I anledning af NFL’s 100-års jubilæum 17. september 2020 udkommer journalist Jeppe Dong Abrahamsen, der tidligere har skrevet om sport for Kongressen.com, med bogen ’Touchdown – 100 år med NFL. Mændene, magtkampene og milepælene’. Vi bringer her et uddrag om NFL’s håndtering af terrorangrebene 11. september 2001, der indeholdt mange paralleller til den udfordring, ligaen står med i øjeblikket, hvor coronavirussens genopblussen har sat ligaen i et alvorligt dilemma. For hvordan kan man spille football, når nationen står midt i en alvorlig krise?
Der er dage, hvor historiebøgerne skriver sig selv. Hvor nuets påtvingende nødvendighed ætser sig ind i hukommelsen og får verden af i går til at synes som et fjernt minde og morgendagen til at forsvinde i en tåge af usikkerhed på nær det faktum, at intet vil være, som det var. Sådan en dag var tirsdag 11. september 2001. Eller bare 9/11, som amerikanerne døbte den. Det var en dag, hvor vores intellekt ikke kunne følge med vores sanser. Stanken af afbrændt benzin. Af død. Lyden af skrattende sirener. Af mennesker i panik og fortvivlelse. Og synet. Det ufattelige syn af ødelæggelser så voldsomme, at de mindede om en krigszone. Af mennesker, der sprang i døden. Men mest af alt synet af det, der ikke længere kunne spottes i horisonten. Tårnene. Siden 1973 havde World Trade Centers tvillingetårne på det nedre Manhattan været et af New Yorks mest ikoniske vartegn. Den dag kollapsede de i en sky af støv og ild, efter at i alt 19 terrorister fra al-Qaeda forvandlede tre fly til missiler og bragede ind i de to tårne og i Forsvarsministeriets femkantede bygning, Pentagon, i Washington, D.C., mens et fjerde fly med kurs mod enten Det Hvide Hus eller kongresbygningen styrtede ned på en mark i Pennsylvania. Med deres ondsindede og barbariske handling tog de 2.977 uskyldige mennesker med sig i døden.
USA har haft flere af sådanne dage. Angrebet på Pearl Harbor. Mordet på John F. Kennedy. Men som NFL-kommissær Paul Tagliabue sagde til de 31 holdejere på et telefonmøde dagen efter terrorangrebene:
»Dette er ikke mordet på Kennedy. Dette er ikke Pearl Harbor. Det er værre.«
I de 12 år Paul Tagliabue havde været NFL-kommissær, havde han kæmpet for at leve op til sin forgænger. Pr-manden Pete Rozelle var beleven og vellidt og havde med sine visioner gjort NFL til den mest succesfulde sportsliga i USA. Juristen Paul Tagliabue blev opfattet som en træmand udadtil. På de indre linjer nærede både hans medarbejdere og holdejerne dog en afgrundsdyb respekt for Tagliabue, der havde skabt sine egne misundelsesværdige resultater. Da Paul Tagliabue mange år senere kiggede tilbage på sin tid som kommissær, var det dog hverken den langvarige fred mellem spillerne og ejerne, udvidelsen af ligaen til 32 hold, den økonomiske vækst eller etableringen af NFL’s egen tv-station, NFL Network, i 2003, han betragtede som sin største bedrift. Det var håndteringen af de frygtelige dage i september 2001, han var mest stolt af.
Klokken havde netop passeret 9.00 den skelsættende morgen, da Paul Tagliabues assistent kom ind på hans kontor på 17. etage af NFL’s hovedkvarter på Park Avenue, hvor han var i gang med et telefonmøde med velgørenhedsorganisationen United Way. Et fly var fløjet ind i World Trade Center, fortalte hun helt hysterisk. Sekunder senere så de det andet tårn blive ramt på direkte tv. Det markerede begyndelsen på en dag præget af kaos, vrede, frygt, vantro, rædsel. Og sorg. To ansatte havde ægtefæller, som skulle vise sig at være blandt de omkomne.
Ligesom Pete Rozelle havde gjort i 1963, stod Paul Tagliabue over for en afgørende beslutning. Skulle der spilles kampe om søndagen? Det var meningen, at New York Giants skulle have Green Bay Packers på besøg. Også Washington Redskins skulle spille hjemme mod Arizona Cardinals. Men var det overhovedet sikkerhedsmæssigt forsvarligt? Logistisk var det også en udfordring, da al lufttrafik var beordret i bero. På telefonmødet dagen efter var meningerne delte blandt ejerne. Nogle mente, at det ville være respektløst over for både ofrene, der stadig blev båret ud af ruinerne, og de pårørende at spille. Andre var omvendt af den overbevisning, at det ville være at give efter for terrorisme ikke at spille. Da Paul Tagliabue konfererede med NFLPA-direktør Gene Upshaw, fik han beskeden, at holdningen blandt spillerne var, at det var bedst at aflyse kampene.
