Thylander

Introduktion

I amerikansk politik er der lige nu tre overordnede politiske grupperinger, der er afgørende at forstå, hvis man vil have et indblik i det politiske spektrum i USA: Republikanerne, mainstream-demokraterne og de venstreorienterede demokrater. 

Vi vælger at opdele demokraterne i mainstream-demokrater og venstreorienterede demokrater, fordi vi i det sidste årti har set en markant udvikling i den demokratiske partistruktur, hvor venstreorienterede profiler som Alexandria Ocasio Cortez (AOC) og Bernie Sanders har været med til at sætte nye spørgsmål på dagsordenen. Selvom de ikke altid er 100% enige på alle policy-områder, så vidnede AOC’s endorsement af Sanders som demokraternes præsidentkandidat om, at den demokratiske venstrefløj ikke blot er noget der står og falder med Sanders, men at det er en tværgenerationel og etableret del af det Demokratiske Parti.

Socialisterne
Langt hen ad vejen har Sanders og Cortez’ budskaber som ‘Our Revolution‘ og ‘Green new deal’ ræsonneret blandt en bred skare af vælgere, og deres selvidentifikation som ‘democratic socialists‘ har klart fundet en vælgerbase i det demokratiske parti.  Ordet ”socialisme” har mange gange sendt rystelser gennem amerikansk politik, og begrebet bliver i dag både brugt som skældsord, og som stolt referencepunkt.

Gallup lavede i 2019 en undersøgelse, hvor man adspurgte amerikanerne, hvad de syntes om ”socialisme”, og som det fremgår af tabellen nedenfor, er der sket en stigning på 18%-point i andelen af amerikanere, som synes at en variant af socialisme vil være en god ting for USA. 

Det er umiddelbart en stor stigning, men Gallups undersøgelse løber dog hurtigt ind i en udfordring, når vi I Danmark prøver at kontekstualisere amerikansk politik i en dansk forståelsesramme: Forstår de det samme ved socialisme som vi gør i Danmark? Når Sanders og AOC identificerer sig som demokratiske socialister, hvad betyder det så egentlig? I den følgende undersøgelse belyser vi tre parametre, som skal hjælpe os med at forstå, den relative ideologiske placering af venstreorienterede-demokrater i en dansk kontekst, og besvare spørgsmålet: Hvor venstreorienterede er de venstreorienterede demokrater egentlig?

Metode
Måden vi går til sammenligningen på er, at dykke ned i tre parametre med fokus på økonomisk politik. Hver sammenligning vil som udgangspunkt tage afsæt i nogle overordnede karakteristika på nationalt niveau, for at indplacere Danmark og USA på en sammenlignelig økonomisk skala. Derefter prøver vi at måle disse forskelle op mod Bernie Sanders og AOC’s forslag, og se hvordan deres forslag placerer sig på den økonomiske skala, og ift. dansk politik. Sammenligningerne vil primært tage udgangspunkt i Sanders, af den simple grund, at der er mere data tilgængelig. Sammenligningerne kan enten tage udgangspunkt i hårde tal, hvis tilgængelige, eller sammenligne tidligere afstemninger om specifikke policy-forslag, og bruge dem som målestok for politiske forskelle og ligheder. De tre parametre er:

1. Skattepolitik og reguleringer
2. Overførselsindkomster ved arbejdsløshed
3. Handelsaftaler

De tre parametre indkapsler tilsammen et relativt godt indeks for økonomisk politik, da de kommer rundt om både:

• Statslige indtjeninger
• Statsligt forbrug
• Internationale økonomiske politikker

Vi vælger at tage udgangspunkt i de tre parametre ovenfor, fordi vi vurderer, at de tegner et helhedsbillede uden hverken at blive simplistisk, eller, at blive overdetaljeret.

