Connect with us

Hi, what are you looking for?

Kongressen.comKongressen.com

Feature

Dansk life science kan lede vejen ud af krisen

Den danske life science industri har et enormt potentiale for at tiltrække yderligere udenlandske investeringer. Coronakrisen er den perfekte anledning til at lave de justeringer, der skal til for at forløse det.

Af Lars Møller, landechef for Pfizer Danmark – datterselskab af amerikanske Pfizer Inc.

I 2019 eksporterede dansk life science for næsten 130 milliarder kroner. Det er mere end 17 procent af den samlede, danske vareeksport, og på den baggrund virker det passende at kalde life science en grundpille i dansk økonomi. Life science er samtidig en branche, som er relativt resistent over for konjunkturudsving, og med en vækst fra 2018 til 2019 på imponerende 27 procent er det tydeligt at dansk life science er et vigtigt våben i kampen mod den økonomiske nedgang, der potentielt truer ovenpå coronakrisen. 

Life science kan bidrage til genrejsningen af dansk økonomi gennem to væsentlige aktiviteter. Den ene er gennem eksport, og den anden er at tiltrække investeringer fra udlandet, der bringer arbejdspladser, vækst og innovation med sig.

Som dansk datterselskab af en stor amerikansk koncern interesserer vi os særligt for det sidste. Og vi har et kontinuerligt fokus på, hvordan vi kan gøre det endnu mere attraktivt for virksomheder som Pfizer Inc. at investere i Danmark, fx ved at forankre store kliniske forsøg af nye lægemidler her.

Forløs det danske data-potentiale
Når en lægemiddelvirksomhed starter et klinisk forsøg, taler vi om et årelangt projekt, hvor der ofte indgår tusindvis af forsøgsdeltagere. Som dansk datterselskab er der intet, vi hellere vil, end at trække Pfizer-studier her til landet – det arbejder vi faktisk for hver eneste dag.

Der er heldigvis mange stærke argumenter for at placere kliniske forsøg i Danmark. Et andet dansk datterselskab – Novartis – har netop startet et klinisk forsøg med et lægemiddel mod COVID-19 her i Danmark. Landechef Peter Drøidal forklarer det over for MedWatch med, at det lige nu går usædvanlig hurtigt med at få kliniske forsøg godkendt. Samtidig har Danmark dygtige læger og forskere og et stærkt offentligt/privat samarbejde i form af Trial Nation, der sikrer én indgang for alle interessenter i kliniske studier.

Vi er helt enige i Drøidals betragtninger, men vi mener, der mangler ét fundamentalt område, som er en forudsætning for, at dansk life science kan forløse sit potentiale: Bedre adgang til – og brug af danske sundhedsdata.

Kvaliteten af danske sundhedsdata er anerkendt verden over bl.a. på grund af deres omfang, deres kvalitet og muligheden for at koble dem op på cpr-registret. I teorien udgør disse data en guldgrube af viden til forskning, der kan forbedre behandlingen af patienter verden over. Virkeligheden er dog en anden, og virksomheder har svært ved at få adgang til data.

Fornyet politisk fokus
Heldigvis er der fokus på problemet. Venstre og Radikale Venstre har netop meldt ud, at man vil se på et forslag fra Novo Nordisk og Roche om at lancere en vækstplan for life science 2.0, og forskningsordfører fra De Radikale Stinus Lindgreen siger til MedWatch, at styrket adgang til sundhedsdata og offentligt-private samarbejder bør tænkes ind. Det er på tide at blive mere løsningsorienteret, siger forskningsordføreren. Det kan vi kun bakke op om.

Dansk life science er allerede en enorm vækstmotor. Men den kan blive større og mere attraktiv for udenlandske investeringer fra virksomheder som vores, hvis vi skaber bedre adgang til- og brug af vores unikke data; selvfølgelig suppleret af stærk datasikkerhed og opdateret lovgivning.

Jeg håber, at coronakrisen bliver den katalysator, der sikrer, at gode intentioner bliver udmøntet i handling, når det kommer til sundhedsdata, og at vi finder en løsning, hvor virksomheder kan få bedre adgang på ansvarlige vilkår. Det er vigtigt for, at dansk life science får lov at udnytte sit fulde potentiale, og dermed vigtigt for, at Danmark  står bedst muligt rustet til fremtiden.

Written By

Kongressen.com er et uafhængigt netmedie om amerikanske samfundsforhold. Vi grundlagde mediet i oktober 2012 ud fra den ambition at tilføre dækningen af supermagten substans og analyse. Som verdens supermagt spiller USA en helt central rolle for den verden, som Danmark er en del af. Derfor er der behov for at dække såvel amerikansk indenrigs- som udenrigspolitik på en mere kvalificeret og nuanceret måde. Lige som der er behov for at fortælle historier om det amerikanske samfund generelt. Det er det, vi her på Kongressen.com ser som vores fornemmeste opgave at gøre.

Læs også:

Copyright © 2021 Kongressen