Blandt New York Jets-spillerne havde der ikke været nogen tvivl. Alle på nær én havde stemt for ikke at spille under nogen omstændigheder. Spillerne var endda villige til at blive erklæret som taber, hvis NFL kom frem til, at udekampen mod Oakland Raiders skulle afvikles. Samme konklusion var Giants-spillerne nået frem til.
»Vi spiller ikke. Vi spiller hverken her eller i Green Bay,« fastslog Jason Sehorn, en af holdets repræsentanter i NFLPA, over for sportsdirektør Ernie Accorsi.
En af Giants-spillerne var Morten Andersen, der lige var kommet til klubben efter seks sæsoner hos Atlanta Falcons. Fra Giants’ træningsanlæg var der frit udsyn til Manhattans skyline, og de få gange, han havde nået at træne med holdet, havde den danske kicker derfor stillet de flytbare målstolper sådan, så han kunne sigte efter World Trade Center midt mellem stængerne. På flyet fra Denver tidligt om morgenen 11. september havde han under indflyvningen til lufthavnen i Newark betragtet solopgangen over New York og tvillingetårnene, der knejsede som silhuetter over de andre skyskrabere. Nu var de væk. Senere på dagen gik en grufuld sandhed op for ham. Han og resten af holdet var spadseret lige forbi mennesker, der senere styrtede ned på en mark nær Shanksville, Pennsylvania, med United Airlines Flight 93. Netop tabet af liv gjorde udslaget, da Paul Tagliabue skulle afgøre, om søndagens kampe skulle afvikles eller ej. Han havde truffet sin beslutning onsdag aften, mens han og konen Chandler gik de 23 blokke fra deres søns lejlighed, hvor de havde fejret fødselsdag, og til deres hjem på 78th Street. Da han stod op klokken 4.45 dagen efter, gik han ud i køkkenet og satte sig ved bordet og fandt blok og kuglepen frem. De seneste par dage havde han tænkt på et berømt citat af Thomas Paine, forfatteren og journalisten, der ansporede amerikanerne til at erklære deres uafhængighed af briterne i 1776: »Disse er tider, der sætter menneskets sjæl på prøve.« Så skrev Paul Tagliabue disse ord, der senere blev sendt rundt til ejerne:
»I denne uge har vi været vidner til usle gerninger. I vores NFL- familie er der nogle, hvis kære er savnede. Sådanne begivenheder sætter vores hjerte og sjæl på prøve. Disse begivenheder og oplevelser vil påvirke os dybt – ikke kun nu, men i årevis, hele liv, generationer. Både som land og som individer vil vi svare igen på mange måder på mange fronter. Ved at støtte hinanden, udvise respekt og sørge sammen, bli- ve klogere, tættere knyttet, mere resolutte og stærkere. Vi vil fortsætte – ikke komme videre og glemme – men fortsætte. Vi vil ikke spille kampe i NFL i denne weekend.«
Med beslutningen om at udsætte søndagens kampe udviste Paul Tagliabue et lederskab, der rakte langt ud over NFL. Beviset kom i løbet af få timer, da resten af USA’s sportsligaer fulgte NFL’s eksempel.
»NFL handlede som de første, hvilket er passende, da den tydeligvis er den mest dominerende sport i landet og et symbol på USA i hele verden,« skrev Thomas Boswell i en klumme for The Washington Post.
Imens frygten for nye terrorangreb på amerikansk jord var massiv i dagene efter 11. september 2001, samlede amerikanerne sig om de nationale symboler. Om flaget. Om deres nye præsident, George W. Bush, der året før på kontroversiel vis havde vundet valget over den demokratiske vicepræsident, Al Gore, da en omtælling i Florida var blevet stoppet af Højesteret. Bush havde i haven uden for Det Hvide Hus forestået møntkastet inden de 10 tidlige NFL-kampe, der skød sæsonen i gang søndag 9. september. På det tidspunkt viste en meningsmåling, at 51 procent af amerikanerne syntes godt om den måde, han forvaltede præsidentembedet på. Da han fem dage senere besøgte Ground Zero, var hans opbakning steget til 90 procent. Bush havde cementeret sin popularitet, da han med en megafon talte til de tilstedeværende redningsarbejdere, der ledte efter døde og savnede imellem murbrokkerne.
»Vi kan ikke høre dig,« havde en redningsarbejder råbt til Bush, hvorefter præsidenten svarede:
»Jeg kan høre jer! Jeg kan høre jer! Resten af verden kan høre jer. Og de mennesker, der væltede disse bygninger omkuld, vil snart høre fra os alle sammen.«
Samme dag gav Kongressen præsidenten bemyndigelse til at bruge de væbnede styrker imod terroristerne, og da USA indledte en krig i Afghanistan, hvor Taleban-styret havde givet husly til hjernen bag terrorangrebene i New York og Washington, D.C., Osama bin Laden, skete det en søndag, 7. oktober, så præsident Bush kunne præsentere befolkningen for sin beslutning i en videobesked, der blev afspillet på alle stadioner. Senere på måneden vedtog Kongressen med et overvældende flertal den såkaldte Patriot Act, der indskrænkede og, viste det sig, på visse punkter overtrådte en række forfatningssikrede frihedsrettigheder ved blandt andet at tillade efterretningstjenesterne at overvåge og anholde terrormistænkte uden dommerkendelse. USA havde erklæret en krig mod terror, som skulle kaste skygger over resten af årtiet. Også i NFL, hvor Arizona Cardinals’ talentfulde safety Pat Tillman takkede nej til en ny kontrakt og lod sig indrullere i hæren.
