Connect with us

Hi, what are you looking for?

Kongressen.comKongressen.com

Politisk analyse

”Hvis du vil flippe Senatet, har du brug for North Carolina”

Thom Tillis står i sit livs kamp om at holde på sit sæde, hvor han repræsenterer North Carolina i Senatet. Staten, der er alle svingstaters moder, er endnu engang et af USA’s absolutte politiske midtpunkter. Hverken Biden- eller Trump-kampagnen har givet udsagn om at opgive deres chancer i staten, som ligger på vejen til Det Hvide Hus. Nøjagtig den samme dynamik er til at føle på, når man ser nærmere på valgkampen til Senatet i delstaten.

Thom Tillis er manden, som skal forsøge at holde på sin plads i Senatet. Han står dog overfor en udfordring – ikke blot i form af en demokratisk modstander – men bestemt også i forhold til en stor upopularitet, som har ramt ham i løbet af hans tid som senator. “At regere som republikaner sammen med Donald Trump er svært, fordi du har brug for Trumps vælgere. For Tillis betyder det – at han forsøger at distancere sig selv fra mere farverige dele af Trumps personlighed, og ved at gå på denne line, er det umuligt for ham ikke at ærgre en del af sit eget og parti og en del af sin egen vælgerbase”, siger professor i statskundskab ved Western Carolina University, Christopher Cooper.

Udover Tillis’ kamp for at holde alle dele af partiet tilfreds, taler det også imod hans genvalg, at delstaten typisk ikke giver deres senatorer lang snor, før de stemmer dem ud. Professor Cooper påpeger en tendens: ”Siden Jesse Helms forlod Senatet er sædet ikke blevet hos det samme parti, pladsen har altid svinget frem og tilbage mellem Demokraterne og Republikanerne.” 

Senator Tillis’ primære modstander i kampen om at holde på sin plads i Senatet er demokraten Cal Cunningham, som har haft en spinkel – men holdbar – føring over republikaneren i de sidste mange måneder. Senatsvalget i North Carolina er historisk med baggrund i de enorme summer, der er blevet en del af valgets historie, Cal Cunningham slog ikke blot sin egen, men også delstatens tidligere rekorder for indsamlede penge i et kvartal. “De her tal er ekstraordinære. Cal Cunningham har haft det bedste fundraisingskvartal nogen politiker nogensinde har haft i North Carolinas historie. Det er uset, Tillis’ summer er også store, men specielt Cunninghams tal er helt forbløffende i forhold til det, vi plejer at se”, uddyber Cooper.

Cunningham har bygget sin kampagne op om et spørgsmål om karakter og en fortid i det amerikanske militær, hvilket dog nu bliver skudt ham i skoene.

En række begivenheder har vendt op og ned på valgets dynamik

Valget i North Carolina har hidtil været præget af, at kandidaterne har beskyldt hinanden for at være sikre stemmer for henholdsvis en republikansk og demokratisk dagsorden i Senatet. Den slags angreb er umiddelbart typisk for delstatens politiske klima. ”Vi har spændinger mellem liberale og konservative, på mange fronter er vi destilleringen af amerikansk politik i en delstat. Den store partiskhed, og politikken uden filter, er desværre repræsenteret her I North Carolina”, udtaler Christopher Cooper.

I løbet af den seneste uge er valget blevet vendt på hovedet. Skandalerne ramte begge kandidater på stort set samme tid, da det med blot timers mellemrum kom frem, at Thom Tillis var blevet smittet med coronavirus til et arrangement ved Det Hvide Hus. I stort set samme øjeblik blev Cal Cunningham taget i at skrive forførende beskeder til en kvinde, som ikke er hans kone – hvilket står i stor kontrast til hans kampagnes hidtidige budskaber om, at man bør sætte krydset ud for Cunningham med baggrund i hans stærke karakter. 

Christopher Cooper vurderer, at især Cunninghams formodede affære kan have en negativ effekt på de cirka ti procent af vælgerne, som fortsat er uafklarede. Han sætter forskellene op mellem de to politikkeres nuværende stormvejr: ”Corona kan blive iscenesat som noget, der sker mod dig, det er ikke noget, du kan skabe. Modsat er det at skrive en med kvinde, som ikke er din kone, noget, du aktivt gør, det er et valg, du tager”.

En faktor i forhold til denne October-surprise er dog også, at mange vælgere i delstaten allerede har afgivet deres stemmer. Universitetsprofessoren påpeger, at delstaten har givet udsagn om, at man allerede har modtaget over 386.000 brevstemmer, hvilket er over dobbelt så mange, end det antal vælgere som brevstemte som hele i 2016. Han understreger desuden, at endnu flere stemmer er en del af systemet, og at alle disse stemmer ikke bliver påvirket af de seneste dages afsløringer. ”Det er potentielt set 400.000 stemmer fra folk, som altså ikke kan blive påvirket af disse skandaler”, påpeger Cooper.

Valget er fortsat ‘too close to call’

Selvom disse skandaler kan ændre valget mellem Tillis og Cunningham radikalt, er der endnu ikke noget, der tyder på, at disse endnu har haft en effekt på meningsmålingerne.

En faktor i forhold til, hvordan vælgerne i North Carolina stemmer er, hvordan stemmerne fordeler sig til de andre valg, vælgerne også har på stemmesedlen. Her er der således valg til præsidentvalg, guvernørvalg, valg til Repræsentanternes Hus og adskillige lokale valg, der skal afgøres på samme stemmeseddel som senatsvalget.

Christopher Cooper mener, at valget er så tæt, at det fortsat er muligt, at flere af vælgerne ticketsplitter – og dermed stemmer på kandidater fra forskellige partier til forskellige embeder. Dermed er det fortsat muligt, at North Carolina sætter krydset ved Donald Trump til præsidentvalget og Cal Cunningham til senatsvalget. Redningen for Demokraterne kommer dog i form af delstatens populære guvernør, Roy Cooper, som også er på valg i år. ”Guvernørvalget kunne have en effekt på dette valg, vores demokratiske guvernør, Roy Cooper, står meget godt i meningsmålingerne”, påpeger Cooper.

Selvom valget kommer ned til en afgørelse på valgdagen, er det bestemt relevant at have et vågent øje for, hvad der sker i delstaten. Det er et vigtigt symbol for Demokraterne at vise, at de fortsat kan vinde i sydstaterne – og med et muligt tabt senatsvalg i Alabama, er deres bedste mulighed i denne region at flippe sædet i North Carolina. Cooper understreger betydningen af North Carolina – ikke blot som et symbol for Demokraterne – men bestemt også for magtbalancen i Washington, D. C.. ”Hvis du vil flippe Senatet, har du brug for North Carolina”, understreger eksperten.

Simon Brenøe-Jensen er tilknyttet Kongressen som indenrigsskribent med særligt fokus på Senatet. Han har tidligere arbejdet i Europa Parlamentet samt i kommunikationsenheden på den danske ambassade i Washington DC.

Læs også:

Copyright © 2021 Kongressen