1) Skattepolitik og afgifter

• Skattepolitik er grundlæggende meget besværligt at sammenligne på tværs af lande, fordi det er så forskellige og komplekse variable, der udgør forskellige skattemodeller. 
• Man kan dog alligevel få en relativ god forståelse for, hvordan forskellige landes skattetryk er placeret ift. hinanden, hvis man sammenligner de samlede skatteindtægter som procent af BNP. Med tal fra OECD har vi i nedenstående graf kortlagt skatteindtægterne for DK og USA, som de så ud i 2018.

• Som man kan se på grafen, er der markant forskel på de amerikanske og danske skatteindtægter, og USA ligger endda også en god del under gennemsnittet for OECD-landene. 

Hvordan ville det se ud, hvis Bernie Sanders og AOC kunne bestemme?

• Sanders platform er bygget op omkring budskabet om større beskatning af de rigeste i USA samt en generel mere progressiv beskatning. Ifølge Tax Policy Center, vil Bernie Sanders skatteplaner øge de samlede skatteindkomster med omkring 8% af BNP inden 2030.
• Idéen bag at øge skatteindtægterne er, at den amerikanske venstrefløj bl.a. ønsker at finansiere sundhedsprogrammet ‘Medicare for all’ gennem højere skattetryk for de rigeste.
• Med Sanders skatteplan kommer USA tættere på de danske skatteindtægter, men som grafen nedenfor fremhæver, vil USA, alt andet lige, stadig ligge under gennemsnittet for OECD-lande, og langt under det danske niveau.

Sammenligning med dansk politik:
Selvom Bernie Sanders skatteplan af mange amerikanere bliver opfattet som meget radikal, synes den ikke umiddelbar voldsomt radikal i en dansk kontekst, når man blot kigger på ovenstående figur. 

Det er imidlertid udfordrende at lave en ”en-til-en” sammenligning af hvor Sanders politik passer ind ift. danske partier, fordi udgangspunktet er så forskelligt. Med andre ord: Der tegner sig et ret komplekst billede: 

• Sanders skattepolitik vil aldrig medvirke til en så høj skatteindkomst som vi har i Danmark, fordi vi har markant højere afgifter på varer og tjenester.  I Danmark har vi en momssats på 25%, i USA har de ikke nogen føderal momsafgift. Den forskel har hverken Sanders eller AOC umiddelbart tænkt sig at lave om på.
• I figuren nedenfor ses OECD’s beregninger af de samlede skatteindtjeninger på afgifter på varer og ydelser i % af BNP:

• I kontrast til Sanders og AOC’s anonymitet ved afgiftsskatterne, har de faktisk en forholdsvis radikal skattepolitik ift. indkomstbeskatning – også i en dansk kontekst.  Sanders og til dels AOC’s claim-to-fame har været at stå stærkt på, at der skulle ske en meget større omfordeling mellem de rigeste procent, og resten af befolkningen. Det skal foregå gennem en højere indkomstbeskatning og en højere formueskat af top 0.1% rigeste.  Tax Foundation lavede i 2015 følgende udregninger for Sanders’ skattemodel holdt op i mod den danske model:

• Figuren ovenfor giver en god fornemmelse for progressiviteten i Sanders skatteplaner, også sammenlignet med Danmark. Specielt millionærskatterne som Sanders foreslår, er radikale i et dansk perspektiv.
• I Danmark har vi ikke en reel formueskat – den afskaffede vi i 1997, og samtidig er der i skrivende stund kun ét parti, der går ind for en reel millionærskat på indkomst: Enhedslisten.

Konklusion
Man kan fortælle to historier om de venstreorienterede demokraters skattepolitik ift. dansk politik: 

• På den ene side er Sanders og co. ikke tæt på at være på niveau med Danmark ift. skatteindkomster, hvilket bl.a. skyldes vores høje afgifter på moms. Hverken AOC eller Sanders har nogle eksplicitte planer om at hæve afgifterne på varer og ydelser.
• På den anden side kommer Sanders og AOC med nogle ret radikale forslag ift. indkomst- og formuebeskatning, som næsten ingen danske partier kan se sig selv i.

2) Overførselsindkomster ved arbejdsløshed

• Den generelle forskel på overførselsindkomster mellem Danmark og USA er enorm stor, når det kommer til arbejdsløshed. Nedenfor ses en figur, hvor Danmark og USA sammenlignes ift. hvor meget arbejdsløse modtager i overførselsindkomst i % af deres tidligere løn.

• Det billede vi ser er, at USA har langt lavere satser for arbejdsløshedsunderstøttelse end Danmark har ved alle tidspunkter i ledighedsperioden.

Hvordan ville det se ud, hvis Bernie Sanders og AOC kunne bestemme?

I dette afsnit er der to parametre der er relevante at fokusere på, fordi det giver et bedre sammenligningsgrundlag ift. dansk politik i næste afsnit: 

1) Før COVID ramte USA – Sanders generelle politiske program.

2) Efter COVID ramte USA – Sanders respons til krise. Det skal dog siges, at man skal tage forbehold for Sanders respons til krisen, fordi det kommer i en kontekst, hvor han er i gang med at tabe primærvalgkampen. Med andre ord: Det er et forslag uden politisk realisme – et forslag uden forpligtigelse.

• Sanders generelle politiske program:
  Den fordeling vi ser i figuren ovenfor, er ikke noget Sanders umiddelbart har nogen plan for at få ændret. Kort sagt, er højere arbejdsløshedsunderstøttelser bestemt ikke en mærkesag for Sanders. Derimod har Sanders fokuseret kraftigt på at få folk i arbejde, og stiler i sit politiske program mod fuld beskæftigelse. I den forbindelse snakker Sanders om en “federal job guarantee”, hvor staten skal garantere, at der er arbejde til alle. 
• Sanders respons til COVID-krisen:
  Selvom Sanders ikke har inkluderet arbejdsløshedsunderstøttelse i sit generelle politiske program for ‘ikke krisetider’, har han sammen med den amerikanske venstrefløj været en aktiv del af debatten om hjælpepakker under COVID-krisen. I den forbindelse har han foreslået, at “everyone who loses a job must qualify for unemployment compensation at 100 percent of their prior salary with a cap of $75,000 a year.”

Sammenligning med dansk politik:
Sammenligningen vil i dette afsnit tage udgangspunkt i de to parametre belyst ovenfor, fordi det både indkapsler den amerikanske venstrefløjs relativt passive tilgang til arbejdsløshedsunderstøttelse i deres generelle politiske platform, men samtidig belyser det ret radikale respons på COVID-krisen.

Sammenligning af generelle overførselsindkomstspolitikker

• Sanders manglende stillingtagen til arbejdsløshedsunderstøttelse gør det reelt svært at sammenligne med danske partier, men det er i sig selv en vigtig pointe: Selv på den amerikanske venstrefløj er overførselsindkomster til arbejdsløse ikke noget, der er tradition for at gøre til en mærkesag.
• Omvendt er arbejdsløshedsunderstøttelse i Danmark noget der blandt de fleste partier på Christiansborg er konsensus om er en god ting (selvfølgelig med modifikationer i graden af understøttelse fra parti til parti). 
• Det er dog vigtigt at understrege, at Sanders idé om ‘federal job guarantee’ er et meget radikalt forslag og uden sammenligning i Danmark. Selv på den yderste venstrefløj i Danmark snakker man ikke om fuld beskæftigelse gennem en ‘federal job guarantee’, men står til gengæld fast på ideen om høje overførselsindkomster. Grundlæggende vidner det om en markant strukturel forskel i tilgangen til arbejdsmarkedspolitik, og den amerikanske venstrefløj virker ikke som om, at den er på nippet til at adoptere den danske flexicurity-model.