22. april 2004 døde Tillman i Afghanistan, da en gruppe amerikanske soldater forvekslede hans enhed med fjenden og åbnede ild. Et faktum militæret i første omgang løj om, hvilket skabte stor opstandelse.
Ligesom sin far, George H.W. Bush, var sønnen nu en krigspræsident. I 1991 var USA gået ind i Kuwait for at drive Iraks diktator, Saddam Hussein, ud af landet, som han havde besat året før. Og snart skulle krigen mod terror blive udvidet til også at gælde Saddam Hussein blandt andet under påskud af, at Irak besad masseødelæggelsesvåben.
»Når alt kommer til alt, er det jo fyren, som engang prøvede at slå min far ihjel,« påpegede Bush.
Operation Ørkenstorm var blevet iværksat i januar 1991, ni dage før Super Bowl XXV. Dengang var Paul Tagliabue blevet beskyldt for at være taktløs ved ikke at udsætte konferencefinalerne på grund af Golfkrigen. På sit pressemøde før Super Bowl havde Paul Tagliabue vendt kritikken på hovedet ved at meddele, at kampen ville blive afviklet med en tone og et tema, der afspejlede »den alvorlige udvikling i Mellemøsten«. Som resultat havde Super Bowl XXV nærmest karakter af et heppemøde.
»U-S-A, U-S-A,« gjaldede det fra tribunerne i Tampa, hvor tilskuerne havde fået udleveret et Stars and Stripes at vifte med, og hvor flere af dem holdt bannere oppe med ordene ‘Go U.S.A’.
Så da Whitney Houston iført bandana og en hvid træningsdragt med et strejf af rødt og blåt med sin kraftfulde røst gik i gang med nationalmelodien og sang om ‘bombs bursting in air’, havde de 79,5 millioner amerikanere foran tv-skærmen og de 73.813 tilskuere på Tampa Stadium CNN’s livedækning af missilregnen siddende på nethinden. Med et modigt valg havde Whitney Houston ændret melodiens taktart fra tre fjerdedele til fire fjerdedele, givet den et tilbagelænet jazzet groove og tilsat sine velkendte gospelfraseringer, og da fire F-16-fly fra 56th Tactical Training Wing på McDill-luftbasen flænsede aftenhimlen over Tampa, netop som hendes sidste tone af nationalsangen klingede af, var der ikke et øje tørt. Lige siden er alle kvindelige sangere blevet målt op imod Houstons gåsehudsfremkaldende levering, hver gang de har kastet sig ud i at synge nationalhymnen på tv. Og alle er de kommet til kort. Med sin version af ‘The Star-Spangled Banner’ var Whitney Houston den første til at demonstrere, hvilken magtfuld scene Super Bowl kunne være. Kort efter hendes optræden udgav hun sangen som single, hvorefter den strøg ind på Billboards Hot 100-liste, hvor den toppede som nummer 20. Som en udløber af den patriotisme, der gennemsyrede USA i efteråret 2001, blev Whitney Houstons udgave af ‘The Star-Spangled Banner’ genudgivet, og i løbet af en måned var den kravlet op i top-10 hos Billboard. Det var ikke Paul Tagliabue eller Whitney Houston, der satte lighedstegnet mellem patriotisme og NFL. Det var der i forvejen. Men de satte to fuldfede streger under facittet.
»Vi har udviklet os til at være vinterversionen af fejringen af 4. juli,« som Paul Tagliabue med henvisning til den amerikanske uafhængighedsdag havde sagt om Super Bowl to dage før Super Bowl XXV.
På mange måder var den utilslørede hyldest af USA og soldaterne i Golfen uundgåelig. For hvad var NFL og football, hvis ikke et spejl af USA som nation og en metafor for krig? Baseball blev stadig idealiseret som USA’s nationale tidsfordriv, men det var football, der bedst afspejlede amerikanske værdier. Og sådan havde det reelt været, siden Walter Camp i slutningen af 1800-tallet med line of scrimmage og downs havde gjort football til noget særligt amerikansk og et symbol på manifest destiny.
»Baseball er det, vi var engang. Football er det, vi er blevet,« skrev The Washington Posts Mary McGrory i en syndikeret klumme allerede i 1975.
Tag bare quarterbacken, indbegrebet af helten, der som figur er helt central for amerikanernes selvforståelse og deres ophøjelse af individualisme. Eller den udjævning af forskellene mellem klubberne, som draften, den solidariske overskudsdeling og lønloftet er med til at sikre, og som er et udtryk for, ikke socialisme som kritikerne hævdede, men for det amerikanske ideal om, at alle skal have lige muligheder for at opnå succes. Selv volden er en amerikansk kerneværdi.
