Debatten mellem de to vicepræsidentkandidater Mike Pence og Kamala Harris viste langt hen ad vejen, at amerikansk politisk debat ikke nødvendigvis er sunket endegyldigt ned i den trumpiske sludresump.
LINK TIL HELE DEBATTEN: https://www.c-span.org/debates/
Vicepræsidentdebat af sjælden vigtighed
For det meste er der kun noget på spil i vicepræsidentkandidaternes debat, hvis den ene af kandidaterne er lidt af et sats for kampagnen, hvor en del kan tabes eller vindes, hvis kandidaten viser sig uden for normen. Tænk Sarah Palin for John McCain i 2008 eller Dan Quayle for George H. W. Bush i 1988. Mellem Kamala Harris og Mike Pence var der dog blevet tilføjet et par ekstra dimensioner af betydning, dels i forhold til den første præsidentdebat og dels i forhold til den igangværende coronakrise. Både Donald Trump og Joe Biden kan risikere at blive svækket af sygdommen, i særdeleshed Trump efter han blev konstateret smittet med virussen i sidste uge.
Udover at kunne vise sig klar til jobbet som præsident, så skal vicepræsidentkandidaterne også støtte op om præsidentkampagnens overordnede budskaber, bygge videre på angreb og forsvar samt hjælpe deres kandidat videre i debatrækken, hvis den første debat har efterladt et negativt indtryk af vedkommende. Det sidste formåede Joe Biden selv at gøre, da han som vicepræsidentkandidat i 2012 fik Obama-Biden-kampagnen tilbage på rette spor efter en noget søvnig præstation af den siddende præsident Barack Obama i den første præsidentkandidatdebat.
F.eks. var det et mål for Pence her i 2020 at få skabt ro omkring den republikanske valgkampagne ovenpå forrige uges trio af ”October surprises”, der bød på skattesager, fejlslagne debatstrategier og en positiv coronatest for præsident Trump. For Harris var rollen mere at bygge videre på den mere positive opfattelse af Bidens første præstation og tilføje yderligere lag af empati til vælgernes billede af demokraternes kandidat. Derudover skulle Harris også bruge mere tid på at etablere sig i offentlighedens bevidsthed i forhold til den siddende vicepræsident Pence.
Bolden frem for spilleren
Der var større fokus på at gå efter hinandens politik frem for personer i denne debat, hvor det primært var Harris, der engang imellem hamrede løs på Trumps karakter og lederevner, mens Pence forsøgte sig med kritik af Harris’ professionelle erfaring som Californiens justitsminister. Kritikken lød bl.a. på at Harris havde været for hård, hvilket ikke virkede overbevisende i og med det er Pence og Trump, som fremstiller sig selv som ”law and order”-kampagnen. Derudover benyttede Harris også sin etos som jurist til netop at underminere denne del af Trumps budskab og argument for genvalg ved gentagende gange at nægte at blive ”skolet” på juridiske spørgsmål.
Både Pence og Harris forsøgte at forsvare sig mod angreb ved at udvide framingen af det pågældende kritiske spørgsmål. For Pence handlede det om, at Harris’ kritik af Trump-administrationens håndtering af coronakrisen skulle ses som en kritik af, hvad det amerikanske folk som helhed havde gjort under krisen. En hyppig anvendt taktik af Trump selv, hvor kritikken bliver reflekteret ud på vælgerne.
For Harris gjaldt det spørgsmålet om, hvorvidt en demokratisk præsident ville ’pakke’ højesteretten i USA med flere dommere. Det svarede hun udenom på mindre elegant maner, hvilket gav Pence sit stærkeste øjeblik i debatten, hvor han bad om at få noteret, at Harris ikke svarede på spørgsmålet. Men Harris formåede dog at skabe en ny vinkel på debatten om dommere i USA, hvor det også kan komme til at handle om, hvordan republikanerne har fyldt de lavere domstole med dommere. Disse, mente Harris, har ofte vist sig uegnede til jobbet og i langt overvejende grad hvide frem for at reflektere den etniske sammensætning af den amerikanske befolkning.
En flue kom forbi
De to kandidater kunne ikke være mere forskellige i deres kropssprog, hvor Harris ofte talte direkte til kameraet, var aktiv med sine hænder, rystede på hovedet når hun var uenig og ofte smilede undervejs over både komplimenter og usandheder.
Pence derimod havde taget det store pokeransigt på og var ofte så rolig som en stenstøtte. På et tidspunkt satte en flue sig i republikanerens hår og blev der i 2 minutter uden at Pence lod sig mærke af det. Få gange udviste republikaneren en snert af følelser med små gestikulationer, som da han rynkede på næsen, mens han anklagede Biden og Harris for at tale for meget om systemisk racisme i USA.
Det var Harris, der ligesom Biden, havde flest stilfigurer på plads. Ved denne debat fik Harris dog mere ro til at levere dem, end Biden gjorde mod Trump. Det gjaldt bl.a. med gentagende brug af sætningen ”Let’s talk about…” som fungerede fint som en markør af, at ’her kommer sandheden om emnet’.
I det hele taget bestod debatformatet i større grad sin prøve denne gang – selvom moderatoren Susan Page var så fokuseret på at få kandidaterne til at overholde reglerne, at hun ikke fik stillet særligt mange opfølgende spørgsmål til kandidaterne. I stedet endte de tit med at tale til hver deres publikum med budskaber, der snarere bekræftede vælgerne i deres holdninger frem for at udfordre dem til at tænke nyt.
Præsident Harris eller Pence?
De mest gennemgående ord i debatten kunne meget vel være ”Thank you”, tak, hvor både debattørerne og moderatoren ofte høfligt anerkendte hinandens bidrag til at gøre debattonen roligere end den første runde med Biden og Trump. Pence fik derved taget noget af vildskaben ud af Trump-Pence-kampagnen og Harris fik bygget videre på Biden-Harris-kampagnens budskaber. Vinderen af debatten må dog nærmest siges at være den demokratiske valgproces i USA. Der for en gangs skyld i 2020-udgaven kan siges at have forløbet som forventet.
Læs mere om de retoriske detaljer i debatten mellem de amerikanske politikere i bogen Præsidentens ord: https://www.alt-i-ord.dk/shop/prsidentens-ord
