Stormagtskamp om Afrikas sorte guld

Afrika eksporterer allerede mere olie til USA end Mellemøsten, og særligt Vestafrika kommer i fremtiden til at spille en endnu større rolle som energileverandør til USA. Samtidig er Kina også i fuld gang om at sikre sig adgang til Afrikas sorte guld.

DEN AFRIKANSKE VINKEL: Afrikas betydning som energileverandør til det amerikanske marked har været støt stigende siden den kolde krigs ophør. Ikke mindst i kølvandet på 11. september er der fra amerikansk side sket en bevidst diversifikation i deres import af olie for at mindske afhængigheden fra det urolige Mellemøsten. Afrika forventes således at stå for 25% af den amerikanske olieimport i 2015, og allerede i dag har Afrika syd for Sahara samlet set overgået Mellemøsten, hvad olieleverancer angår. Det er lande i det vestlige Afrika – særligt Nigeria og Angola – som står for hovedparten af afrikanske olieproduktion.

Vestafrika: en attraktiv region
Udover, at kvaliteten af olien generelt er høj i Vestafrika og relativ billig at raffinere, så udmærker regionen sig i forhold til andre olieproducerende regioner ved, at olien hentes op ud for kysterne og ikke skal transporteres gennem skrøbelige stater eller farlige checkpoints på sin vej til USA. For amerikanerne er det i høj grad attraktivt, at olien blot skal fragtes tværs over Atlanten for at nå frem – og samtidig er regeringerne i både Angola og Nigeria generelt langt mere venligsindede overfor amerikanerne end for eksempel styret i Venezuela. Når det er sagt, er det dog vigtigt at understrege, at USA selv dækker over halvdelen af deres eget olieforbrug, og at de to nabolande, Mexico og i særlig høj grad Canada, er de to suverænt største eksportører af olie til det amerikanske marked. På tredjepladsen kommer Saudi Arabien efterfulgt af Venezuela, og først som nummer fem finder vi et afrikansk land – Nigeria – mens Angola er den ottendestørste leverandør af olie til USA.

Ikke desto mindre tegner der sig et billede af, at Vestafrikas betydning for USA er stigende; store nylige oliefund ud for Ghanas kyst synes blot at bekræfte tendensen med, at regionen vil få større strategisk og økonomisk betydning set med amerikanske briller. Det ses tydeligst ved, at USA i de seneste år også har øget deres militære engagement i regionen – ikke mindst i Guinea-bugten ud for Nigerias kyst, hvor den amerikanske flåde er massivt til stede. Dermed sender amerikanerne et klart signal til omverdenen om, at de har store interesser i området – og at stabilitet i regionen er essentielt for amerikanerne. Havde der ingen olie været i havet ud for de vestafrikanske kyster, er det ganske sikkert, at det amerikanske militær ikke havde vist nogen nævneværdig interesse for regionen.

Kina også til stede
Som altid, når det handler om Afrika, handel og råstoffer, kommer man ikke uden om Kina. Verdens folkerigeste nation får i dag mere end en tredjedel af deres olieimport dækket fra afrikanske lande. I Vestafrika – som altså er den region, hvor USA har flest råstofs-interesser på spil – ser man også Kina opruste kraftigt. Eksempelvis er den bilaterale handel mellem Kina og Nigeria steget fra godt to milliarder dollars i 2007 til næsten otte milliarder i 2010. Handel med råstoffer tegner sig for en meget stor del af dette beløb.

Dermed ville det være nærliggende at tro, at USA’s samtidige oprusten i regionen skal ses som et udslag af en ny stormagtsrivalisering mellem Kina og USA på det afrikanske kontinent. At Afrika i mange henseender er blevet skueplads for Kina og USA’s rivaliserende, globale ambitioner, kan der ikke herske megen tvivl om. Det er bare vigtigt at holde sig for øje, at der ikke er tale om et nulsumsspil, hvor der kun kan findes én vinder. I modsætning til rivaliseringen mellem Sovjet og USA under den kolde krig – som byggede på fundamentale ideologiske forskelle, og hvor Afrika i høj grad også agerede skueplads for diverse stedfortræderkrige mellem de to supermagter – skal vor tids stormagters engagement i Afrika anskues ud fra en helt anden vinkel. Både USA’s såvel som Kinas økonomiske og geopolitiske involvering i Afrika bygger på den samme præmis – nemlig, at de frie markedskræfter hersker (i den henseende er det selvfølgelig nærliggende at konkludere, at USA allerede har vundet denne nye stormagtsrivalisering), og at begge lande er interesseret i de uanede ressourcer og enorme handelspotentialer i de afrikanske lande (at Kina samlet set til gengæld er en større handelspartner for Afrika end USA, taler selvfølgelig i den modsatte retning: Kina har vundet kampen!). Men at både USA og Kina opruster økonomisk i Vestafrika er altså ikke et udtryk for, at der kun er plads til den ene stormagt – det er blot et billede på, at de vestafrikanskes lande er voldsomt interessante set med de to landes briller. De har nemlig noget, som både USA og i stigende grad Kina efterspørger: olie.