»Jeg tror på barske kampe og barske, mandige sportsgrene. Jeg føler ikke nogen nævneværdig sympati for den person, der bliver tævet godt og grundigt, så længe det ikke ender dødeligt,« som præsident Theodore Roosevelt sagde i 1903 i en forsvarstale for football på University of Minnesota, dengang det var en reel erhvervsrisiko at miste livet ved at spille football.
Godt nok er ingen spillere døde i en NFL-kamp, siden Kansas City Chiefs’ Stone Johnson brækkede en halshvirvel i en preseason-kamp i 1963, men som Johnny Unitas påpegede i Esquire to år senere:
»Professionel football er det tætteste, man kommer på krig for fuld udblæsning. Det er fysiske kamphandlinger. I stedet for våben bruger modstanderne deres hænder, underarme, skuldre, og hvad de end har til rådighed, til at få ram på dig. Gudskelov har de ingen skydevåben derude på banen, men nogle gange ville jeg ønske, jeg havde.«
Ligesom der forud for ethvert militært slag er gået et stykke rekognosceringsarbejde, gælder det samme i football. Spillere og trænere gennemtrawler filmoptagelser af modstanderen før en kamp. Når kampen begynder med et kickoff, stormer de to hold mod hinanden, som var det Nord mod Syd ved Slaget ved Gettysburg. Når quarterbacken kaster, taler man om et ‘luftangreb’. Når en running back løber med bolden, sammenlignes han tit med en ‘kampvogn’. I det hele taget bliver spillet italesat med gloser hentet fra det militære sprogkammer. Quarterbacken omtales som en ‘general’, der kaster ‘missiler’ eller ‘bomber’ og fører sine ‘tropper’ ned ad banen, mens linjemændenes nærkampe foregår i ‘skyttegraven’. Sprogafsmitningen går også den modsatte vej. Af uransagelige årsager bliver kufferten med affyringskoderne til landets atomvåben kaldt for ‘the football’, ligesom bombetogterne hen over Nordvietnam i 1972 blev kaldt for ‘Operation Linebacker’.
I lyset af, at USA som land har vundet sin uafhængighed igennem krig, var det naturligt for NFL at alliere sig med et af de største patriotiske symboler: militæret. Alliancen blev formaliseret i 1965, da NFL i samarbejde med United Service Organization begyndte at sende store profiler som Johnny Unitas, Joe Namath, Dick Butkus, Bart Starr og Frank Gifford til Vietnam på såkaldte goodwill-turneer. Tre år senere fløj kampfly for første gang hen over stadion før en Super Bowl, mens pauseshowet i 1969 som overskrift havde ‘America Thanks’.
At NFL så åbenlyst valgte side i den konflikt, der på dette tidspunkt splittede USA på tværs af politisk ståsted og generationer, var ikke tilfældigt, forklarede Pete Rozelle på pressemødet før Super Bowl XXV, hvor han var æresgæst:
»Det var et bevidst forsøg fra vores side på at tilføre Super Bowl et element af patriotisme.«
Selv om opbakningen til militæret var dalet, i takt med at modstanden mod krigen i Vietnam tog til i styrke i 1970’erne, fortsatte NFL med at svøbe sig i flaget og omfavne tropperne, også efter de var trukket hjem. Bare på en lidt mere afdæmpet måde. Med Golfkrigens udbrud kunne NFL dog igen sætte fuld damp under patriotismen, og efter 9/11 blev båndene mellem NFL og militæret yderligere forstærket. Senere begyndte militæret sågar at betale millioner af dollars for at bruge NFL som promoveringsplatform. Paid patriotism blev det kaldt og kom til udtryk ved, at uniformerede soldater blev vist frem før alle kampene, hvor Stars and Stripes blev strakt ud, så det fyldte det meste af banen, ligesom overflyvninger med kampfly og helikoptere ikke længere var forbeholdt Super Bowl.
Alt dette var også en del af den gennemkoreograferede genoptagelse af kampene i NFL søndag 23. september 2001. De foregik i ly af massive sikkerhedsforanstaltninger, som skulle blive fast kutyme, og fungerede som lige dele terapisession for et folk og et land i sorg og som en ublu demonstration af amerikansk ukuelighed og patriotisme. Inden kampene blev New Yorks tapre ambulancereddere, politibetjente og brandmænd hyldet, før Jon Bon Jovi fra brandstationen på 51st Street på Manhattan sang ‘America the Beautiful’, der blev vist på storskærmene på alle stadioner.
Da Giants-spillerne løb på banen til kampen mod Chiefs på Arrowhead Stadium i Kansas City, hvor også Paul Tagliabue og Gene Upshaw var på plads, var det til jubelbrøl og stående applaus fra de 77.666 tilskuere, der viftede med små flag og råbte »U-S-A«. Giants vandt kampen 13-3, men selv om holdet red på en bølge af sympati igennem hele sæsonen, formåede det ikke at spille sig i slutspillet. Det gjorde Jets til gengæld. Jets vandt også den søndag, da NFL genoptog spillet. Det er dog ikke resultatet, kampen huskes for, men den tackling, hvis konsekvenser skulle definere NFL de næste knap 20 år.
