Tidligere præsidentkandidat Bernie Sanders og Michelle Obama var blandt de første talere i går på åbningsdagen for det demokratiske konvent. Dermed markeredes det officielle startskud for slutspurten i præsidentvalget. Joe Biden er reelt allerede demokraternes kandidat, men den proces, der foregår under konventet, og hvor de delegerede afgiver deres stemmer, er langt fra uden betydning.
Ingen præsidentkampagne uden overraskelser og denne er ingen undtagelse. Joe Biden fik ikke just en drømmestart i primærvalgene, tværtimod lignede han en slagen mand under de første tre primærvalg i Iowa, New Hampshire og Nevada i kampen om at blive demokraternes kandidat.
Her er netop én af de mest interessante aspekter, og forskellen mellem en amerikansk valgkamp og et dansk folketingsvalg. I Danmark er det partiets formand, der bejler til statsministerposten, mens det i USA er ”up for grabs”, og dermed også årsagen til at valget ofte handler langt mere om persongalleriet.
Desuden betyder det, at processen fra annonceret kandidatur til kampen mellem partierne sagtens kan vare mere end et år. Unægtelig en langtrukken affære sammenlignet med de tre intense uger, vi oplever herhjemme. Det er DNC, Democratic National Committee, der driver konventet og som blandt andet også arrangerer primærdebatterne.
Dette konvent adskiller sig markant fra de øvrige, fordi det jo ikke er muligt at forsamles i Kongrescentret i Milwaukee, og det stiller enorme krav til DNCs evne til, ikke kun at skabe en digital platform af dimensioner, men også at kunne supportere mediedækningen og løfte mobiliseringen af kampagnen ud af den digitale verden og manifestere det som stemmer på selve valgdagen. På ingen måde en let opgave.
Konventets rolle
Udefra kan det ligne engang overfladisk show off og rygklapperi, men DNC og Konventet har en samlende funktion efter de individuelle kampagner. Og det er her både de symbolske handlinger og ofte grandiøse taler har stor betydning for at kunne fokusere og samle på demokraterne. Man bør derfor kunne forvente en tale fra Joe Biden om den amerikanske drøm og visionen, idéen om de forende stater som noget helt unikt, og en retning, der samler nationen, ikke blot demokraterne. Det er den sidste tale i rækken på torsdag aften dansk tid, som kan følges live her: https://www.youtube.com/channel/UC8ZLJkQZMENy8CoS8zYczBA
Joe Biden er ikke kendt for sit store oratoriske talent, men buddet herfra er, at denne tale kommer med al sandsynlighed til at sidde lige i skabet. Det er hans største mulighed for at understrege hans format og han er for rutineret en politiker til at lade det gå til spilde.
Men set med kommunikationsbrillerne på, er den øvrige talerække er bestemt også interessant, idet Bernie Sanders og en række andre tidligere kandidater i stærkt formsprog stiller sig bag Joe Biden, sammen mange prominente demokrater fx Andrew Cuomo, John Kerry og Bill Clinton, samt næste generations demokratiske superstjerner bla. AOC og Cory Booker.
Hele konventet er et glimrende oplæg til de tusindvis af frivillige, der allerede er trænet og mobiliseret i hver enkelt stat, med særligt fokus på de stater, hvor der er mest på spil, fx Arizona, Florida, Georgia, Michigan, Pennsylvania, Wisconsin, og North Carolina. De skal mærke det historiske vingesus fra talerne, så de tydeligt kan se, hvordan de bidrager til den store sammenhæng; at få valgt den næste amerikanske præsident og symbolet på den amerikanske drøm.
Græsrodsstyrke
Græsrodsorganisationen og selve kampagnen, som Joe Biden hidtil selv har skulle både finansiere og organisere, supporteres nu af DNCs massive battle ground indsats. Det er den del af en amerikansk kampagne, som vi i Europa sjældent får indblik i og her taler vi tusindvis af frivillige, der skal sikre at amerikanerne får sat et kryds i november.
De frivillige er ude dagligt og kapre stemmer, én ad gangen. Det sker bl.a. gennem små events og arrangementer privat, hvor fx de lokale politikere bruges som trækplaster eller endnu mere lavpraktisk ved at dele flyers ud og banke på døren i mange af de mindre byer og ofte arrangeres transport til valgstederne for de borgere, der ikke selv har muligheden for at komme dertil.
Det er – hvis man skulle være i tvivl – en indsats, der kræver vedholdenhed og ikke mindst dedikerede frivillige. Og når de storslåede talere løber af stablen til Konventet, så er det i høj grad brændstof til den græsrodsorganisation, som kommer til at bære Joe Biden og Kamala Harris i mål.
Veloplagt Joe Biden før konvent
Cardi B: Oh, snap. Is this real? Hi, Biden, how are you? Sådan indledes dialogen mellem den kendte amerikanske rapper og præsidentkandidat Joe Biden i en veloplagt diskussion om særligt medicare, race, børn og adgang til uddannelse via Elle USA’s Instagram. Det kan virke som et besynderligt valg, dagen for konventet, men det understreger netop den linje, Joe Biden kommer til at tegne i den resterende kampagne. En mand, der kan tale med alle. En mand af folket.
Forbes har anerkendt Cardi B som en af de mest indflydelsesrige kvindelige rappere, der har en fortid som stripper og hun pryder månedens udgave af Elle US, et prestigefyldt magasin for kvinder. I den forbindelse har magasinet sat Cardi B og Joe Biden stævne, og Joe Biden virker veloplagt og præcis lige så jovial, som vi også kan forvente at se ham.
Interviewet peger samtidig på det faktum, at Joe Biden går dybt i de målgrupper, han og Kamala Harris tilsammen allerede har godt fat i, nemlig afro-amerikanerne og de kvindelige vælgere. Med 72,9 mio følgere på instagram er Cardi B ikke en uvæsentlig samtalepartner som optakt til konventet, der starter om få timer.
”Han [Trump] fremmer had, fordomme, racisme. At tale om at beskytte sydstatsflaget, når Mississippi tager det ned. Det hele handler om spillet for at få folk til at hade hinanden. Fordi det er sådan, han vinder, ved at dele os. Din generation ændrer det,” siger Joe Biden blandt andet i den 16 minutter lange samtale.
Dermed sætter Joe Biden effektivt agendaen for konventet og ikke mindst den taktik, han vil benytte sig af mod Trump, der hovedsageligt går på at samle USA og i høj grad appellere til midtervælgerne som Trump for fire år siden havde et solidt greb om.
”Vi, sorte beder ikke om sympati, vi beder ikke om velgørenhed. Vi beder blot om equality” Cardi B.
Hvis du vil vide mere om Camilla Sebelius Winthers baggrund og historik i forhold til amerikansk politik, kan du med fordel starte med at læse hendes første artikel her på Kongressen lige her: