Kan 212 kilometers asfalt midt i Florida virkelig have en afgørende rolle i de amerikanske præsidentvalg? Det har Daniel Qvistgaard sat sig for at undersøge.
Når amerikanerne går til valg, er det ikke alles stemmer, der betyder lige meget. Det er et ubekvemt faktum, men vi ser det ved hvert eneste valg, når ingen reelt holder øje med, hvad der bliver stemt i langt de fleste stater. Når den kandidat, der får flest stemmer i en stat, får alle den stats valgmænd, er der nemlig ingen grund til at kæmpe om de stater, hvor udfaldet er givet på forhånd. I stedet koncentrerer kandidaterne, strategerne og medierne sig om de altafgørende svingstater.
Det virker banalt at sige det, for vi ved jo alle sammen, at er sådan, det fungerer, men det har vilde konsekvenser for, hvordan et amerikansk valg udspiller sig; Donald Trump er for eksempel præsident, fordi han fik 80.000 flere stemmer i Pennsylvania, Michigan og Wisconsin. Trump-kampagnens genistreg ved den lejlighed var, at netop de tre stater ville blive afgørende, for svingstaterne har det ikke med at være de samme fra et valg til det næste.
Bortset fra én stat: Florida.
Siden 2000, hvor George W. Bush blev valgt ind efter en sejrsmargin på kun 537 stemmer i Florida, har staten balanceret på en politisk knivsæg: Differencen mellem vinderen og taberen er gået fra et maksimum på 5 procentpoint i 2004 til ét enkelt procentpoint i både 2012 og 2016, og ved hvert valg siden 1996 har vinderen i Florida også vundet præsidentembedet (1996 er i øvrigt den eneste undtagelse i en ellers ubrudt linje siden 1960, hvor sejrherren, John F. Kennedy, tabte Florida til Richard Nixon).
Det er heller ikke gået politikerne og deres rådgiveres næse forbi. Milliardæren Michael Bloomberg gav for nylig 100 millioner dollars til Joe Bidens kampagne i Florida alene – og den massive opmærksomhed, som donationer som Bloombergs kommer af, kan mærkes i staten.
Da jeg spørger Eduardo Gamarra, der er professor i statskundskab og international politik ved Florida International University, hvordan det egentlig er at bo i en svingstat, når der er valg, giver han et lille fnys af en latter og svarer: ”Det er intenst! Man får mange telefonopkald, det banker hele tiden på døren, og man kan ikke tænde for lokal-tv uden at se den ene reklame efter den anden”.
Svingningen i svingstaten
Gamarra forsker blandt andet i, hvordan latinamerikanere stemmer i USA, og jeg har ringet til ham mellem Zoom-møderne på universitetet i Miami for at tale med ham om en motorvej.
Den motorvej er Interstate-4, som løber gennem det centrale Florida fra Tampa på vestkysten over Orlando til Daytona Beach på Floridas atlanterhavskyst. I sig selv er den ikke noget særligt og den har fået ry for at være en vejrhane for præsidentvalg ikke bare i Florida men nationalt. Området omkring I-4 er nemlig den mest svingende del af den mest svingende svingstat i USA – det er her, præsidenter bliver valgt.
For at forstå hvorfor det er sådan, skal man forstå, hvad det egentlig er, der gør Florida til en svingstat.
Det er nemlig ikke, fordi Florida er fyldt med midtervælgere. Tværtimod er staten skarp opdelt mellem dybt demokratiske storbyer som Miami sydpå og den mere landlige og deep south-lignende del nordpå, der har mere til fælles med Alabama og Mississippi end Floridas storbyer. Og inde mellem de to poler ligger så The I-4 Corridor, der er demografisk pose blandede bolsjer med både demokrater og republikanere. Denne opdeling af Florida har ført politiske strateger til at stille sig selv et meget simpelt spørgsmål, når de skal føre kampagne i Florida, forklarer Eduardo Gamarra:
”Hvor mange bløde vælgere er der i resten af staten?” spørger han og svarer straks selv: ”Ikke mange. Det er derfor, The I-4 Corridor med sit miks er så afgørende. Og det var The Corridor, der gav Trump Floridas 29 valgmænd”.
Disneyland som trækplaster
Det store spørgsmål er så, hvor regionens helt særlige demografiske miks kommer fra. Her peger Eduardo Gamarra på én måske lidt uventet begivenhed som katalysator: Åbningen af Disneyland i Orlando.
”Da Disney og hele underholdningsindustrien kom ind, ændrede det ikke bare, hvordan Orlando så ud, men skabte så at sige en hel underholdningskorridor”.
”Dermed begyndte arbejdsstyrken også at ændre sig, og det var ikke nok med lokale arbejdere – man begyndte også at importere arbejdere,” fortæller Eduardo Gamarra.
Således begyndte en store bølge af indvandring til Florida, først og fremmest med puertoricanere, der kom fra New York og siden direkte fra Puerto Rico, senest efter orkanen Maria ramte i 2017. I dag betyder det, at der bor 1,3 millioner puertoricanere i Florida, hvoraf 60 procent bor i The I-4 Corridor – og som amerikanske statsborgere har de alle sammen stemmeret.