Drew Bledsoe var begyndt at pakke sine ting sammen i omklædningsrummet. New England Patriots’ 29-årige quarterback-stjerne følte sig utilpas. Han ville bare gerne hjem. Normalt var han tilbagelænet. Nu virkede han oprevet. Som om han ikke kunne finde ro. Han havde forhøjet puls og trak vejret meget hurtigt.
»Min skulder gør ondt,« blev han ved med at gentage.
Fem minutter før tid i kampen mod Jets i den første kamp efter terrorangrebet to uger tidligere var Drew Bledsoe blevet torpederet af Mo Lewis, da han havde forsøgt at løbe sig til en ny første down op langs sidelinjen. Patriots var bagud 3-10, og det var tredje down, så han havde været så fokuseret på at krydse første down-markeringen, at han ikke havde set Jets-linebackeren komme buldrende. Med en solid skuldertackling hamrede Lewis ind i venstre side af brystet på Bledsoe med så stor kraft, at bolden blev slået løs, mens quarterbacken røg i jorden som en knockoutet bokser. På Foxboro Stadium fik braget tilskuerne til at udgyde et kollektivt gisp. Det lød, som om en af de udklædte soldater fra Uafhængighedskrigen, der var en slags maskotter for Patriots, havde affyret sin musket, ligesom når hjemmeholdet scorede. På sidelinjen stod Tom Brady, Patriots’ 24-årige reservequarterback, og tænkte, at han aldrig før havde hørt en tackling lyde så højt. På græsset lå manden, han snart skulle erstatte, med en hjernerystelse, som han pådrog sig, da hans hoved ramte jorden.
»Jeg anede ikke, hvad der var højre, og hvad der var venstre,« har Drew Bledsoe fortalt.
Hvad han heller ikke anede var, at Mo Lewis’ tackling havde forårsaget et overrevet blodkar bag ved ribbenene. Det betød, at blodet nu var begyndt at fylde mellemrummet mellem hans lunger. Blodansamlingen skabte et pres på den freniske nerve, som går fra halshvirvlen via skulderen og ned mellem hjerte og lunger og hele vejen ned til mellemgulvet, der styrer åndedrættet. Det var derfor, han havde så ondt i skulderen og trak vejret så hurtigt. Drew Bledsoe var ved at forbløde indvendigt. Det vidste Patriots-lægerne dog ikke. Men et eller andet var galt, kunne de konstatere. Når man pådrager sig en hjernerystelse, begynder hjertet at slå langsommere. Drew Bledsoes hjerterytme steg. Ret voldsomt endda. Derfor besluttede de sig for at sende ham med en ambulance ind til Massachusetts General Hospital i Boston. Han var i store smerter, men kunne ikke få morfin, da han var allergisk. På vej derind mistede han bevidstheden på grund af blodmangel.
»Det næste, jeg husker, er, at jeg vågner op med en slange i brystet, der pumper blod ud, og en anden slange, der pumper det ind igen,« har Drew Bledsoe, der endte med at have cirka tre liter blod i brystet, fortalt.
Drew Bledsoe var heldig. Var han nået at tage hjem, inden han var blevet ordentligt undersøgt, kunne det være endt fatalt. I stedet var han allerede klar igen to måneder senere. Men skaden var sket. Topvalget fra 1993-draften var nu reserve for et 24-årigt sjetterundevalg fra året før, der ifølge Patriots-running back J.R. Redmond var »omtrent den værste atlet til nogensinde at trække i en NFL-uniform.« Skudsmålet byggede på Tom Bradys præstation ved The Scouting Combine før draften. Siden er den blevet legendarisk for, hvor lidt bemærkelsesværdig den var. University of Michigan-quarterbacken var langsom. Hans armstyrke var ikke just prangende, og synet af ham i bar overkrop og for store boksershorts gav ikke mindelser om en toptunet quarterback. Derfor var han blevet afskrevet af de fleste holds talentspejdere. På nær Patriots. Da Tom Brady dagen efter draften ankom til sin nye arbejdsplads og skulle til at forlade Foxboro Stadium med en pizza, fik han øje på ejer Robert Kraft og gik over for at hilse på.
»Jeg ved godt, hvem du er. Du er Tom Brady, vores sjetterundevalg fra Michigan,« sagde Kraft.
»Og jeg er den bedste beslutning, denne organisation nogensinde har truffet,« svarede Brady.
