Chelsea Mannings, Roger Clinton, Jimmy Hoffa, og Richard Nixon. Fire personer, der alle har til fælles, at de enten har fået nedsat deres straf eller er blevet benådet af en siddende amerikansk præsident. I øjeblikket er der fokus på, hvorvidt Donald Trump kan benåde sig selv, hvis han ender med at blive sigtet for en føderal lovovertrædelse, inden han stopper som præsident.
Hvad siger forfatningen?
Den amerikanske forfatnings 2. artikel beskriver præsidentens beføjelser vedrørende benådning. Præsidenten har mulighed for at benåde eller nedsætte straffe for lovovertrædelser, der er begået mod De Forende Stater, så længe overtrædelsen ikke stammer fra en rigsretssag. Det vil sige, at præsidenten kun kan benåde i sager vedrørende føderallovgivning, og han kan dernæst ikke benåde sig selv, hvis han er blevet dømt i en rigsretssag.
En af grundstenene i den amerikanske selvforståelse er ideen om, at ingen er over loven. Det indbefatter også præsidenten. Derfor står der intet i den amerikanske forfatning om præsidentens egen immunitet.
En præsidents immunitet
Højesteret har dog af to omgange taget stilling til, hvorvidt en siddende præsident kan retsforfølges; først i sagen ”Nixon v. Fitzgerald” og senere i ”Clinton v. Jones”. Disse domme har skabt præcedens for, at siddende præsidenter har fuld immunitet i civile retssager om erstatningsansvar på baggrund af handlinger, der er udført i forbindelse med præsidentens officielle virke. Det er derimod teoretisk muligt at retsforfølge en siddende præsident for kriminelle handlinger, som han enten har begået uden for sit officielle virke eller i civilsager, der vedrører handlinger fra før han blev valgt.
Det betyder, at der både er en mulighed for retsforfølgelse, og at der teknisk set ikke er immunitet for præsidenten hvad angår ulovlige handlinger udenfor hans officielle virke. Alligevel hentyder The Office of Legal Counsel, en del af Det Amerikanske Justitsministerium til, at retssager anlagt mod præsidenten i sin embedsperiode vil forstyrre hans mulighed for at udøve sine forfatningsretlige forpligtelser.
Derfor mener de, at domstolene sandsynligvis vil konkludere, at præsidenten godt kan være ansvarlig for kriminelle handlinger udført uden for sit virke som præsident, men han ikke blive retsforfulgt, før han har forladt præsidentembedet. Det ville potentielt føre til magtfordelingsproblemer, og denne konklusion ville både gælde retssager på delstats- og føderalt niveau.
Forsigtighedsprincip
Det er altså svært at vurdere, hvor grænserne går for præsidenten immunitet. Der er dog bred enighed om, at man ud fra et forsigtighedsprincip i første omgang bør lade Kongressen undersøge sagen mod præsidenten og se på muligheden for at indlede en rigsretssag. Skulle præsidenten ende med at blive fjernet fra embedet, kan han derefter blive stillet for en domstol som alle andre borgere.
Det er ganske vist usandsynligt, men dette udelukker altså ikke muligheden for, at domstole ville tage en sag op mod en siddende præsident. Og især ikke, hvis den pågældende dommer er stærk fortaler for USA’s grundlæggende retsprincipper om, at ingen er over loven, og at præsidenten dermed ikke bør nyde immunitet for handlinger, der begået uden for det officielle virke.
Hvad kræver en benådning?
Hvis præsidenten skal benåde en person, behøver vedkomne ikke at erklære sig eller være blevet dømt skyldig i en retssag. Der behøver ikke engang at være rejst tiltale. Denne beslutning kommer fra ”Ex parte Garland” i Højesteret, der konkluderer, at benådninger kun kan gives for handlinger, der allerede er begået, men de kan gives når som helst; både før, under og efter en retssag.
Eftersom forfatningen opremser specifikke begrænsninger for benådning, men ikke specifikt skriver, at præsidenten ikke kan benåde sig selv, er der uenighed blandt dommere. Nogle mener, at præsidenten dermed har denne magtbeføjelse, fordi der ikke eksplicit står det modsatte i forfatningen. Andre dommere når med en udvidende fortolkning frem til, at det vil være imod ånden i forfatningen at lade præsidenten være ”dommer” i sin egen sag.
Trump i den konkrete sag
Trump har selv skrevet på Twitter, at han mener, at han har beføjelsen til at benåde sig selv. Men så længe scenariet aldrig er prøvet ved domstolene, er det ikke til at sige med sikkerhed, hvordan dommerne vil fortolke forfatningen og dømme legaliteten af at benåde sig selv.
Under alle omstændigheder synes det i hvert fald teoretisk muligt, at præsidenten kunne begå en føderal forbrydelse, benåde sig selv, træde tilbage som præsident og dermed undslippe føderal retsforfølgelse.
Det usandsynlige alternativ
Til sidst er der dog et hypotetisk alternativ til at skulle benåde sig selv. Donald Trump kunne vælge at træde tilbage som præsident inden kl. 12:00 d. 20. januar 2021, for så at overlade præsidentskabet til nuværende vice præsident Mike Pence. Så kunne den nye præsident Pence benåde en nu afgået Trump. Denne mulighed er modsat de mere hypotetiske scenarier afprøvet i praksis, da Gerald Ford benådede Nixon for alle kriminelle handlinger, han måtte have udført i sin præsidentperiode.
Dog med alle de retssager, som Trump og hans hold af jurister anlægger i øjeblikket for at sikre, at han forbliver præsident, virker scenariet meget usandsynligt.
