Fortæl en historie, hr. præsident

Et af de mest benyttede ord i denne valgkamp har været fortælling. På hver deres måde har Barack Obama og Mitt Romney forsøgt at flette deres politiske visioner sammen med deres personlige historie i en samlet fortælling, som skal appellere til vælgerne

Jeg er født på Hawaii. Min mor var fra USA. Min far var fra Kenya. Jeg boede store dele af min opvækst hos min bedstemor i Kansas. Vi havde ikke ret mange penge, men via legater kom jeg på Harvard, hvor jeg læste jura. Jeg flyttede så til Chicago, hvor jeg arbejdede i en fattig del af byen. I Chicago mødte jeg mit livs kærlighed, Michelle. Vi giftede os og har sammen to børn. Jeg er ikke født med en guldske i munden, men det amerikanske samfund gjorde det muligt for mig at komme frem i verden. Jeg er familiemenneske, og er optaget af at sikre de bedst mulige vilkår for mine to døtre og den yngre generation, så vi overlader et samfund, der var bedre end det, vi selv overtog fra generationen før os. Fra mine forskellige embeder har jeg lært alle dele af det amerikanske samfund at kende. Der findes ikke noget mere storslået samfund end vores. Når vi er bedst og holder sammen, er der intet, vi ikke kan gøre. Det er også derfor, at jeg er sikker på, at vi sammen, jer og mig, kan genrejse Amerika til nye storhedstider. De sidste fire år har vist, at det er muligt. Men vi må ikke give op. Vi er ikke færdige endnu. Vi er på vej. Jeg beder jer derfor om, at vi sammen kan fortsætte arbejdet for at skabe et samfund, vi kan være stolte af, og som vil sikre, at min to døtre og alle kommende generationer vil have de samme fantastiske muligheder, som jeg selv har haft. Takket være det amerikanske samfund og den amerikanske drøm.

Stor interesse for præsidentens person
Ovenstående tekststykke er, hvad der i politisk kommunikation kaldes fortællingen. Fortællingen om Barack Obama, hans baggrund og hans politiske visioner. Hvis det lyder bekendt, så er det fordi Obama igennem de seneste mange både måneder og år har fortalt historien igen og igen. Øvelsen med flette sin personlige historie sammen med sine politiske visioner og den amerikanske drøm, er en øvelse, som adskillige præsidentkandidater gennem de seneste mange år har praktiseret. Barack Obama og Mitt Romney er blot de seneste i rækken. For såfremt man som præsidentkandidat formår at få skåret en fortælling til, som appellerer til vælgerne, er meget vundet, fortæller Mark Herron, der er ph.d-stipendiat på Københavns Universitet og som skriver sin afhandling om netop fortællinger i moderne politik:
”Ser man på begge kandidater, så prøver de begge at fortælle historien om dem selv, fordi folk synes, det er spændende, og fordi det er med til at skabe en kandidat, folk kan identificere sig med. Der er en stor interesse for kandidaternes person, så hvis de kan fortælle om deres politik gennem dem selv, fungerer det godt. Bush var også god til at bruge fortællingen. Den tidligere alkoholiker, der nu var tørlagt og havde fundet den rette vej. Dette personlige sporskifte i Bushs liv gjorde, at hans beskrivelse af 11. september som en test af USA’s moral fik yderligere personlig resonans. Reagan var også dygtig til det. Han kunne godt lide at fortælle historier. Og imaget om den store westernhelt, som Reagan hentede fra sin tid som Hollywoodskuespiller, blev overført med succes til Det Hvide Hus. Eksempelvis da han var blevet skudt og havde sagt til sin kone efterfølgende, at han havde glemt at dukke sig.”

Reagan var mesteren
I det hele taget var Ronald Reagan, ifølge Mark Herron, banebrydende i forhold til at benytte den fortællende stil i sin politiske kommunikation. Under tidligere valgkampe havde det primære fokus været på den politiske platform, men det ændrede sig, da Reagan kom til, forklarer Mark Herron:
”Der skete et skift med Reagan, hvad angår brugen af fortællingerne om præsidenten. Reagan kunne virkelig tale til vælgerne og nå dem gennem fortællinger om sig selv og sine nærmeste. I tidligere valgkampe havde der været mere fokus på kandidaternes politiske standpunkter end deres personlige baggrund. Eksempelvis i 1960-valgkampen mellem Kennedy og Nixon, hvor man talte om, at det var et valg om fremtiden eller fortiden. Det var lidt mere politisk fokuseret, selv om den personlige fortælling også spillede en rolle. Men der blevet skruet yderligere op for dette element, da Reagan førte valgkamp og blev valgt i 1980 og i tiden herefter. Og i dag er det et helt centralt element i valgkampen.”

Obama har justeret sin fortælling
Ifølge Mark Herron har både Barack Obama og Mitt Romney justeret deres fortællinger undervejs i valgkampen. Som udgangspunkt havde præsidenten bedre styr på sin fortælling end udfordreren, men Romney er kommet godt efter det de seneste måneder, påpeger Mark Herron:
”Under partikonventerne blev der talt meget om, hvordan Romney manglede den positive fortælling, hvor Obama stod meget stærkere. Fordi folk kendte ham. Men Romney prøvede blandt andet med videoen, hvor han og konen fortalte om deres første date. For Obama-kampagnen har det handlet om at gøre det til et valg mellem to personer i højere grad end hans fire år som præsident. Det er blevet en strategi om, at det er et valg mellem to personer i højere grad for befolkningen. Obama havde stor succes med at fokusere på sin personlighed i 2008; fortælle en personlig historie og dermed skabe identifikation. Han var dygtig til at koble sig selv op på den store amerikanske fortælling om muligheder og drømme. Det virkede utrolig stærkt,” siger Mark Herron og uddyber:
”Obama har jo måttet ændre lidt i sin fortælling, og i forhold til sidste gang. Men Obama og hans kampagnestab har været effektive til at tegne et negativt billede af Romney, især hen over sommeren. Og det forstyrrede uden tvivl den fortælling, Romney gerne ville igennem med. Men Romney har fået sat en god slutspurt ind, ikke mindst på grund af tv-duellerne, hvor han endelig svang tilbage mod midten af amerikansk politik. De har haft gode perioder begge to, hvilket også er en af grundene til, at det er så tæt.”

Historien om Ann Nixon Cooper
Uanset om det bliver Barack Obama eller Mitt Romney, der natten til onsdag holder sin sejrstale, så er det ifølge Mark Herron, yderst sandsynligt, at talen vil indeholde fortællende elementer. Præsident Obama havde i hvert fald stor succes med det, da han talte i Grant Park i Chicago på valgnatten for fire år siden, påpeger Mark Herron:
”Obama holdt en fantastisk tale på valgnatten i 2008, hvor han talte om Ann Nixon Cooper, der var 106 år gammel og gennem hende fortalte den store amerikanske historie. Det var i virkeligheden den tale, han burde have holdt som indsættelsestale, kan man sige. Det er jo altid en balance, men lige i denne tale, der fungerede det virkelig godt. Det var virkelig dygtig historiefortælling. Det er han generelt god til. At tage tunge emner op og så gøre dem tilgængelige og konkrete, blandt andet igennem den klargørende rammesætning en fortælling muliggør.”