Det var blot ét eksempel på den selvsikkerhed, Brady besad. Det var ikke arrogance, for han var godt klar over, at han havde meget at lære endnu, men han var også overbevist om, at han nok skulle nå sit mål om at blive startende quarterback for Patriots. I stedet var det et udtryk for det vinderinstinkt og de naturlige lederegenskaber, han senere skulle blive så berømt for. Han besad også en anden kvalitet, lagde Patriots-trænerne mærke til: hårdførhed. Brady kunne tåle at blive ramt – hårdt og tit – uden at blinke. Hans kasteafvikling og fodarbejde var også over gennemsnittet. Og så havde han en arbejdsmoral som en bryggerhest. Han imponerede med sin spilforståelse og sit overblik, mestrede hurtigt holdets playbook og udviste større villighed end Bledsoe til at køre offensiv koordinator Charlie Weis’ angreb, præcis som Weis ville have det.
Brady havde også en anden fordel i forhold til Bledsoe. Han var blevet draftet af cheftræner Bill Belichick. Bledsoe var blevet draftet af Belichicks læremester, Bill Parcells. Bill Belichick var kommet til Patriots fra New York Jets i slutningen af januar 2000 efter et bizart forløb. Egentlig var han blevet forfremmet fra defensiv koordinator til cheftræner for Jets. Da Patriots viste interesse, havde han dog i stedet på det selvsamme pressemøde, hvor han skulle præsenteres som afløser for Parcells, der fremover ville koncentrere sig om at være sportsdirektør, annonceret sin opsigelse, som han hastigt havde nedfældet på et løst stykke papir og givet til Jets-præsident Steve Gutman. Det var en farce, og New Yorks tabloidpresse korsfæstede ham.
‘Belichicken’, skrev The New York Post på forsiden.
At Belichick foretrak Patriots, var der flere årsager til. Han havde været enormt glad for at være hos Patriots, efter at han var blevet hentet til klubben af Bill Parcells, da han var blevet fyret som cheftræner for Cleveland Browns i 1995 efter fem skuffende sæsoner. Men nu var han træt af at stå i skyggen af sin mentor. Hos Jets ville Parcells fortsat være hans chef. Hos Patriots var Kraft villig til at give ham den magt, Parcells havde ønsket sig, men ikke fået, og som havde skabt den strid, der førte til, at to gange Bill i 1997 var taget til Jets. Efter tre ugers for- handlinger med kommissær Paul Tagliabue som mægler sendte Patriots sit førsterundevalg til Jets som kompensation for at løsne Belichick fra hans kontrakt. Det var en høj pris at betale for en træner, der havde været et flop i Cleveland, påpegede kritikerne. Sådan så Kraft ikke på det. Kraft havde været imponeret af Belichick det ene år, han havde været i klubben som assistent, og de spillere, der stadig var i klubben, talte rosende om hans evner til at gøre dem bedre. Han var kendt som et defensivt geni, som stillede tårnhøje krav til spillerne. Det var lige sådan en type, Patriots havde brug for, mente Kraft.
10 kampe inde i sin anden sæson havde Belichick kun ført Patriots til sejr i 10 ud af 26 kampe. Tilmed havde han med seks kampe igen bænket holdets franchise-quarterback, som Kraft i marts havde gjort til den bedst betalte spiller i NFL med en 10-årig kontrakt til en potentiel værdi af 103 millioner dollars, og som havde ført holdet til Super Bowl fem år tidligere. Holdets skæbne – og Bill Belichicks og Robert Krafts renommé – var nu lagt i hænderne på Tom Brady.
Patriots vandt de sidste seks grundspilskampe og skulle i Divisional-runden i slutspillet møde Oakland Raiders i den sidste kamp på Foxboro Stadium, der skulle gøre plads til Gillette Stadium. I et hvidt snehelvede så Patriots’ sæson ud til at slutte, da cornerback Charles Woodson med Raiders i front 13-10 og med under to minutter tilbage af kampen slog bolden ud af Tom Bradys hænder. Dommer Walt Coleman dømte det som en fumble, som var blevet opsnappet af Raiders. To år tidligere var instant replay dog blevet genindført, og efter at tv-billederne viste, at Bradys arm havde været på vej fremad, men at han havde forsøgt at trække den ind til kroppen for at beskytte bolden, omstødte han afgørelsen med hjemmel i den såkaldte tuck rule, der definerede ethvert tilfælde, hvor quarterbackens arm var på vej frem som et kasteforsøg. Fire spil senere sendte kicker Adam Vi- natieri på en sneglat bane bolden op imellem stængerne fra 45 yards og fremtvang forlænget spilletid, hvor han gentog kunststykket fra 23 yards og sendte Patriots i AFC-finalen.
