fra sin tid som senator havde han lært betydningen af at kunne formidle et budskab og i tæt samspil med den unge taleskriver og politiske rådgiver Ted Sorensen, blev han manden, der leverede nogle af de mest berømte politiske oneliners til dato. Selv om talerne ligger et halvt århundrede tilbage, kender langt de fleste fortsat citater som ’Ask not what your country can do for you, ask what you can do for your country’ fra indsættelsestalen i januar 1961 og ’Ich bin ein Berliner’ fra slutningen af juni 1963.
De to førnævnte taler er uden tvivl de mest berømte taler med JFK som afsender. Men i Sorensens optik var der aldrig nogen tvivl. Den bedste og vigtigste tale, Kennedy nogensinde havde holdt, var på American University den 10. juni 1963, nemlig talen, der gik over i historien som ’Fredstalen’.

Efter Cubakrisen
Godt et halvt år før Kennedy talte til dimittenderne på universitetet, iført den traditionelle kappe, havde verden været på randen af atomkrig. USA og Sovjetunionen havde stået ansigt til ansigt ved den cubanske kyst, men i den 11. time blev der fundet en løsning på stridighederne og en omfattende atomkrig med uoverskuelige konsekvenser for menneskeheden var blevet afværget.
Cubakrisen havde gjort dybt indtryk på Kennedy, nøjagtig som den havde gjort indtryk på hans sovjetiske kollega Kruschov. Men modsat Kruschov, var Kennedy ikke kommet ud af krisen og fremstået som taber. En del af aftalen, der var indgået mellem parterne var, at USA, som gengæld for at Sovjet fjernede deres missiler fra Cuba, ville fjerne deres missiler fra Tyrkiet. Det ville dog først ske et halvt år senere, og såfremt Sovjet på noget tidspunkt offentliggjorde at der var tale om en ’noget for noget’-aftale, så var aftalen afblæst, og missilerne ville blive stående. Derfor havde Kruschov været under pres hjemme i Kreml siden krisen, fordi han ikke på samme måde som Kennedy kunne sælge sin del af aftalen som en sejr. Og med en kold krig, der fortsat var bundfrossen, var det spørgsmålet, hvor længe parterne kunne undgå at ryge i totterne på hinanden. Især hvis Kruschov var presset indenrigspolitisk.
Kennedy ønskede imidlertid ikke en gentagelse af Cubakrisen eller en tilsvarende situation. Tværtimod handlede det om at finde en måde at undgå en tilspidsning i stil med de tretten dage i oktober 1962. Kennedy gav derfor Ted Sorensen besked på at skrive en tale, hvis budskab skulle være fred. Og eftersom den førstkommende talemulighed var på American University lidt uden for Washington D.C. blev det disse smukke omgivelser, der dannede rammen om budskabet, som siden hen skulle blive analyseret flittigt. Ikke mindst efter Kennedys død.

Denne generation har fået nok af krig
For at dømme ud fra talen var Kennedys kurs krystalklar. USA ville ikke i krig. USA havde ingen planer om at starte nye krige. I hvert fald ikke med mindre de blev angrebet først. Denne generation, altså Kennedys, havde fået nok af krig. Og trods uoverensstemmelser måtte det være muligt at finde en måde, hvorpå man kunne leve sammen uden konstant at sidde med fingeren på affyringsknappen til atommissilerne.
Hvorvidt Kennedy rent faktisk ville have fastholdt kursen om at undgå krig, hvis ikke han var blevet dræbt i Dallas den 22. november samme år, er vanskeligt at komme med noget entydigt svar på. Faktum er, at Kennedy ved sin død havde sendt 16.000 militærrådgivere til Vietnam. Han havde endnu ikke sendt USA direkte ind i krigen, men ifølge historiker Nigel Cawthornes bog ’Vietnam – A War Lost And Won’ var der ved Kennedys død, færdige planer i Pentagon for amerikanske angreb i Vietnam.
Men i og med, at Kennedy sagde som han sagde den dag på American University, og at USA først for alvor gik ind i Vietnam-krigen under præsident Johnson, mindre end et år efter Kennedys død, gør, at mange i fredsbevægelsen gennem årene har fastholdt, at USA under Kennedy aldrig var gået ind i Vietnam. Omvendt har argumentet været, at Kennedy muligvis ønskede sig en verden uden krig, men at han allerede havde engageret USA så massivt i Vietnam, at han ville have fulgt den samme kurs som Lyndon Johnson gjorde det og dermed sendt USA i krig.

Myten lever videre
Der er flere elementer, som peger i hver sin retning, og det er netop grunden til, at ’fredstalen’ 50 år efter fortsat er relevant, ikke mindst i forhold til forståelsen af Kennedy-myten. For nøjagtig som der har været spekuleret, analyseret og konspireret flittigt om, hvem der stod bag mordet på Kennedy, har der været spekuleret flittigt i, hvad der var sket, hvis ikke han var blevet dræbt den dag i Dallas.
På den ene side vil tilhængerne hylde ham og sige, at det ville have været fortsættelsen af den gyldne æra, som startede den dag Kennedy blev taget i ed som præsident. En tid præget af håb, ungdom og optimisme. En tid præget af store visioner og fred. Alle samme ting, der brat blev afbrudt i det øjeblik skuddene lød på Dealey Plaza.
På den anden side vil skeptikerne fastholde, at Kennedy ikke udrettede ret meget som præsident. At hans knap tre år ved magten måske rummede mange store visioner, smukke ord og spændende planer. Men at han reelt set ikke fik gennemført ret meget som commander in chief. Tværtimod var han flere gange kommet galt af sted, ikke mindst omkring fiaskoen i Svinebugten. Samtidig vil argumentet også være, at Kennedys valgsejr over Nixon i 1960 var minimal, og at han måske nok ville være blevet genvalgt i 1964, men at der kunne have bredt sig en skuffelse over manglende resultater. Og hvad angår Vietnam, ja, så vil det som sagt være lige så let for kritikerne at fastholde, at Kennedy havde gjort det samme som Johnson, som det er for tilhængerne at sige det modsatte.
Ingen af parterne får nogensinde ret. Lige som ingen af dem nogensinde tager fejl. For vi får aldrig svaret. Hvilket også er grunden til, at Kennedy-myten, 50 år efter ’fredstalen’ fortsat lever i bedste velgående.