Connect with us

Hi, what are you looking for?

Kongressen.comKongressen.com

Feature

‘Den Store Gatsby’ udstiller den amerikanske drøm

I morgen har storfilmen ’Den Store Gatsby’ premiere i landets biografer. Baseret på Fitzgeralds klassiker, er filmen det store kærlighedsdrama i de brølende 20’ere. Men under overfladen er både bogen og filmen et langt angreb på den amerikanske drøm

Den har været ventet med spænding længe, og fra i morgen kan biografgængerne så endelig se, hvordan instruktøren Baz Luhrmann har valgt at fortolke F. Scott Fitzgeralds klassiker ’Den Store Gatsby’. En bog, der har cirka 90 år på bagen, og som især i tiden efter 2. verdenskrig er blevet kendt som en af de mest sigende bøger om såvel Amerika som den amerikanske drøm.
På overfladen er historien enkelt, men så alligevel kompleks. En kærlighedsaffære mellem Gatsby, der i filmen spilles dygtigt af Leonardo DiCaprio og Daisy, spillet af Carey Mulligan. De var kærester før Gatsby tog til fronten for at medvirke i 1. verdenskrig. Han er nu vendt tilbage, elsker hende stadig, men hun har i mellemtiden giftet sig med en rig mand. Så hvad gør man så, hvis man er Gatsby? Man sørger for at skabe sig en platform, som er overdådig og ekstravagant i et sådan omfang, at man kan tilbyde Daisy en storslået tilværelse, og dermed tilbageerobre hendes hjerte. En kærlighedshistorie som så mange andre, men så alligevel ikke helt. For vist kan både bogen og filmen opfattes som en kærlighedshistorie og intet andet. Og det er da også det element, Luhrmann har valgt at fokusere på i den knap to en halv time lange film. Under overfladen, om end det er tydeligere i bogen end i filmen, gemmer der sig en markant kritik af det amerikanske samfund og af den amerikanske drøm i særdeleshed. For selv om romantikere kan forsvare, at Gatsby er en forelsket fyr, som vil have sin kæreste tilbage, så er faktum, at Gatsby har skabt sin platform på en kriminel baggrund og at han bag facaden langt fra er noget lykkeligt menneske. I sin jagt på at opnå en status, der gør, at han kan få Daisy tilbage, har han sat sig selv over styr, hvilket i høj grad er en kritik af den amerikanske drøm, forklarer professor ved Københavns Universitet, Martyn Bone, der har speciale i netop amerikansk litteratur:
”Bogen er en klar kritik af den amerikanske kultur og ikke mindst rigmandskulturen, som skildres i ’Den Store Gatsby’. Fitzgerald var både fascineret og frastødt af denne kultur. Og netop det faktum, at bogen fortæller så meget om den amerikanske drøm, gør at den forbliver interessant efter så mange år. For ja, det er en kærlighedshistorie. Men under overfladen er det samtidig en fortælling om korruption og om hulheden i den amerikanske drøm. En historie, som fortsat er relevant den dag i dag. For det har ikke ændret sig siden Fitzgerald skrev bogen.”

En kritik af samfundet på sit højeste
Flere andre af Amerikas allerstørste forfattere som Ernest Hemingway og John Steinbeck har i flere af deres bøger været kritiske i deres skildringer af det amerikanske samfund. Men når ’Den Store Gatsby’ skiller sig ud, er det ifølge Martyn Bone, dels fordi den rummer så mange forskellige elementer, samtidig med, at den udkom midt i de brølende 20’ere, før børskrakket og den store depression:
”Den fantastiske ved ’Den Store Gatsby’ er, at den kan både ses og læses som en kærlighedshistorie, hvis det er det man ønsker. Men den er meget mere end det. Og det er rigtigt, at både Hemingway og Steinbeck har skrevet flere kritiske bøger om det amerikanske samfund, men det handlede oftest om depressionen. Det, Fitzgerald gjorde var, at han rettede en kritik af den amerikanske drøm og det amerikanske samfund, mens det hele var på sit højeste. Lige før det hele faldt sammen. Bogen udkom i 1926 og der var ingen, der på det tidspunkt forventede en bog af denne art. For selv om den både kan opfattes som en kærlighedshistorie og som en hyldest til den selfmade amerikanske mand, så er det tydeligt, at Gatsby jo på ingen måde er et lykkeligt menneske. Han forsøger at lægge fortiden bag sig. Han genopfinder sig selv og fremstår succesfuld. Det handler om at fremstå rigtigt og demonstrere sin rigdom. Men der er stadig det element af tomhed, som selv en person som Gatsby føler.”

En salgsmæssig skuffelse
Netop fordi ’Den Store Gatsby’ er en af de største klassikere i amerikansk litteratur, har der også været store forventninger til filmen. Forventninger, som er blevet yderligere forstærket af, at filmen har fået æren af at være premierefilm ved dette års filmfestival i Cannes. Og med en af vor tids dygtigste skuespillere, Leonardo DiCaprio, i titelrollen som Gatsby, har der længe været stor hype omkring filmen. Modtagelsen i USA, hvor filmen for et par dage siden havde premiere, har været blandet. En modtagelse, der på flere måder er meget lig den modtagelse, bogen i sin tid fik, da den udkom, fortæller Martyn Bone:
”Da bogen udkom, var den Fitzgeralds dårligst sælgende bog. Han havde udgivet nogle andre bøger, som havde solgt pænt, men ’Gatsby’ var en skuffelse. Og efter bogen udkom gik det ned af bakke med Fitzgeralds omdømme. Det ændrede sig så siden hen, da kritikerne igen rettede fokus mod ’Den Store Gatsby’ og begyndt at lovprise den. Netop fordi den siger så meget om både Amerika, det amerikanske samfund og en bestemt historisk periode i den amerikanske historie. Men i mange år var Fitzgerald ude i kulden. Modsat forfattere som Hemingway og Steinbeck. Og vi skal faktisk helt hen mod slutningen af 1940’erne og starten af 1950’erne, før det ændrede sig og Fitzgerald og ’Gatsby’ for alvor blev anerkendt.”

Hvorvidt Baz Luhrmanns filmatisering af ’Den Store Gatsby’ skal samme tur igennem, som bogen i sin tid var det, vil vise sig. Sikkert er det i hvert fald, at filmen kan opleves i biografer over hele landet fra i morgen.

Anders Agner Pedersen er chefredaktør på Kongressen.com. Han er uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole og New York State University med speciale i amerikansk politik. Grundlagde Kongressen.com i 2012 og er en af landets mest benyttede USA-analytikere i både i tv og radio. Medvært på de populære podcastserier ‘POTUS’ og ‘Kennedyland’ og forfatter til flere bøger om amerikansk politik, blandt andet 'KENNEDY', 'De Største Taler' og senest 'Kampen Om Det Hvide Hus'. Skriver på en ny bog om amerikansk politik, der udkommer i 2025.

Click to comment

You must be logged in to post a comment Login

Leave a Reply

Læs også:

Copyright © 2021 Kongressen