Connect with us

Hi, what are you looking for?

Kongressen.comKongressen.com

Feature

”Vi bliver nødt til at lære, hvordan vi rent faktisk snakker med hinanden”

21-årige Audrey Rickman er en af de mange unge førstegangsvælgere, der lige nu ser på deres politiske system og ryster på hovedet. Splittelsen er så afgrundsdyb at det også smitter af på den enkelte amerikaners hverdag. Inklusiv i Georgia, hvor Audrey bor.

En af de første, jeg tænkte, at jeg ville tale med, da jeg begyndte arbejdet med min serie ‘Fremtidens Amerika’, var min gamle veninde fra Connicticut, Audrey Rickman.

Jeg kender Audrey og hendes familie fra min tid i Guilford CT, hvor de varmt inviterede mig ind i både deres hjem og kirke. Store dele af Audreys familie er fra sydstaterne og er republikanske, men Audrey er selv liberal. Selvom Audrey har rødder i syden, er hun oprindeligt fra New York. Derudover har hun boet i Connecticut, Florida og nu i Georgia, hvor hun er i gang med at læse til grafiker på kunstskolen SCAD. Audrey stemte d. 3. november i Georgia, som fortsat er central for valget. Til januar kommer staten nemlig til at afgøre, hvorvidt demokraterne får flertal i senatet eller ej.

Jeg er begyndt at optage nu.
“Hej jeg hedder Audrey Rickman, og jeg er på det stærkeste imod Trump. Det kan du citere mig på.”

Det var den perfekte åbning. Du er jo oprindeligt fra Manhatten og flyttede så senere til Connecticut, hvilke begge er meget liberale. Nu har du både studeret i Florida og Georgia, som er republikanske stater. Har du på nogen måde oplevet forskellen mellem stederne?
”Jeg vil sige, at den største umiddelbare forskel er, hvorvidt folk snakker om politik eller ej. Mange af mine venner her kommer fra vidt forskellige steder i USA, og de er slet ikke opdaterede omkring, hvad der sker. Fx så havde mange af dem slet ikke styr på, hvordan de skulle registrere sig til at stemme. Flere af dem vil helst ikke snakke om politik. Jeg tror det kan skyldes, at store dele af dem kommer fra konservative hjem. I de familier er der mange, som er bange for, at demokraterne bringer helvedets flammer på dem.

En anden ting, som er anderledes, er den propaganda, som er over det hele her i Georgia. Jeg vil ikke påstå, at konservative er onde. Det er for ensidigt, men reklamerne er bare helt vilde. Særligt langs motorvejen, hvor hver anden reklame er kristen, og de udtrykker ikke en kærlig kristen besked. Det er ikke ”Jesus elsker dig”, men derimod en ”Du kommer i helvede”-stemning. Det var noget af det første jeg oplevede, da jeg kom hertil. De hjernevasker virkelig folk.”

Så du siger, at det kristne budskab bliver brugt meget i forbindelse med politik, men på en enormt fordømmende måde?
”Ja, det er en virkelig stor ting. Det er en del af, hvad jeg vil beskrive som propaganda. Hele forestillingen om, at hvis du er en gudelskende amerikaner, så må du være republikaner. Hvis du derimod støtter Biden, så hader du dit land og Gud. Og på den måde fortsætter det: Hvis du vil have en abort, så dræber du dit barn, imens du spytter i Guds ansigt. 

Det hele er meget vredt og frygtorienteret.

Jeg vil ikke længere anse mig selv som værende kristen. Jeg kender mange gode og kærlige kristne, og det er bare ikke fair over for dem, at republikanerne tager patent på kristendommen. Jeg ved for eksempel, at min kæreste slet ikke vil snakke om hans religion med folk, som ikke kender ham, kun fordi han ikke vil fremstå, som en der stemmer konservativt. Det er virkelig trist. ”

Når jeg snakker med folk, er der flere som udtrykker en modvilje mod at snakke med republikanere, fordi de føler, at de allerede ved, at de kommer til at være uenige. Nu har du jo tilbragt ret meget tid i republikanske stater og oplevet de reklamer mm., som der eksisterer der. Har det gjort, at du i højere grad kan forstå folk, der støtter Trump og andre konservative?
”Det er dét, der er den hårde ting. Jeg er ikke enig i noget som helst af det som Trump og konservative står for. Men jeg forstår fuldstændig, hvorfor de tænker, som de gør. Det er svært at hade noget, som man forstår. Og med det, mener jeg selvfølgelig ikke, at jeg også forstår racisme. Jeg genkender dog fuldstændig, dét du siger. Mange mennesker har den indstilling, at de ikke vil date en republikaner, og heller ikke vil være venner med Trump-støttere. Lige nu er landet er enormt opdelt, og alle kan være enige om, at den splittelse er dårlig.

