Det var ikke blot præsidentvalgkampen, der gav os indikationer i nat – også valgene til den amerikanske Kongres har givet indikationer om, hvilken politik, som kommer til at være definerende for USA i de kommende år.
Siddende republikanske senatorer, som på papiret havde stærke demokratiske modstandere, er gået fri af en straf fra deres vælgere. Vi ved således allerede nu, at republikanske senator i udsatte situationer som Joni Ernst i Iowa, Lindsey Graham i South Carolina, og Steve Daines i Montana alle har vundet genvalg.
Henad formiddagen er der fortsat en række valg til Senatet, som endnu ikke er blevet kaldt. New York Times vurderer onsdag morgen dansk tid, at der fortsat er seks valg, som endnu ikke har fundet en vinder.
Maine
I Maine står den siddende senator, republikaneren Susan Collins, stærkt i kampen for at forsvare sine plads i Senatet mod demokraten Sara Gideon. Med 66 % af stemmerne talt op, fører Collins med cirka seks procentpoint. Maine er dog unik i forhold til resten af landet, da delstaten benytter sig af ranked choice-voting. Det betyder i praksis, at vælgerne rangerer deres valg efter, hvilken kandidat, de ser bedst egnet. Hvis hverken Collins eller Gideon formår at få mindst 50 % af stemmerne, ser man på, hvordan de er blevet rangeret af vælgerne i et valg, som også tæller yderligere to kandidater.
North Carolina
Republikaneren Thom Tillis ser ud til at stå med en umiddelbar fordel i North Carolinas valg til Senatet, men man kan forvente en tæt affære. Hans udfordrer, demokraten Cal Cunningham, har i løbet af sommeren haft store føringer i meningsmålingerne. Hans kampagne er dog blevet ramt af et tilbagefald, da det kom frem, at kandidaten har haft en affære. Da denne historie kom i pressen, havde adskillige vælgere dog allerede sat deres kryds ved valget – det bliver interessant at se, hvilken effekt det kommer til at have på resultatet.
Michigan
I Michigan står den siddende demokratiske senator, Gary Peters, overfor en stærk republikansk udfordring i form af republikaneren John James, der er forretningsmand og veteran fra Irak-krigen. I skrivende stund har James en solid føring på omkring 9 %, men over halvdelen af stemmerne mangler fra det befolkningsrige Wayne County, der huser millionbyen Detroit, hvor det bør forventes, at valget bliver tættere, end de ser ud nu.
De to valg i Georgia
Georgia bliver en neglebider – ikke blot på i forbindelse med præsidentvalget – men bestemt også med fokus på senatsvalget, hvor resultaterne fortsat er uklare. Georgia er et særtilfælde, da der er tale om 2 senatsvalg, et ordinært valg og et specialvalg.
I det ordinære valg virker det til, at den siddende republikanske senator David Perdue trækker det længste strå i kampen mod demokraten Jon Ossoff. Der er dog fortsat manglende stemmer i Atlantas forstæder, som kan give demokraterne håb om at flippe dette sæde. Det afgørende er alligevel, i hvor høj en grad demokraternes appel i disse områder har båret frugt.
Specialvalget i Georgia får en ekstra valgrunde den 5. januar efter at det står klart, at ingen af kandidaterne får over 50 % af stemmerne. Derfor skal den siddende senator republikaneren, Kelly Loeffler, i direkte kamp mod demokraten Raphael Warnock i et valg, der måske kan være afgørende for, hvem der får flertallet i Senatet de næste to år.
Alaska
Det sidste valg i rækken – senatsvalget i Alaska trækker umiddelbart ud. Resultatet af brevstemmerne bliver først endegyldigt kendt om en uge, men i skrivende stund står republikaneren Dan Sullivan med gode kort på hånden mod sine udfordre kandidaten Al Gross.
En svag fordel til republikanerne
Kampen om Senatet bliver en tæt affære, og et klart billede er først tydeligt om et par dage. Det er ikke umuligt for demokraterne at sidde med et arbejdende flertal i den kommende periode, men partiet mister flere og flere chancer for at overtage magten, fordi republikanere, der ellers virkede sårbare, formår at holde fast i deres plads i Senatet.