Der er dækket op til det helt store brag med flere konkurrenceprægede senatsvalgkampe på tværs af det amerikanske valgkort.
I takt med at Præsident Trump rasler ned i nationale- såvel som svingstatsmeningsmåler og møder hård kritik for sin håndtering af COVID-19 og racedemonstrationerne i kølvandet på George Floyds død, har senatsvalglandskabet ændret sig markant.
Republikanernes nuværende 53-47 flertal i senatet – som anses i partiet for at være en altafgørende ’firewall’ mod og en effektiv stopklods for en total demokratisk magtovertagelse – er nu i fare for at blive overtaget af demokraterne, hvis de nuværende dynamikker i valgkampen holder ved frem til november. Den republikanske flertalsleder i senatet, Mitch McConnell, har siden 2014 haft et jerngreb om kammeret og har gjort bevarelsen af flertalslederskabet til sin ledestjerne. Men McConnells mulighed for at forhindre gennemførelsen af demokratiske dommerudnævnelser og lovforslag, og udføre sit livsværk, nemlig godkendelsen af konservative føderale dommere, er nu truet på grund af vælgernes misbilligelse med præsidenten, og republikanerne i senatet står over for en skæbnestund med mindre end to måneder til valgaften.
McConnell anses for at være den strategisk dygtigste flertalsleder i senatet siden Lyndon B. Johnson. Han er en uhyre snu politisk håndværker, som kan finde på at forplumrer sine motiver og sit endemål, for at gøre det uklart, hvad han har i sigte og for øje.
Han opererer på forsigtig vis og gør en dyd ud af, at slette sine spor, f.eks. ved at beholde sine private notes papirer i lommen, fremfor at smide dem ud i senatets skraldespande. Han er skarp til at tælle stemmer, vide hvornår han skal skubbe frem og hvornår han skal trække sine tropper tilbage og han kender reglerne og sit eget parti i senatet bedre end nogen anden. Som flertalsleder styrer man kammerets kalender, man styrer hvilke lovforslag og udnævnelser, der bliver bragt op til diskussion. McConnell har under sit lederskab, styret kammeret som en slags trafikbetjent, der dikterer, hvilke lovforslag, der får lov til at krydse vejen. McConnell har længe formået at beskytte både sine partifæller i senatet og sin egen flanke i Kentucky. Han er blandt andet velbevandrede i sine partifællers behov på hjemmefronten. Udover at dirigere sine partitropper på striks vis, afskærmer han også siddende republikanske kollegaer mod potentielle udfordrere med millioner af dollars i kampagne donationer og statstilskud (federal grants); Han giver, til tider, sine partifæller fri snor til at træde frem i det offentlige lys, og hvis han kan, tillader han, at de kan springe stemmer over, som er upopulære i deres vælgerkredse.
Derudover har han har været forsigtig med at kommentere på præsidentens usande og polariserende udtalelser, samtidig med, at han har givet Trump-regeringen betragtelige lovgivningsmæssige sejre bl.a. gennemførelsen af skattereformen og retslige sejre som godkendelsen af over 200 konservative føderale dommerudnævnelser – inklusiv to højesteretsdommere. Sidst, men ikke mindst, så har McConnell overtalt partiets elite, store donorer og tilhængere fra erhvervslivet til at slutte sig til Trump-toget og fokuserer på de større, langsigtede sejrer, fremfor på Trumps tweets og udsagn.
McConnell er, på mange måder, et pragteksemplar på, hvordan det republikanske parti dels har udviklet sig og tilpasset sig til Trump, men også, hvordan partiet i senatet har forstærket Trumps embedsperiode, i deres stræben efter at sikre deres egen politiske overlevelse/holde fast i magten. McConnell har muliggjort Trumps præsidentskab og fungeret som den samlende partifigur, der har forenet partiets vigtigste vælgerkoalitioner; den finansielle elite, som længe har støttet og finansieret partiet og hvide, kulturelt konservative vælgere, der synes godt om præsidentens anti-etablissement og racebetonet retorik. Da Trump blev valgt, indgik McConnell i en politisk pagt med præsidenten og deres partnerskab har været dét allervigtigste politiske forhold i Trump æraen. I deres nye bog ”Let Them Eat Tweets: How the Right Rules in an Age of Extreme Inequality”, beskriver to af USA’s førende politologer, Jacob S. Hacker og Paul Pierson, hvordan de to lederes ”hensigtsmæssige pagt” legemliggør sammensætningen af republikanernes koalition af hvide kulturelt konservative vælgere og finans- og erhvervseliten. Hacker og Pierson betegner denne forening af vælgere som ”plutokratisk populisme” og det er, ifølge dem, livsblodet for det republikanske partis nuværende politiske platform. McConnell, som er USA’s længst siddende republikanske senatsleder, er på mange måder den diametrale modsætning af Trump, men de har en grundlæggende lyst til at vinde for enhver pris tilfælles, og McConnell er notorisk kendt for at være en afsindig beregnende leder, der spiller sin kort langsigtet og forstår, hvordan de politiske vinde blæser, især hos partiets kernevælgere. Pagten som flertalslederen har indgået med Trump, er udtryk for en kynisk – og nu muligvis også kortvarig – politisk genistreg. For at undgå at vække utilfredshed fra partiets Trump-entusiastiske base og for at få dét ud af præsidenten, som nu var muligt, har McConnell, som flertalsleder for senatet, der typisk fungerer som en ’check’ på den udøvende magt, valgt at lade Trump-toget forsætte ganske uforstyrret. Hvad end de to leder synes om hinanden, og hvor store forskellene, er mellem dem, så forstår de begge deres dybe gensidig afhængighed.
