En afskedssalut fra Tea Party-dronningen

I den forgangne uge meddelte en af den amerikanske kongres’ mest farverige og kontroversielle politikere, republikaneren Michele Bachmann, at hun ikke genopstiller ved midtvejsvalget i 2014. Hun vil blive husket som Tea Party-yndlingen, der steg i de politiske grader i rekord fart, men som qua sine aggressive og fejlfyldte udtalelser oplevede et lige så hurtigt fald fra tinderne

CAPITOL HILL UPDATE: ”Efter at have gennemtænkt og overvejet det længe har jeg besluttet, at jeg næste år ikke vil stille op til en femte periode i Kongressen for at repræsentere de vidunderlige mennesker fra det sjette distrikt i Minnesota.”

Sådan lød det i sidste uge, da Michele Bachmann i en video på sin hjemmeside meddelte sin beslutning om ikke at genopstille til Repræsentanternes Hus. Dermed bliver det i denne omgang til otte år som folkevalgt for 57-årige Bachmann, som har repræsenteret staten Minnesota siden 2007.

En politiker under pres
Medier og politiske analytikere har i ugens løb forsøgt at forklare Bachmann overraskende tilbagetrækken fra national politik. En beslutning som måske ikke er så stor en overraskelse ved nærmere eftertanke. På trods af at hun selv afviser det, har hun nemlig de seneste måneder været under et massivt politisk pres, som uden tvivl har påvirket hendes beslutning.

Presset på Bachmann er først og fremmest et resultat af de undersøgelser, som myndighederne har indledt af hendes 2012-valgkampagne. Kampagnen er blandt andet mistænkt for at bryde etiske retningslinjer ved dels uretmæssig brug af økonomiske midler fra en Super PAC til at betale en fundraiser og dels ved at betale penge til en lokal senator i Iowa før primærvalget i staten.

Samtidig har hendes kampagne frem mod kongresvalget i 2014 været i alvorlig krise. I meningsmålinger fra i år lå Bachmann til at tabe til sin demokratiske modkandidat Jim Graves, som hun kun med nød og næppe slog under valget i 2012, trods at hun stillede op som præsidentkandidat. I de første tre måneder af 2013 indsamlede Bachmann-kampagnen således under 700.000 dollars, mindre end halvdelen af beløbet fra samme periode i 2012-valgkampen.

Endeligt er Bachmann blevet kraftigt kritiseret for i år at komme med upassende og fejlagtige beskyldninger mod Obama-familiens personlige forbrug i en krisetid. Hun har eksempelvis hævdet, at familien har en særlig hundelufter ansat på statens regning, hvilket ikke er tilfældet.

Når de faktorer lægges sammen med hendes tidligere noget kontroversielle udtalelser, har det formentlig været attraktivt for hende at trække sig frivilligt fra national politik, inden hun blev tvunget til at gå af.

Højt at flyve
Michele Bachmann trådte for alvor ind på den nationalpolitiske scene, da hun i et tv-program på MSNBC i 2008 opfordrede til en undersøgelse af de anti-amerikanske holdninger, som hun mente, at den daværende præsidentkandidat Barack Obama og andre liberale medlemmer af Kongressen havde.

I årene 2010-11 udviklede hun sig til en central figur i den voksende Tea Party-bevægelse, der tordnede mod det voksende bureaukrati i Washington, regeringens overforbrug og det skrantende statsbudget. Hun blev således et symbol på den aggressive anti-Obama-linje, som det republikanske parti førte efter midtvejsvalget i 2010, hvor Tea Party-politikere stormede ind i Kongressen.

I disse år brugte hun Tea Party-bevægelsen effektivt til at brande sine socialkonservative mærkesager som traditionelle familieværdier og religiøs frihed såvel som modstanden mod abort og homoseksualitet. Samtidig var hun glimrende til at føre valgkamp og skabe sig en trofast fanskare, der kunne relatere til hendes ’soccermom’-attitude som mor til fem.

I 2011 blev hun i magasinet Time kåret til en af verdens 100 mest indflydelsesrige mennesker, og i 2012 stillede hun op som den republikanske kandidat til præsidentposten. Her startede hun som de kristent konservatives foretrukne kandidat, men blev senere overhalet af både Rick Santorum og Rick Perry.

Dybt at falde
Michele Bachmann formåede i årenes løb aldrig at få en helt afgørende rolle hos Republikanerne i Kongressen, da flere i partiets top simpelthen anså hende for at være for ekstrem og utilregnelig. Hun opbyggede nemlig over årene et ry for at være dronningen af kontroversielle og fejlfyldte udtalelser, der var med til at flytte grænserne for acceptabel politisk adfærd.

Bachmann har for eksempel tidligere insinueret en sammenhæng mellem Obamas præsidentembede og udbruddet af svineinfluenza, og i 2011 sagde hun, at ødelæggelserne i forbindelse med en orkan var Guds straf til Washingtons politikere. Hun har også udtalt, at HPV-vaccinen kan skabe mental retardering, og i år sagde hun, at Obamas sundhedsreform bogstaveligt talt vil dræbe i hundredvis af kvinder og børn.

Udtalelser som disse har skabt støj om Bachmann og forhindret hende i at udleve det potentiale, hun ellers havde som Tea Party-dronning og præsidentkandidat, og hun er med tiden blevet kørt ud på et sidespor hos Republikanerne. Et eksempel på hendes falmende politiske stjernestatus er hendes mangel på invitationer i løbet af de sidste år til at gæste de mange morgen-tv-programmer i USA, som ofte giver en indikation af, hvem der er inde i varmen.

I 2013 repræsenterer hun i for høj grad den destruktive linje i partiet, som man efter præsidentvalget sidste år har forsøgt at gøre op med for at genvinde de amerikanske midtervælgere og Det Hvide Hus i 2016. Af samme årsag har mange analytikere i foråret også haft travlt med at udskrive hendes dødsdom i amerikansk politik.

Hvad bringer fremtiden?
Hvordan fremtiden ser ud for Michele Bachmann, står indtil videre hen i det uvisse. I internetvideoen fra sidste uge afviste hun ingenting, heller ikke at vende tilbage til national politik på et tidspunkt:
”Min fremtid er indholdsrig og grænseløs, og min lidenskab for Amerika fortsætter. Og jeg vil forsikre jer om, at der ikke er nogen fremtidig mulighed, om den er direkte i den politiske arena eller ej, som jeg ikke vil overveje seriøst, hvis det kan hjælpe med at redde og beskytte vores store nation for de kommende generationers skyld.”

Som det har været tilfældet for andre nationalkendte konservative politikere, Sarah Palin, Newt Gingrich og Rick Santorum, vil Bachmann formentlig ikke komme til at mangle attraktive jobtilbud inden for tv, radio eller lobbyarbejde i det private erhvervsliv.