Her ventede Pittsburgh Steelers på Heinz Field. Foran 7-3 med un- der to minutter igen af første halvleg blev Tom Brady tacklet lavt af safety Lee Flowers, der låste quarterbackens ben, så han faldt akavet ned på græsset og forvred sin venstre ankel. Pludselig var rollerne byttet om. Ud gik Brady, og ind kom Bledsoe. Efter 125 dage på sidelinjen var det nu veteranen, der skulle sende holdet det sidste stykke af vejen til Super Bowl. Efter at have kastet til David Patten 15 yards ned ad banen løb Bledsoe selv med bolden på den efterfølgende down. Ud af lommen og ud mod højre sidelinje, hvor han blev ramt af Chad Scott på præcis samme måde, som han var blevet af Mo Lewis den skæbnesvangre dag i september. Dengang havde Bledsoe været tæt på at dø, men denne gang rejste han sig uskadt, og to spil senere fandt han Patten i end zone, så Patriots var foran 14-3 ved pausen. Patriots endte med at vinde 24-17 og sikrede sig dermed en plads i Super Bowl XXXVI. Det havde været svært nok for Bledsoe at sidde på bænken, mens Patriots spillede sig tættere og tættere på Super Bowl. Men det var endnu sværere for ham at have været afgørende for, at holdet nåede frem til endestationen og så vide, at bænken ventede igen i Super Bowl. Som han skulle sige mange år senere:
»Det var som at give en sulten mand en kiks.«
Det var nærmest skæbnebestemt. Når nu ingen af New York-holdene kunne være med, skulle et hold ved navn Patriots, som havde rød, hvid og blå som sine farver, selvfølgelig deltage i den første Super Bowl efter 9/11. En kamp, der var indhyllet i patriotisme og en besked til omverdenen om, at USA havde rejst sig fra ruinerne af World Trade Center og var tilbage ved fuld styrke. Under overskriften ‘Heroes, Hope and Homeland’ var Super Bowl XXXVI søndag 3. februar 2002 i The Louisiana Superdome i New Orleans en hyldest til USA. Før kampen spillede symfoniorkestret Boston Pops komponisten Aaron Coplands ‘Lincoln Portrait’, mens de tidligere præsidenter Jimmy Carter, Gerald Ford, George H. W. Bush og Bill Clinton, og tidligere førstedame Nancy Reagan, der var vikar for sin alzheimersramte mand, reciterede taler af Abraham Lincoln i en filmmontage. Mariah Carey sang ‘The Star-Spangled Banner’ med vanlig virtuositet.
Højdepunktet var dog pauseshowet, hvor U2 gjorde NFL’s oprindelige skepsis over at lade et irsk band være hovednavnet i en begivenhed dedikeret til ofrene for en amerikansk tragedie til skamme. Mens den karismatiske forsanger Bono brølede ‘Where the Streets Have No Name’, kunne de 800 millioner seere verden over se, at det modsatte var tilfældet med de mennesker, der havde mistet livet knap fem måneder forinden. Ofrene var ikke bare en statistik. De havde navne, som ét efter ét steg op fra jorden i ordnede kolonner på et lærred bag bandet som et symbol på tårnene, hvis ødelæggelse var årsagen til, at navnene nu farede til himmels. Det var en manifestation af sorg. Af national samling. Af ukuelighed. Med en patos, der på alle andre tidspunkter ville have været overdrevet. Uklædelig ligefrem. Men ikke denne aften. Denne aften var det præcis, hvad lægen havde ordineret. Den helt rette kur til at pleje et sår, der fortsat gjorde ondt dybt ind i den amerikanske folkesjæl. U2-showet, der sluttede med, at Bono trak den ene side af sin åbne læderjakke ud til siden og afslørede, at foret var syet som Stars and Stripes, var mere end blot en minikoncert og underholdning. Det var en kollektiv forløsning og står stadig som et af de mest mindeværdige øjeblikke i finalekampens historie og en popkulturhistorisk milepæl.
Patriots’ modstander var St. Louis Rams, der havde blæst al modstand til side igennem både grundspillet og slutspillet. Af samme årsag var ‘The Greatest Show on Turf’ spået til at vinde med 14 point. Som det var kutyme dengang, blev Rams-spillerne introduceret enkeltvis før kampen. Patriots insisterede på at løbe ud af spillertunnelen som en samlet enhed. Det var den perfekte indramning af kampen: Rams’ parade af stjerner mod Patriots’ kollektiv af no-names. Med en genial defensiv slagplan holdt de anonyme arbejdsmænd i Patriots-forsvaret Rams fra at score touchdown, indtil der manglede halvandet minut. Her udlignede Ricky Proehl til 17-17 på et 26-yard-kast fra Kurt Warner, efter at Rams havde været bagud 3-17 efter tredje quarter.
»Du er nødt til at gå efter forlænget spilletid. Du har ingen time-outs. Du er trængt helt tilbage. Du vil ikke gøre noget dumt,« lød opfordringen fra John Madden, der kommenterede sin sidste kamp for Fox sammen med Pat Summerall, da Tom Brady gjorde klar til at modtage snappet på Patriots’ 17-yard-linje.
Tom Brady ville det dog anderledes. Med 81 sekunder tilbage af sit livs største kamp gjorde han sig klar til at tage første skridt mod udødelighed. Kampen igennem havde det unge stjernefrø – ligesom i resten af sæsonen – virket upåvirket af den store scene. Faktisk havde han været så afslappet, at han før kampen havde taget sig en lur i omklædningsrummet, hvor de fleste nok ville have haft svært ved at sove for nerver. Nu stod han med chancen for at afgøre kampen. Charlie Weis kaldte seks kastespil. Tom Brady ramte plet på de fem for 53 yards. Med syv sekunder igen kastede han bolden i jorden på Rams’ 30-yard-linje for at stoppe tiden.