Sammenligning af respons på COVID

• Grunden til, at det er spændende at kigge på Sanders COVID-respons ift. arbejdsløshedsunderstøttelse er, at den sammenlignet med dansk politik faktisk er virkelig radikal. I Danmark har virksomheder kunne søge kompensation på op til 23.000 kr., men dagpengesatsen er f.eks. ikke blevet hævet for fuldtidsledige, den er stadig på sit normale niveau. I figuren nedenfor ses Sanders forslag holdt op imod de danske dagpengesatser. 

Note: Beregningen af Sanders forslag bygger på hans udspil om 100% lønkompensation ved fyring med maksimum grænse på 75000$ om året. Hvis man omregner Sanders forslag til kr. og ører pr. måned, kan man få udbetalt ca. 39700 kr. om måneden. De danske dagpengesatser er uændret ved regulær fyring, altså uden den midlertidige arbejdsfordelingsordning. Det er derfor de normale satser for dagpenge, der tages udgangspunkt i her.

Konklusion: 

• Kigger man på den amerikanske venstrefløjs politik ift. overførselsindkomster, har den markeret sig utrolig lidt, når det kommer til arbejdsløshedsunderstøttelse. Dette står i skarp kontrast til dansk politik, og i særdeleshed den danske venstrefløj, hvor det økonomiske sikkerhedsnet ved ledighed opfattes som en etableret del af den danske arbejdsmarkedsmodel.
• Som respons til COVID har Sanders dog for alvor foldet sig ud som de arbejdsløses beskytter, og agiterer faktisk for meget højere satser for arbejdsløshedsunderstøttelse under krisen, end den vi tilbyder i Danmark, og endda markant højere end den Enhedslisten foreslår. Det er dog vigtigt at understrege, at det forslag kommer i forlængelse af en valgkamp som Sanders var ved at tabe, og skal derfor mere forstås som en parentes i den amerikanske venstrefløjs politik end et seriøst forslag.

3) Handelsaftaler

Politikeres holdning til handelsaftaler kan umiddelbart ikke måles i hårde tal. I dette afsnit er udgangspunktet derfor ikke hårde tal, men en generel læsning af de forskellige politikeres holdning til handel, med afsæt i hvad de har stemt ved tidligere ratificeringer af handelsaftaler og/eller en læsning af deres politiske programmer.

Imod frihandel:

• Ser man på amerikansk politik, står det klart, at både hos de venstreorienterede demokrater og i Trumps republikanske parti, har der været modstandere af en lang række af de seneste frihandelsaftaler.
  • Sanders har bl.a. været modstander af NAFTA, TPP og TTIP
  • Noget af det første Trump gjorde som præsident var at afbryde forhandlingerne om TTIP og trække sig fra TPP. Med andre ord: Han har heller ikke været kæmpe fan af frihandelsaftaler.
• Ved sidste afstemning i Folketinget om godkendelse af en frihandelsaftale (CETA), var der kun tre partier der stemte imod, mens resten stemte for:
  • Imod: SF, ALT og EL
  • For: S, DF, RV, V, KF og LA

Hvorfor er de imod frihandel?
I nedenstående figur/typologi opsamler vi de forskellige nuancer ift., hvorfor man er imod frihandelsaftaler. Figuren er inddelt i to kategorier:

• Om man er venstre- eller højreorienteret
• Hvad begrundelse for modstanden mod handelsaftaler bygger på: Protektionistisk handelspolitik eller suverænitetsorienteret handelspolitik.

Om man er venstre- eller højreorienteret er defineret ud fra det nationale politiske spektrum, og skal derfor ikke forstås som et konkret sammenligningsgrundlag på tværs af grænser.

Protektionistisk handelspolitik er defineret som en politik der primært fokuserer på at beskytte nationale jobs og velstand. Argumenterne ved denne slags politik bygger på frygten for at jobs bliver outsourcet, og det nationale output mindre.

Suverænitetsorienteret handelspolitik er defineret som en politik der primært fokuserer på demokratitab ved handelspoltik. Argumenterne ved denne slags politik bygger oftest på retslige bekymringer omkring virksomheders adgang til at sagsøge lande for diskriminerende adfærd på markedet.

