I dag udkommer første del af Barack Obama længe ventede erindringer. Lad det være sagt med det samme: bogen kan varmt anbefales
Jeg vil godt indrømme, at jeg tænkte, at det kunne gå hen og blive en lidt langtrukken affære at læse første del af Barack Obamas erindringer. En mursten på 860 sider og så er der stadig kun tale om bind 1. Bind 2 er efter sigende klar om et par år og starter hvor bind 1 slutter, nemlig i foråret 2011, hvor USA under Obamas ledelse dræber terrorlederen Osama bin Laden.
Set i det lys, var min antagelse om, at det kunne blive en lidt langtrukken omgang vel egentlig inden for rimelighedens grænser. Så meget desto mere opmuntrende var det at konstatere, at det faktisk ikke var tilfældet.
Efterhånden som jeg fik læst mig gennem de mange hundrede siders tekst, slog det mig flere gange, at det på intet tidspunkt blev kedeligt. Og ja, jeg er godt med på at jeg måske hører til blandt de mere USA-nørdede læsere af denne bog, men det ændrer ikke på, at Obama faktisk evner at fastholde både den veloplagte fortællestil, spændingsniveauet og den humoristiske tone hele vejen gennem værket.
Han er befriende åbenhjertig, når han fortæller om livet som præsidentkandidat. Om de ofte, de afsavn og den ensomhed, der følger med. Om det pres, det lægger på hans ægteskab og hans familieliv, og om vanskeligheden af at smile venligt selv på de dage, hvor man egentlig mest bare har lyst til at få lov at være sur i fred.
Samtidig er han flere steder direkte morsom i sine fortællinger. Et eksempel er hans møde med den kvinde, der introducerer ham for det siden hen så berømte kampråb: ‘Fired Up, Ready To Go!’, scenen fra den morgen, hvor han får nyheden om, at han er blevet tildelt Nobels Fredspris er et andet. Det er sjældent, man som læser af præsident erindringer tager sig selv i at sidde og grine højt mens man læser, men det sker faktisk i tilfældet her, hvilket er en stor styrke og et af de mange plusser omkring bogen.
På minussiden er der enkelte gange, hvor Obama måske slipper lige vel let omkring det. Klimatopmødet i København rundes således af med at præsidenten grundlæggende synes at det, der er sket i Bella Center har været vellykket – forstærket af en melding fra en af hans folk, der synes, at Obamas ageren har været det, han kalder ‘gangster’. Hvorvidt det er tilfældet eller ej, er ikke så vigtigt. Dog har jeg gennem årene talt med en del i klimasektoren, der var noget trætte af, at Obama rejste hjem til USA på det tidspunkt, han gjorde. Og at hans manglende deltagelse i de allersidste timer, var en del af grunden til, at det ikke endte helt så godt, som det måske ellers kunne have gjort på Amager de decemberdage i 2009. Det kan selvfølgelig være at Obamas refleksion omkring dette er at finde i bind 2, hvor USA er med til at lande den store klimaaftale i Paris op til jul 2015. Hvilket bringer mig frem til det andet minus, der er ved bogen, nemlig det at man nogen gange sidder som læser og tænker at det ville være rart hvis man kunne få det fulde billede præsenteret i samme værk. For når man nu ved, at sundhedsreformen var en stor sejr for Obama, hvilket han glimrende skildrer i bogen, så kunne det være rart at kunne læse om de mange kampe, der fulgte omkring reformen i årene efterfølgende. Derfor skal man som læser være med på præmissen om, at det ikke nødvendigvis er fordi Obama ikke har tænkt sig at forholde sig til den slags situationer, men at det i tilfældet sundhed og klima givetvis først sker i bind 2.
Hvad man som forlag kunne have gjort, kan man diskutere. Og det er da også små minusser ved siden af en lang liste af store plusser.
Bundlinjen er således at der er tale om en både velskrevet, veloplagt og anbefalelsesværdig bog fra den tidligere amerikanske præsident. Jeg er helt sikker på, at bind 2 bliver en mursten i samme stil som bind 1 er det, men hvis ellers Obama formår at fortælle lige så nærværende, reflekteret og bramfrit, så vil jeg se frem til at læse med igen til den tid.
‘Barack Obama – Et Forjættet Land’ udkommer i dag på Lindhardt & Ringhof.
