Connect with us

Hi, what are you looking for?

Kongressen.comKongressen.com

BRIK-panel

Antiterror som fælles sag for USA og Rusland?

Bomberne ved Boston Marathon trak spor tilbage til Nordkaukasus, hvor brødrene Tsarnaevs forældre bor. Af samme grund har der været et tæt samarbejde mellem USA og Rusland i forbindelse med det efterfølgende efterretningsarbejde. Det kunne være startskuddet til et tættere samarbejde mellem de to landes efterretningstjenester, men hvor vidt det bliver det, er tvivlsomt

BRIK-PANEL: Da de to tjetjenske brødre Tamerlan og Dzhokhar Tsarnaev den 15. april sprængte deres hjemmelavede bomber under Boston Marathon, trak de samtidig storpolitiske tråde tilbage til Rusland. FBI’s undersøgelser viste nemlig hurtigt en forbindelse til Dagestan, en autonom republik i Nordkaukasus, hvor de to mænds forældre bor. Den ældste af de to brødre, Tamerlan, havde under et længere besøg i Dagestan vist stor interesse for Islam, og han havde tilsyneladende haft en form for berøring med nogle af de islamistiske miljøer, som står stærkt i dele af den meget fattige region.

Den russiske sikkerhedstjeneste FSB havde i hvert tilfælde bemærket Tamerlan, og den viderebragte efterfølgende oplysninger om hans gøren og laden til deres kolleger i FBI. FBI tog derefter en snak med både Tamerlan og flere af hans familiemedlemmer i USA, men der var øjensynligt intet mistænkeligt ved ham. FBI slap ham af syne, og derfor var der ingen overvågning på ham, da han og Dzhokhar forberedte deres terroraktion.

Fra FSB til FBI
For den russiske sikkerhedstjeneste var det en mindre operativ sejr, at man kunne meddele hele verden, at man faktisk havde haft kig på Tamerlan, og at FBI loyalt var blevet orienteret om ham. Det indikerer, at FSB (eller rettere sikkert dets net af informanter) havde gjort deres arbejde, mens FBI til gengæld havde forsømt deres. Interne undersøgelser vil sikkert vise, hvorfor man lod Tamerlan gå, men det hører utvivlsomt med til billedet, at FSB har råbt ”ulven kommer” lidt for ofte.

FSB’s samarbejde med andre tjenester er hemmeligt, men jeg er ikke i tvivl om, at de terrorstempler mange emigranter fra især Nordkaukasus og på den måde skaber unødig ”støj” hos mange af deres samarbejdspartnere; de vigtige efterretninger risikerer at drukne i bunken af ubegrundede alarmeringer, hvis primære formål er at stemple ikke mindst tjetjenerne som terrorister og dermed legitimere den russiske regerings hårdhændede politik i regionen. Det kan også sagtens være tilfældet i samarbejdet mellem FSB og FBI.

Antiterror
Den russiske regering har gentagne gange opfordret til forstærket internationalt samarbejde mod den internationale terrorisme. Videregivelsen af oplysningerne om Tamerlan viser, at der er noget på plads allerede, men dets omfang er ukendt for os. Men også hér har problemet været, at Rusland gerne spænder dette for deres kamp mod tjetjenerne. Og så har mange vestlige tjenester været nødt til at holde lidt igen.

Bomberne i Boston kan muligvis sætte skub i efterretningssamarbejdet. Hele sagen viser i hvert tilfælde, hvor svært det kan være på egen hånd at følge de moderne terrorister. Vi skal dog ikke tro, at dette automatisk vil føre til tættere og varmere relationer. Efterretningsområdet er et særligt domæne, og staterne kan godt føre politik dér uden skelen til andre områder. Ja, selv mens de deler informationer, spionerer de gerne mod hinanden. Kremls netværk af agenter er kommet op i højt gear igen, som også den spektakulære afsløring af en russisk spionring i USA i 2010 viste. Den internationale terrorisme kan være en fælles fjende, men den ændrer ikke ved den indbyrdes rivalisering mellem Rusland og USA. I fremtiden vil FBI derfor også lede efter både russiske terrorister og spioner.

Flemming Splidsboel Hansen er lektor i russisk politik ved Københavns Universitet og tidligere efterretningsanalytiker. Han har skrevet ph.d. om russisk udenrigspolitik og forsker bl.a. i Ruslands forhold til Vesten, derunder USA. Analyserer hver måned Ruslands relation til USA på Kongressen.com

Click to comment

You must be logged in to post a comment Login

Leave a Reply

Læs også:

Copyright © 2021 Kongressen