Jeg tror ikke på, at USA er en falden stormagt

Mens Europa gennem årene har gjort det sværere og sværere for ude fra kommende at få adgang til de rige lande i EU, så har USA aldrig været bange for indvandring, men set det som en ressource. Mangfoldigheden og trangen til frihed er den bærende idé under USA og vil garantere, at USA altid vil lykkes som stormagt, mener Michael Ehrenreich

SAMTALER OM AMERIKA: Flere og flere danskere vil have deres bid af æblet og besøger New York. Men hvis man for alvor vil have en fornemmelse af, hvad USA er for et land, så er det langt fra nok med 14 dages ’wauv’ oplevelser i den sydende og kogende storby på den amerikanske østkyst. Så skal man bruge mindst et år på at udforske landet, mener Michael Ehrenreich.

”Det er nødvendigt, hvis man vil have en fornemmelse af den amerikanske idé. For Amerika er andet og mere end et land. Det er også en idé, der handler om meget andet end materiel fremgang. Den amerikanske idé består af et sæt værdier, der rækker længere end at lykkes med sin karriere, få en stor bil og et flot hus. Den handler om frihed i bred forstand. Den står for tolerance og accept af forskellighed.”

Michael Ehrenreich holder en pause og en tager en slurk af sin cappuccino. Han fortsætter:

”Det er ikke din hudfarve, religion eller økonomiske formåen, der er afgørende, men at du er fortrolig med det, der har bragt Amerika så langt frem, og at du kan tilslutte dig det. Det er afgørende. USA er grundlagt og udviklet af indvandrere. Man betragter traditionelt indvandring som en ressource og ikke som et problem. Det gør, at man formår at tiltrække en masse mennesker som kan og vil, og det er efter min mening en af nøglerne til USAs succes.”

Kærlighed ved første blik
Michel Ehrenreich kom første gang til USA som 29-årig. Det var i 1983. Ronald Reagan kørte på andet år af sin første præsident periode. I Storbritannien regerede nu afdøde Margaret Thatcher og her hjemme havde Poul Schlüter afløst Anker Jørgensen. Ehrenreich skulle deltage i et kursus om samfund og amerikansk historie i Los Angeles. Det var kærlighed ved første blik. Senere vendte han tilbage som korrespondent for Berlingske Tidende.

”Jeg kom til et land, der havde gennemlevet nogle traumatiske årtier i 60’erne og 70’erne. Så fik man en konservativ vækkelse med Reagan i spidsen. Det var et land, der havde fundet sig selv bag en filosofi, der var meget slagkraftig. Man havde lagt borgerrettighedskampen og Watergate bag sig. Nu var den kolde krig ved at kulminere,” fortæller han.

Kærligheden til USA har aldrig sluppet ham

”USA er kontraster, mangfoldighed, energi, fantasi, drive. Det mærker man med det samme, man sætter fod på amerikansk grund,” siger han, og fortsætter:
”Amerikanerne har en evne til at genopfinde sig selv. Jeg tror ikke på, at USA er en falden stormagt. Landet vil opleve en relativ svækkelse på verdensscenen de kommende år. Men USA vil stadig svinge taktstokken militært, kulturelt, økonomisk, politisk og diplomatisk mange, mange år frem. Amerika er simpelthen ikke til at komme uden om.”

USAs grimme side
Selv om fascinationen og kærligheden til USA aldrig har sluppet sit greb i Michael Ehrenreich, så understreger han dog, at der ikke er tale om blind kærlighed. Der er masser af forhold at kritisere og i et land, der er så stort og så kontrastfyldt vil spændinger af og til blotlægge landets grimme sider. Han nævner som et eksempel urolighederne i Los Angeles bydelen South Central i 1992. Tusindvis af sorte gik i raseri på gaden og plyndrede og hærgede, da en retssag havde frikendt en række hvide betjente, der ellers var tiltalt for at have gennembanket den sorte Rodney King.

“Efter at have dækket optøjerne til avisen ville jeg ud for at se Ronald Regans bibliotek, der ligger i en anden del af byen. Derude mødte jeg folk, der ikke anede, at South Central eksisterede, før urolighederne brød ud, og de læste om dem i avisen. Man så et land, der ikke hang så godt sammen, som man troede, og det chokerede mange,” siger han.

Kort efter oplevelsen med South Central skrev Michael Ehrenreich sin sidste artikel som korrespondent i USA. Den var fra Bill Clintons indsættelse i januar 1993. Med Clinton kom der gang i økonomien og en ny optimisme bredte sig.

”Det gik så godt, at man ikke kunne finde andet at laste ham for end et forhold til en praktikant i Det Hvide Hus. Men det er vist en helt anden historie….”