Konklusion:

• De venstreorienterede demokrater er generelt imod handelsaftaler som bl.a. TPP. Ifølge Sanders er det med til at skabe pres på amerikanske arbejdspladser – og det er hovedargumentet: Man skal beskytte amerikanske jobs! Sanders fokuserer dog også på tab af demokratisk kontrol, men det er bestemt ikke hans hovedfokus.
• Argumentet om arbejdspladser er ikke noget der gør sig gældende på den danske venstrefløj, eller andre steder i dansk politik. På den danske venstrefløj handler det om de demokratiske konsekvenser der opstår ved suverænitetsafgivelse i handelsaftaler.

Samlet konklusion

Vi har undersøgt, hvor venstreorienteret den amerikanske venstrefløj egentlig er ved at sætte den i perspektiv til dansk politik. Gennem en sammenligning på tre økonomiske parametre har vi belyst ligheder og forskelle. Grundlæggende er det en svær sammenligning at gennemføre i praksis, fordi de strukturelle og institutionelle forskelle er så store. Det billede, vi ser tegne sig, er derfor også ret komplekst:

• På nogle parametre er Sanders og AOC mere venstreorienterede end selv de mest venstreorienterede danske partier.
  • Specielt ift. parameteret ‘skattepolitik’ så vi, at de høje skatter foreslået af Sanders og AOC faktisk er mere radikale end de nuværende niveauer, vi har i Danmark, men også mere radikale end de niveauer den danske venstrefløj foreslår. 
• På andre parametre når de slet ikke den danske venstrefløj til sokkeholderne
  • Specielt når det kommer til arbejdsløshedsunderstøttelse, synes der slet ikke at være nogen lighed mellem den amerikanske og danske venstrefløj.
  • De politiske programmer som Sanders og AOC præsenterer tager slet ikke stilling til overførselsindkomster ved arbejdsløshed, hvilket synes meget langt fra danske mærkesager.
• På et helt tredje parameter, handelspolitik, er der større lighed mellem den amerikanske venstrefløj og den danske venstrefløj, i hvert fald hvis man kigger på, hvordan de har kastet stemmerne ved de sidste afstemninger om frihandelsaftaler. Men selvom outcome er ens, så er argumenterne forskellige.
  • Mens Sanders læner sig op ad argumenter om beskyttelse af amerikanske jobs, handler det for den danske venstrefløj om ikke at afgive suverænitet i afgørende beslutningsprocesser. 

For at opsummere det kort: Den amerikanske venstrefløj er svær at placere i en dansk kontekst, fordi der er elementer af deres politik, som både er mere radikale end man ville se på den danske venstrefløj (f.eks. den progressive beskatningsmodel), men også mere moderate end man ville se hos den danske højrefløj (de lave satser for arbejdsløshedsunderstøttelse).

Hvis man alligvel skal prøve at oversætte de forskellige grupperinger i amerikansk politik til en klassisk partiskala i en dansk kontekst, har vi med forbehold i alle vores forsigtighedsprincipper indplaceret en række danske partier, og de amerikanske grupperinger på følgende vis:

Økonomisk højre-venstre-skala

De venstreorienterede demokrater med Sanders i spidsen er efter vores forsigtige overbevisning placeret et sted mellem Enhedslisten og Socialdemokratiet, når det gælder økonomisk politik. De er åbenlyst venstreorienteret på omfordelingsspørgmål, men prioriterer ikke de konkrete omfordelingspolitikker på samme måde som den danske venstrefløj, hvorfor indplaceringen er kompleks. Forskellige variable trækker i divergerende retninger. Konklusionen må derfor også være forsigtig. Det mest præcise er ikke at fremføre et sammenligneligt helhedsbillede, men at dykke ned i enkelte elementer/policy-forslag, og den vej igennem belyse forskelle og ligheder. Det har vi tilstræbt at gøre i ovenstående analyse.