Jeg tror, at grunden til splittelsen er her er, fordi vi angriber hinanden.

Jeg kan godt forstå, at hvis du er opvokset i en hvid, lidt fattig by i Syden, og du kender ca. 100 mennesker, som du elsker og respekterer, og de så fortæller dig en række sandheder fx ”De her mennesker er fjenden osv.”, så er det svært ikke at blive påvirket af det.  

Jeg tror ikke på, at der er nogen, hvor dette ikke kunne ske for dem, når man får det samme at vide om og om igen.

Og dét problem kommer ikke til at blive løst ved at kalde dem onde eller noget. Tingene er virkelig sat på spidsen nu her. Jeg kender folk, som ikke snakker med halvdelen af deres familie mere. Begge sider skal lære at kommunikere. Selv hvis man er fuldstændig uenig, så kommer man jo ingen vegne ved ikke at tale sammen. Men vi bliver nødt til at lære, hvordan vi rent faktisk snakker med hinanden.

Altså, konservative gider jo ikke at blive kaldt for racister og alle de her ting. Og liberale har ikke lyst at få at vide, at de hader deres land, og at de myrder babyer. ”

Så du synes også, at Demokraterne har fejlet?  
”Ja, jeg synes alle har fejlet. Der skal to til at danse en tango. På nuværende tidspunkt synes jeg tydeligvis, at den republikanske side er værst. De får folk, som ikke er ligesom dem, til ikke at føle sig som mennesker. Men det har demokraterne også til dels gjort.

For at alt det her er sket, må noget have gået galt. Og man bliver nødt til at tænke på, hvad har vi gjort for at få den del af landet, til ikke at føle sig repræsenteret?

Begge sider er blevet personlige. Det handler ikke om politik mere.

Man hører mange demokrater lave sjov med den måde Trump ser ud, ik? Du kan ramme Trump på så mange ting, så lad være med at gå ned på dét niveau. Det er der ingen grund til.

Politik skal blive et gentlemans game igen. Med mere ærlighed.

Lige nu handler det hele om at lyve. ”

Har du kunne mærke polariseringen i USA i din egen familie?
”Ja helt bestemt. Det som jeg sagde med, at folk ikke snakker med halvdelen af deres familie, det er også sket for os. Men jeg undladt at snakke med nogen, som jeg selv var tæt på, pga. deres holdninger, på nær min onkel.

Men for min kæreste har virkelig været hårdt, da hele hans familie er enormt konservative. Fx besøgte hans ven Ashley, som er mexicaner, ham ved hans families hjem. For at hun ikke skulle føle sig fremmedgjort fjernede han deres Trump-skilte. Da han tog afsted, glemte han at sætte dem op igen, og hans familie blev så vrede på ham, at de beskyldte ham for at hade sit land. De sagde, at han var en skændsel for familien.”

Med alt det, der sker lige nu, hvad tror du så kommer til at have den største indflydelse på dit liv?
“Det er et godt spørgsmål. Hvis Biden bliver valgt, og de begynder på bedre Universal healthcare, så bliver hele mit voksenliv anderledes. Det kommer til afgøre, om jeg skal bekymre mig om mine forældres pension, eller om det pludselig ikke er et problem.

Og så kommer det også til at påvirke den atmosfære og stemning, som der er, når man bevæger sig rundt I landet. Jeg kommer formentlig til at bo i en demokratisk by, men bare det at være en kvinde, og særligt alene, det er skræmmende.

Valget kommer til at påvirke alle dele af ens liv. Det er det sindssyge ved alt det her: Alle dele, af alle folks liv, kommer til at blive påvirket af det.“

Written By

Victoria Bogetoft er i gang med at færdiggøre sin bachelor i Statskundskab. Sidste efterår tilbragte Victoria et semester på Yale University, hvor hvor hun bl.a. tog fag i Amerikansk Politik. Derudover har Victoria tidligere boet to år i USA, hvor hun gik i middle school og high school i Guilford, CT.

Læs også:

Copyright © 2021 Kongressen