Politisk momentum kan gribes og tabes med en enkelt tale. Det er partikonventerne i USA gode eksempler på. I anledning af 2020-udgaven af konventerne ser vi på fem af de historiske taler, der var med til at ændre den politiske kurs for både taleren, partierne og nationen.
Outsideren med den gyldne stemme
Barack Obamas 2004-tale er muligvis i dag det mest kendte eksempel på en politiker, der har vundet politisk kapital på en konventtale. Men tilbage i 1896 var partikonventerne langt mere åbne begivenheder, når det handlede om at vælge partikandidater. Derfor kunne kongresmedlem fra Nebraska William Jennings Bryan ankomme til Demokraternes partikonvent som en outsider for efter en tale at forlade konventet som partiets store håb og kandidat til præsidentembedet.
Det skete takket være talen kendt som “Cross of Gold”. Tidens tema om hvorvidt USA’s valuta skulle være knyttet til guld eller sølv lagde grunden for talen, mens Bryan også fangede an med tidens populistiske tendenser, der fokuserede på at hjælpe forgældede landmænd imod pengemændene, som ville lukrere mest på at fastholde USA på guldkursen. Til dette formål trak han på et bibelsk billedesprog:
“Having behind us the commercial interests and the laboring interests and all the toiling masses, we shall answer their demands for a gold standard by saying to them, you shall not press down upon the brow of labor this crown of thorns. You shall not crucify mankind upon a cross of gold.”
Talen blev en dundrende succes på trods af den noget kontroversielle brug af Jesu lidelse i en debat om nationaløkonomien. Selvom Bryan tabte det efterfølgende præsidentvalg mod William McKinley, så var Demokratens tale med til at skabe grobund for bl.a. kritikken af “trickle-down economics” før udtrykket overhovedet var opfundet. Talen fremhævede også behovet for en mere proaktiv præsident, der kunne handle på vegne af folket, fremfor at lade de økonomiske monopolvirksomheder styre USA’s politik.
Satirebillede af William Jennings Bryan efter talen:
Traditioner er for tabere
En af de politikere, der samlede op på ideen om en mere aktiv præsident, var Franklin Delano Roosevelt, der ved partikonventet i 1932 leverede en tale med stor gennemslagskraft. I modsætning til Bryan var Roosevelt dog blevet valgt som kandidat før talen blev holdt, faktisk var han slet ikke til stede, da beslutningen blev truffet, men han valgte at flyve til konventet, for dels at udvise lidt vovemod med brugen af det moderne og ikke helt ufarlige transportmiddel, dels for at gøre op med nogle af de traditioner omkring konventet, der var opstået over tid. Bl.a. at den valgte kandidat ikke skulle være til stede. Dette blev også brugt i talen af Roosevelt som et symbol på sin og partiets vilje til at skabe forandring:
“The appearance before a National Convention of its nominee for President, to be formally notified of his selection, is unprecedented and unusual, but these are unprecedented and unusual times. … Let it also be symbolic that in so doing I broke traditions. Let it be from now on the task of our Party to break foolish traditions. We will break foolish traditions and leave it to the Republican leadership, far more skilled in that art, to break promises.”
Roosevelt skabte her grundlaget for at tale dunder imod Republikanernes fastlåste politik og manglende villighed til at handle i forhold til den store økonomiske krise USA led under på dette tidspunkt. Modsvaret på Den store depression kom også i samme tale, hvor Roosevelt leverede titlen på det store projekt, der ville komme til at definere hans tid som præsident og USA mange år efter:
“I pledge you, I pledge myself, to a new deal for the American people.”
New Deal-programmet blev indbegrebet af den mere aktive form for præsidentembede, som manifesterede sig for alvor med Franklin Roosevelts uhørte fire valgsejre som præsident.
Når en taler er ude af trit med samtiden, men et tegn på fremtiden
Som kandidat i 1964 blev Republikaneren Barry Goldwater indbegrebet af kampen mellem konservative og moderate medlemmer i partiet. Hvor en Republikaner som Nelson Rockefeller tilhørte den sidste gruppe, tilhørte Goldwater i den grad den første. Goldwater havde ikke ligefrem lagt låg på sig selv under primærvalgene, og modstanderne hos Demokraterne, ført an af den durkdrevne Lyndon Johnson, beskrev Goldwater som en fløjkandidat med holdninger langt fra normen af amerikansk politik – kritiske røster inden for det Republikanske parti var tilbøjelige til at give dem ret. Ved konventet valgte Goldwater også at holde en tale for den gruppe af partiet, han mente støttede ham – og kun denne gruppe. Han gav klart udtryk for sine holdninger fremfor at søge forsoning med sine modstandere i partiet, som mange andre kandidater ellers gør på konventet. Talen indeholdt et par sætninger, som i dag måske ikke lyder kontroversielle, men som tilbage i 1960erne blev anset for skelsættende og som et angreb på moderate stemmer i amerikansk politik:
“I would remind you that extremism in the defense of liberty is no vice. And let me remind you also, that moderation in the pursuit of justice is no virtue.”