»Det, som Tom Brady lige gjorde, gav mig gåsehud,« sagde en forbløffet John Madden, lige inden Adam Vinatieri fuldendte den største sensation i Super Bowl, siden Joe Namath og Jets 33 år tidligere havde besejret mægtige Baltimore Colts, ved at hamre bolden op mellem stængerne fra 48 yards.
Patriots havde gjort det umulige, og på sejrspodiet indrammede Robert Kraft med fire ord det budskab, som NFL havde ønsket at levere igennem hele sæsonen:
»We are all Patriots.«
Ved at vinde Super Bowl for anden gang på tre år var konsensus før kampen, at Rams ville skrive sig ind blandt de største hold i historien. Som wide receiver Ricky Proehl kækt havde kigget ind i et af NFL Films’ kameraer og sagt:
»I aften fødes et dynasti.«
Det skulle han få ret i. Det var bare ikke Rams. At Patriots skulle vinde Super Bowl tre gange på fire år, havde ingen set komme. Slet ikke da holdet missede slutspillet året efter. Tværtimod var det efter Patriots’ triumf nærliggende at konkludere, at dynastiernes tid i NFL var forbi. Hverken Rams, Baltimore Ravens eller Patriots havde været i slutspillet, sæsonen før de chokerede ved at vinde Super Bowl. Et bevis på, at NFL havde nået målet om paritet. Den illusion brast, da Patriots vandt to Super Bowl-sejre i træk. Først besejrede holdet Carolina Panthers 32-29 i Super Bowl XXXVIII i 2003-sæsonen, og året efter vandt det 24-21 over Philadelphia Eagles. Især den første var mindeværdig. Et hæsblæsende fjerde quarter bød på 37 point, inden Adam Vinatieri igen blev matchvinder med et field goal i de døende sekunder.
Alligevel huskes kampen mest for pauseshowet, hvor Justin Timberlake sang sit hit ‘Rock Your Body’ sammen med hovednavnet Janet Jackson. Efter at have sunget sidste linje ‘gotta have you naked by the end of this song’, flåede han et stykke af hendes sorte læderbustier af. Og så brød helvede løs. For var det ikke …? Jo, det var. Janet Jacksons højre bryst, hvor brystvorten var dækket af et smykke, havde været blottet i mindre end et sekund, inden en snarrådig producer fra CBS klippede væk. ‘Nipplegate’, som skandalen blev døbt, skulle berige det engelske sprog med begrebet wardrobe malfunction, danne inspirationen for videodelingsplatformen YouTube og gøre Janet Jackson til den mest søgte person i internettets historie og den mest forhadte kunstner i det bornerte og puritanske USA.
Janet Jackson beklagede, men beskyldte samtidig højrefløjen og medierne for at blæse episoden op med det formål at fjerne fokus fra den stigende kritik af Irakkrigen, som den demokratiske præsidentkandidat ved valget i 2004, senator John Kerry, var en af frontløberne i. Ramaskriget var også et udtryk for den kulturkrig, som udspillede sig mellem det røde og blå USA – den socialkonservative del af arbejder- og middelklassen mod den socialliberale elite – hvor abort, homoseksuelle ægteskaber og underholdningsindustriens moralske forfald, som ‘Nipplegate’ for kritikerne var det ultimative eksempel på, var sprængfarlige stridspunkter. Som følge af skandalen oplyste NFL, at MTV ikke længere ville få lov at producere pauseshowet. CBS blev idømt en bøde på 550.000 dollars, og efterfølgende fik alle live-transmissioner fra store begivenheder indlagt ekstra sekunders forsinkelse for at undgå lignende episoder.
I forbindelse med Super Bowl XXXIX 6. februar 2005 tog NFL derfor ingen chancer og hyrede ronkedoren Paul McCartney, der kørte den hjem på rutinen. Det gjorde Patriots også. Med tre Super Bowl-sejre på fire år var Patriots nu officielt et dynasti og Tom Brady dets ubestridte regent. Den 27-årige quarterback manglede nu kun én Super Bowl- ring mere for at komme op på siden af sit store idol, Joe Montana, og Terry Bradshaw. At han skulle bruge et årti på at jagte sin fjerde ring, skyldtes to quarterbacks med samme efternavn, hvis karrierer skulle blive tæt forbundet med Bradys.
FAKTA
’Touchdown’ med undertitlen ’100 år med NFL: Mændene, magtkampene og milepælene’ går tæt på NFL’s første 100 år ved at opridse spillets og ligaens udvikling og sætte den ind i en samfundsmæssig kontekst. Bogen udkommer 11. september på forlaget Momenta.
Bogen er skrevet af Jeppe Dong Abrahamsen (f. 1981), der til daglig er redigerende journalist og digital forsideredaktør på Politiken og tidligere har dækket NFL for både metroXpress, B.T., Tipsbladets NFL-magasin og netmediet Kongressen.com. Det er hans første bog.
