Obamas kenyanske forbindelse

I Kenya er mange skuffede over, at Obama i sin første embedsperiode ikke har vist nævneværdig interesse for landet, hvorfra hans far stammer. Han har ganske vist lovet at aflægge Kenya et besøg, mens han er præsident – men spørgsmålet er, om det nogensinde bliver til noget.

Glæden var stor i Kenya, da Barack Obama – søn af en kenyansk økonom – for godt fire år siden blev indsat som USA’s 44. præsident. USA’s første sorte præsident var ikke bare sort; nej, han var kenyaner! Sådan kunne man i hvert fald godt tolke folkestemningen i det østafrikanske land i tiden efter Obamas indsættelse. Nybagte forældre kaldte deres nyfødte sønner for Barack, en lokal tyggegummiproducent havde stor succes med at sælge Obama-tyggegummi med jordbærsmag, og præsidentens navn og ansigt sås overalt i gadebilledet – på butiksfacader, på stickers på bilerne, ja sågar på mænds bæltespænder. ”Obamanien” nåede sit højdepunkt, da daværende præsident Kibaki indførte en officiel kenyansk helligdag til ære for USA’s nye, kenyanske præsident, men siden da har euforien omkring Obama efterhånden lagt sig og er blevet afløst af en vis skuffelse: Obama viste sig slet ikke at være så kenyansk, som mange kenyanere ellers troede – eller i hvert fald håbede. Når alt kom til alt, var han jo bare endnu en amerikansk præsident i rækken, og i de første fire år ved roret har han ikke vist synderlig interesse for Kenya eller Afrika i det hele taget.

Det startede ellers lovende, vil mange afrikanere sikkert indskyde. Et af Obamas første statsbesøg gik til Ghana i 2009, hvor han talte i flotte vendinger om Afrika som fremtidens kontinent; som en integreret og ligeværdig del af vores globale verden. Han talte om sin fars opvækst i det koloniale Kenya, om hvordan han jo selv har afrikansk blod i sine årer. Og han talte om, hvordan hans families og dermed hans egen historie var formet og præget af de tragedier såvel som triumfer, der har tegnet Afrikas historie i årtierne efter kolonialismen. Sød musik i afrikanernes ører: Her var en ny amerikansk præsident, der både forstod afrikanernes lidelser – han havde dem inde på egen krop så at sige – og samtidig øjnede de store perspektiver og muligheder for Afrika som fremtidens kontinent.

Eufori afløst af skuffelse
Siden Obama forlod Ghana efter mindre end 24 timers ophold dengang tilbage i 2009, har præsidenten imidlertid ikke sat sine fødder på afrikansk jord. Ud af de 51 lande, han besøgte i sine første fire år, var Ghana altså det eneste afrikanske. Vel ikke så mærkeligt at eufori og tårnhøje forventninger er blevet afløst af skuffelse blandt mange afrikanere? Når alt kom til alt var Obama alligevel ikke mere afrikansk end sine forgængere på trods af nære familiære bånd til kontinentet.

Det er i øvrigt bemærkelsesværdigt, at George W. Bush i modsætning til Obama faktisk prioriterede at besøge hele fem afrikanske lande alene i sin første periode (og yderligere fem i sin anden). Afrika var – og er – en region, der for Bush betød rigtig meget – særligt på et personligt og altruistisk plan. Af samme grund har Bush også en stor stjerne blandt mange afrikanere, ikke mindst på grund af sit store arbejde i kampen mod aids, som helt konkret har sikret millioner af hiv-positive afrikanere adgang til livsforlængende medicin.

Selvom Obama ganske vist har introduceret en ny Afrika-strategi, og at først Hillary Clinton og siden John Kerry som amerikanske udenrigsministre bestemt har (op)prioriteret Afrika, så kommer man ikke uden om, at Obama som person og præsident med kenyanske rødder har været en stor skuffelse for afrikanerne i almindelighed og kenyanerne i særdeleshed. I modsætning til Bush har Obama personligt ikke udrettet meget konkret endsige vist nævneværdig interesse for Afrika.

Obamas vanskelige løfte
Ikke desto mindre er der dog visse ting, der taler for, at det kommer til at ændre sig i Obamas anden embedsperiode. For det første er det velkendt, at amerikanske præsidenter typisk – og lidt groft skitseret – bruger deres første periode på indenrigspolitik for at sikre genvalg – for så til gengæld at prioritere udenrigspolitikken højere i deres anden periode for at sikre eftermæglet. For sammenligningens skyld kan det indskydes, at præsident Clinton end ikke satte sine ben på afrikansk jord i sin første periode for så til gengæld at tage sig tid til hele seks afrikanske statsbesøg i sin anden – Obama kan altså nå det endnu! Og det har han da også udtrykt offentligt, at han vil. Således sagde han i utvetydige vendinger i 2010 til kenyansk tv, at han var sikker på, at han ville besøge Kenya, inden hans tid som præsident randt ud. Et løfte, med andre ord, men er det også et løfte, Obama kan holde?

Ganske vist er der en vis tradition blandt amerikanske præsidenter at aflægge besøg i lande, hvorfra deres rødder stammer. Således var både Clinton og Reagan på besøg i Irland grundet fjerne, familiære forbindelser til østaten. Obamas forbindelse til Kenya er uden tvivl tættere end både Clintons og Reagans ditto til Irland, og der kan heller ikke herske tvivl om, at landet står ham nært på det personlige plan. En alvorlig ting taler imidlertid imod – eller komplicerer i hvert fald – at Obama kan besøge sit fædrene land: den nyudnævnte kenyanske præsident, Uhuru Kenyatta.

Som tidligere beskrevet på Kongressen.com, huede valget af Kenyatta bestemt ikke amerikanerne. Kenyatta er anklaget for forbrydelser mod menneskeheden, og af samme grund har USA lagt deres ellers traditionelt set gode forhold til Kenya lidt på køl. Så hvor meget end Obama personligt måtte ønske at besøge Kenya, kan det af politiske og diplomatiske årsager vise sig vanskeligt. For hvordan ville det ikke se ud, at en amerikansk præsident besøgte en kenyansk statsleder, som i amerikanske øjne er en forbryder og skurk?

Meget kan selvfølgelig nå at ske, før Obama skal gå af som præsident (Kenyatta kan sågar gå hen og blive renset for anklagerne), så det er for tidligt at spå, om Obama får besøgt Kenya som siddende præsident. Men sikkert er det i hvert fald, at det alt sammen ville have været meget nemmere, hvis ikke Kenyatta havde vundet præsidentvalget i Kenya. Og lige så sikkert er det, at ”Obamanien” først vil genopstå i Kenya den dag, Obama indfrier sit løfte og igen sætter sine ben på kenyansk jord.