Springsteen’s back – still born in the USA

12 gange har Bruce Springsteen fyret den i Danmark i selskab med det legendariske E Street band. Nu er Obama-støtten og arbejderknægten med den forpinte sjæl klar til i København og Herning for 13. og 14. gang et øse ud af sit enorme sangkatalog

Der er rockkonger, souldronninger og popdivaer. Men der er kun en boss. En Springsteen, en der bestemmer, og det er Bruce Springsteen! Han er The Boss!

I morgen svinger han i Parken den taktstok, som Thorning har så svært ved at finde, og hvis budskabet ikke er feset ind efter 3-4 timers øredøvende, gyngende og svedig rock’n’roll, så bliver der en ny mulighed for at forstå, hvor den 64-årige rockboss vil hen, når han torsdag gæster Jyske bank Boxen i Herning. Og som rosinen i pølseenden kan det nævnes, at der faktisk bliver en tredje mulighed for at høre Springsteen. Det sker på Roskilde Festivalen, når Rihanna gæster orange scene. Hun spiller nemlig udelukkende Springsteen sange samt akustiske versioner af sange fra Leonard Cohen, David Bowie, Bob Dylan og andre ’gamle mennesker’, som Festivalens musikchef Rikke Øxner udtrykte det, da nyheden kom frem.

Men at netop Rihanna skal fortolke Springsteen er et kæmpe paradoks. Hun bliver af mange betragtet som selve inkarneringen af den strømlinede, profitorienterede og kommercielle pop – alt det, som Springsteen ikke er og formentlig aldrig bliver. Han er socialrealisten, der skrev sange for kunstens skyld. Ikke pengenes.

Alkoholisk far
Han er rundet af armod og forfald og slæber den dag i dag stadig rundt på dæmoner, der blev plantet i sjælen på en meget ung Springsteen hjemme hos forældrene i byen Freehold i New Jersey, kun 30 kilometer fra New York. Møbelfabrikken var omdrejningspunktet i byen, men da den lukkede og flyttede vest på, hvor arbejdet blev gjort billigere, faldt byen og dens beboere langsomt sammen. Knækkede vinduesrammer, afskallede husfacader, græsplæner der groede vildt og gyngestole, der knirkede og knirkede. Springsteens far dulmede smerten og bitterheden med sprut, mens han hutlede sig igennem med småjobs og tilfældige ansættelser. Men mørket sænkede sig i bogstaveligste forstand over familien, fortæller Springsteen i biografien ’Bruce’, der udkom i november på People’s Press:
”Om aftenen låste han for hoveddøren, så vi unger var nødt til at komme ind ad bagdøren. Han slukkede alt lys i huset. Så sad han bare der. Det gjorde han så længe, jeg kan huske,” fortæller Springsteen til journalisten Peter Ames Carlin, der står bag biografien.

Bruce Springsteen vidste at han måtte væk fra Freehold, hvis han skulle overleve med forstanden i behold. Musikken blev vejen ud. Som 14-årig malede han en sommer sin mosters hus. For pengene købte han en guitar og ’The Great American Songbook’. Han lærte sig selv at spille og som 16-årig stiftede han sit eget band. Talentet var indlysende, alligevel lykkedes det ikke at få faderens anerkendelse. Faderen var faldet i et alkoholisk dyb, der end ikke levnede plads til at glæde sig på sønnens vegne. I stedet blev Bruce mødt med bitterhed fra sin egen far.

Frygtrede at blive som faderen
Hans barndom forfulgte ham i mange år. Han kunne have voldsomme humørsvingninger og nogen gange sank han ned i depressioner og melankoli. I årevis var antidepressiv medicin en fast følgesvend, men intensive behandlinger har fået ham ud i mørket. Men ikke mere end at han hvert øjeblik frygter at falde i den sorte balje igen. Da hans første af tre børn, Evan, i 1990 blev født, blev han pludselig konfronteret med sin frygt for at blive som sin far:
”Jeg kom langsomt tæt på en følelse af ren, ægte, ubetinget kærlighed med alle paraderne nede. Pludselig var det, der skete, så enormt, at det bare trampede al frygten væk i et stykke tid, og jeg kan huske, at jeg følte mig overvældet, men jeg forstod også hvorfor, man bliver så skræmt. Når hele den verden af kærlighed bruser ind, følger en verden af frygt med.”

Gennembruddet for Springsteen kom med sin tredje udgivelse, ’Born to Run’ fra 1975. Men han brød for alvor lydmuren med dobbeltalbummet ’The River’ fra 1980. Titelnummeret handler om hans søster, Ginny, der måtte slukke for alle drømme, da hun som 18-årig blev gravid og måtte gifte sig med faderen til barnet. Den hjerteskærende sang har mejslet sig ind i rockhistorien som en af de allerstørste.

Den politiske Bruce
Fire år senere – i 1984 – udkom albummet ’Born in the USA’, der for alvor markerede Springsteen som den politiske rocker – og tyve år senere – i 2004 – tog Springsteen det fulde skridt og sprang ud som erklæret Demokrat. Han kastede sig ud i en indædt kamp for at hjælpe John Kerry til magten. Dråben for Springsteen var Irak krigen. Han havde været tilhænger af krigen i Afghanistan, men invasionen i Irak var af en helt anden ’løgnagtig og bedragerisk’ kaliber. 5. august 2004 gjorde han sin stilling oåp i et manifest trykt i New York Times: ’…Det er gennem den sandfærdige udøvelse af de bedste menneskelige kvaliteter, respekt for andre, ærlighed i forhold til os selv, tillid til vores idealer, at vi kommer til live i Guds øjne…’

Han fortsatte: ’…Vores amerikanske regering er kommet for langt væk fra amerikanske værdier. Det er på tide at samle stemmerne og komme fremad. Det land, som vi bærer i vore hjerter, venter…’

Det glippede for Kerry. Men det lykkedes for Obama. Springsteen fik sit systemskifte. Men han fik meget mere end det. Han fik Obamas fulde og hele anerkendelse.