Mens Goldwaters taleskrivere eftersigende prøvede at få kandidaten til at tage sætningen ud af talen, så skulle han have understreget sætningerne med dobbeltstreg for at sikre sig, at han ramte ordene med tryk. Det samme gjorde Demokraterne dog også i deres efterfølgende brug af ordene til at kritisere Goldwater for at være for ekstrem til embedet, og han tabte stort til Johnson ved årets præsidentvalg. Alligevel kom talen og Goldwaters klare ideologiske stillingtagen toæ at hjælpe senere konservative medlemmer af partiet frem, som f.eks. Ronald Reagan og dennes konservative revolution i 1980erne.
Når taberen leverer den bedste tale
Der er flere eksempler på, at det ikke er partiets sidste kandidat, der ender med at levere den bedste tale på konventet. Reagan overdøvede Ford i 1976, og der er flere, der husker Pat Buchanans tale fra 1992 end George H.W. Bushs. Men skal man finde den mest elegante tabertale, så kunne Demokraten Ted Kennedys konventtale fra 1980 være et godt bud. Problemet var dog, at den ikke rigtig var en nederlagstale. Selvom Kennedy ikke rigtig havde en chance for at blive kandidaten på konventet, og han indledningsvist erkendte at tingene ikke var gået som planlagt under primærvalgene, så begyndte talen hurtigt at handle mere om Kennedys vision for USA frem for den siddende præsident Jimmy Carters.
Talens titel, ”The Dream Shall Never Die”, illustrerer da også fint, den energi, som Ted Kennedy lagde for dagen i afholdelsen af talen. Han lagde igennem talen vægt på historier fra hans møder med virkelige amerikanere, der kæmpede en hård kamp i nutidens USA. Hvor disse møder fik lov til at fylde godt i talen og tegnede et USA i problemer i stedet for fremgang under Carter, så var Kennedys opbakning til Carter holdt på et minimum. I stedet lagde Kennedy i sidste del af talen, bl.a. med henvisning til hans kendte brødre Robert og John, at man skulle finde troen på det politiske arbejde igen:
“And someday, long after this convention, long after the signs come down and the crowds stop cheering, and the bands stop playing, may it be said of our campaign that we kept the faith… For me, a few hours ago, this campaign came to an end. For all those whose cares have been our concern, the work goes on, the cause endures, the hope still lives, and the dream shall never die.”
Selvom Jimmy Carter offentligt roste talen, så var han privat dybt frustreret over den manglende støtte fra Ted Kennedy og mente, at det var med til at koste ham sejren over Reagan i 1980-valget. Det var samtidig sidste gang en tabende primærvalgskandidat forsøgte at fravriste vinderen sejren på partikonventet.
Det 21. århundredes skoleeksempel på en konventtale
Det er ikke rigtig til at komme udenom Barack Obama, hvis der skal tales om konventtaler. Slet ikke, hvis vi skal se på taler fra de senere års mere koreografrede medieevents, hvor der ikke har været tvivl om, hvilken kandidat partiet ville stille med ved årets valg. Obama brød netop igennem ved at tale med indlevelse og personlighed på en måde, hvor alle ved Demokraternes partikonvent i 2004 kunne være med.
Hans historie var ikke kun hans egen, men hele USA’s historie, og i et politisk landskab, der var blevet polariseret af USA’s nye større krige, fremlagde han en vision, der gik i den stik modsatte retning af Bushs “med os eller mod os”-retorik. For Obama handlede det om inklusion, ikke mindst i talens mest berømte passage, hvor han byggede op til et crescendo med nedbrydning af modsætningspar:
“There is not a liberal America and a conservative America — there is the United States of America. There is not a Black America and a White America and Latino America and Asian America — there’s the United States of America. The pundits, the pundits like to slice-and-dice our country into red states and blue states; red states for Republicans, blue states for Democrats. But I’ve got news for them, too. We worship an awesome God in the blue states, and we don’t like federal agents poking around in our libraries in the red states. We coach Little League in the blue states and yes, we’ve got some gay friends in the red states. There are patriots who opposed the war in Iraq and there are patriots who supported the war in Iraq. We are one people, all of us pledging allegiance to the stars and stripes, all of us defending the United States of America.”
Politisk, etnisk, blåt, rødt – USA handlede først og fremmest om en forening af forskellighed, ifølge Obama. Det budskab gav ham så stærk en platform, at han kunne trække på det hele vejen igennem sin valgkampagne fire år senere i 2008-valget, der førte ham ind i Det Hvide Hus som USA’s første ikke-hvide præsident.
Årets partikonventer er beskåret så gevaldigt, at talerne skal gøre sig ekstra umage for at fange publikum, de få der er til stede på konventet, og de mange der følge med ude bag skærmene. Men måske kan netop det uvante format give plads til et nyt retorisk øjeblik, der vil blive husket længe efter konfettien er faldet sammen og højtalerne slukket på årets partikonventer.
Læs mere om konventtalernes betydning og resten af præsidenternes retoriske arsenal i bogen Præsidentens Ord, der udkommer den 21. august fra forlaget Alt i Ord: https://www.alt-i-ord.dk