Ligesom Floridas mange indvandrere fra Sydamerika foretrækker disse tilflyttere generelt demokratiske kandidater, og det kan være en del af forklaringen på tendensen i regionen over det seneste årti, hvor Demokraterne har oplevet fremgang i The I-4 Corridor.
Usædvanlige demografiske grupper
Men det er en forsimpling af historien, mener Eduardo Gamarra. For det første holder idéen om, at puertoricanere stemmer på Demokraterne, ikke nødvendigvis her. ”Nationalt er puertoricanere altid gået i retning af Demokraterne. Det har været en tommelfingerregel – bortset fra i The I-4 Corridor. Det er en forvirrende situation, fordi mange af de puertoricanere, der kom ind, er evangeliske kristne, og de identificerede sig med Det Republikanske Parti”.
Og når man bevæger sig væk fra de store byer i regionen – først og fremmest Orlando og Tampa – der trods alt er demokratiske højborge, ser man den anden demografiske faktor, der gør The I-4 Corridor så politisk mangfoldigt. Det er nemlig her, i de små byer, i forstæderne og på landet, man finder de hvide vælgere, der udgør kernen i Trumps vælgerskare. Det er der ikke noget usædvanligt i, for republikanere står altid stærkest blandt hvide og udenfor de store byer, men de hvide floridianere i området er alligevel usædvanlige – mange af dem kommer nemlig ikke fra Florida.
”Floridas hvide befolkning er en interessant gruppe, fordi de ikke er indfødte floridianere. Mange af dem er tilflyttere nordfra og fra Midtvesten – især konservative fra Midtvesten, som udgør en signifikant andel af befolkningen nu. Man ser dem også på vestkysten og østkysten i The Villages, men især i selve korridoren, mellem de store byer”.
Demografisk ændring = politisk ændring?
I The I-4 Corridor har vi altså en sjældent repræsentativ blanding af store og mindre byer, forstæder og mere landlige områder, der er befolket af et mangfoldigt miks af lokale af alle baggrunde samt tilflyttere fra både resten af USA, Caribien og Sydamerika. Men i takt med at tilstrømningen af indvandrere af latinamerikansk oprindelse er taget til, ser Demokraterne trods regionens særpræg ud til at have fået overtaget: I både 2008 og 2012 vandt Barack Obama nemlig slaget i The I-4 Corridor med omkring 5 procentpoint – og den margin holdt endda i 2016, hvor Hillary Clinton som bekendt tabte til Trump i Florida. Noget kunne altså tyde på, at den demografiske udvikling i området alligevel kunne rykke det permanent over i den demokratiske lejr.
Spørgsmålet er bare, om tendensen fortsætter i 2020, for på det sidste har meningsmålinger tydet på, at Joe Biden klarer sig markant ringere blandt latino-vælgere, end Hillary Clinton gjorde for fire år siden. Det opvejes ganske vist rigeligt af hans usædvanligt store opbakning blandt hvide vælgere, både i Florida og i resten af landet, men det kan ændre ved dynamikken i The I-4 Corridor. Og så minder Eduardo Gamarra om, at latino-vælgerne i Florida, der som bekendt ligger ud tæt på Caribien og Sydamerika.
”Florida er anderledes end resten af USA, når det kommer til latino-befolkningen: Her er flere sydamerikanere og caribiere – ikke mindst de vigtige cubanske stemmer.” Som demografisk gruppe er Floridas cubanske mindretal kendt for deres antipati overfor Castro-regimet i Cuba og socialisme generelt, og det samme gælder blandt andet floridianere med rødder i Venezuela, fortæller han desuden.
The I-4 Corridor i 2020
Af samme grund, forklarer Eduardo Gamarra, er Trump gået all-in på et budskab om, at det er ham, der kan forhindre radikale socialister i at tage over gennem Biden og forværre det sociale kaos, der har præget mange amerikanske byer gennem de seneste måneder. Samtidig er det et budskab, han mener kan nå de hvide vælgere i forstæderne, og det er den slags beregninger, kandidaternes kampagner har i baghovedet, forklarer Eduardo Gamarra:
”På grund af valgmandssystemet er det ét stort regnestykke. Du vinder med et simpelt flertal, så hver eneste befolkningsgruppe tæller.”
Det regnestykke skal d’herrer Trump og Biden få til at gå op i the I-4 Corridor, hvis de vil vinde i Florida – og som i resten af landet tegner det ifølge meningsmålingerne til at blive svært for Trump. Men the I-4 Corridor er et usædvanligt komplekst sted at føre politisk kampagne, og med den unikke befolkningssammensætning og Bidens relative svaghed blandt latino-vælgere er det ikke givet, at tendensen til demokratisk fremgang vil fortsætte.
Men én ting kan der ikke være tvivl om: Nøglen til Florida – og dermed måske til Det Hvide Hus – ligger langs en undseelig 212 km. lang motorvej mellem Tampa og Daytona Beach.