For seks år siden, under ledelse af McConnell, generobrede det republikanske parti flertallet i senatet. Alle de senatorer, som medvirkede i partiets sejr i 2014, er på genvalg i år, hvor republikanerne forsvarer 23 pladser i senatet, i mens demokraterne kun forsvarer 12 pladser. Republikanerne har i øjeblikket et flertal på 53 senatspladser og demokraterne har 47 pladser, hvor to af pladserne er uafhængige senatorer, som er i demokraternes caucus. Det betyder, at demokraterne enten skal vinde fire pladser eller vinde tre pladser og præsidentskabet, hvis de skal vinde flertallet tilbage, fordi vicepræsidenten automatisk vil fungere som den afgørende stemme i tilfælde af et 50-50 senat. Antallet af senatsvalgkampe – samt antallet af svingstater, hvor siddende republikanske senatorer forsvarer deres plads mod demokratiske udfordrer – giver republikanerne væsentlig mere modvind i kampen om kontrollen over senatet. Ud af de ti mest konkurrenceprægede senatsvalg, er Alabama den eneste mulige senatsplads, som det republikanske parti synes at kunne samle op. De resterende ni valgkampe er i GOP-styret delstater, hvor partiets kandidater enten er bagud eller i et tæt ræs i flere af meningsmålinger.
Det er svært at overvurdere, hvor stor en forandring det ville være, hvis demokraterne ikke blot vandt det Hvide Hus, men også senatet. Demokraterne ville i givet fald have total kontrol over den udøvende og dømmende magt for første gang siden 2009-2011, under Obamas første periode. Og når samme parti har kontrol over det Hvide Hus og senatet, som Trump og McConnell har demonstrerede med deres hær af føderale dommergodkendelser, er der potentiale for gennemførelsen af historiske og tektoniske ændringer, som vil mærkes af generationer af amerikanere. Hvis dette rædselsbillede for republikanerne bliver til virkelighed, vil det give yderligere næring til den i forvejen simrende diskussion om, hvordan et post-Trump GOP kan og bør se ud. Men denne samtale kan meget vel udfolde sig i en tid, hvor republikanerne er blevet kørt ud på et sidespor i magtens korridorer i Washington.
McConnells solide jerngreb om sit flertal i senatet – og pagten, som er bindevævet i det republikanske parti, der har muliggjort Trumps præsidentskab – synes at være skrøbeligere end nogensinde, fordi at præsidentens skred i målingerne trækker partiets senatorer med ned i målingerne. Pagten fungerede indtil fornyligt godt for flertalslederen, men den har nu gjort ham medansvarlig for en krise, hvis afslutning endnu ikke er i sigte. I takt med at konsekvenserne af Trump præsidentskab bliver tydeliggjort, ser den hensigtsmæssige pagt, dødeligere ud for hver dag der går. Men man skal som bekendt hverken undervurdere Trump eller McConnell, når de føler sig truet og vil besejre deres modstandere. Forleden fortalte McConnell en gruppe republikanske donorer at hvis den sygdomsplaget liberale højesteretsdommer, Ruth Bader Ginsburg, ”træder tilbage inden valget, så får vi endnu en dommergodkendelse igennem, uanset om det bliver i oktober. Det bliver vores oktober surprise.”
I den kommende artikelserie om de altafgørende senatsvalgkampe, vil der blive set nærmere på senatsvalgene, der er væsentlige i forhold til kampen om kontrol over kammeret. Jeg vil også kigge ind i, hvilke historiske udviklinger har ført til denne situation i det republikanske parti i senatet, hvad den kan betyde for GOPs fremtid og udforsket nogle af de mest afgørende aktører og profiler i 2020 senatsvalgkampen.
