I en måske kommende bog kommer tidligere national sikkerhedsrådgiver John Bolton med nogle opsigtsvækkende anklager mod præsident Trump. De inkluderer bl.a. anklager om, at præsidenten skulle have bedt den kinesiske præsident om hjælp med at sikre en valgsejr i november, og en generelt manglende forståelse, viden eller vision for udenrigspolitik. Hvor opsigtsvækkende disse beskrivelser end er, så vil det efter al sandsynlighed ikke ryste præsidenten.
Præsident Trumps tidligere nationale sikkerhedsrådgiver vil efter planen udgive sine erindringer om sin tid i Trump-administrationen i næste uge. Dette prøver præsident Trumps advokater intenst at undgå, men nu er manuskriptet til bogen selvfølgelig sluppet ud alligevel. Bogen giver endnu et indblik i en administration præget af rod og intriger, og af en præsident uden en basal viden om verden – og uden ønske om at få mere viden – og dermed også en manglende vision for amerikansk udenrigspolitik. Ifølge journalister som har fået manuskriptet, tegner der sig i stedet et billede af en præsident, som tager beslutninger ud fra egeninteresse og mavefornemmelser.
Særligt én episode har fået flere mediers opmærksomhed
Ved G20 topmødet i 2019 skulle præsident Trump have bedt Kinas præsident Xi Jinping
om hjælp til at vinde valget i november 2020. Det skulle ske ved massive kinesiske
køb i USA, som skulle hjælpe de amerikanske bønder, som var ramt af
handelskrigen mellem USA og Kina.
Dette er del af et generelt bekymrende billede af amerikanske udenrigspolitik
under præsident Trump, og John Bolton sender da også en bredside afsted mod
demokraterne for at have været for snævertsynede i deres fokus for rigsretsagen
mod præsident Trump. Som
Fox News citerer et uddrag af bogen: ”Had Democratic impeachment advocates not been so obsessed with their
Ukraine blitzkrieg in 2019, had they taken the time to inquire more
systematically about Trump’s behavior across his entire foreign policy, the
impeachment outcome might well have been different.”
Men på trods af fortællingerne, som tegner et lidet positivt billede af præsidenten, så skal man ikke forvente, at de vil ryste præsidenten.
Overordnet set er det ikke noget nyt, at der mangler en kurs og struktur på begivenhederne i Det Hvide Hus, og anklager om en egennyttig udenrigspolitik er heller ikke nyt. Det har ikke fået republikanerne i Kongressen til at vende sig mod præsidenten, og lad os lige minde os selv om, at vi er forholdsvis kort tid fra præsidentvalget. Et brud med en præsident som fortsat er voldsomt populær blandt de republikanske vælgere, er noget nær utænkeligt, og hører primært til i drømmene hos præsident Trumps modstandere.
Historien om samtalen
mellem præsident Trump og præsident Xi fremhæves af flere amerikanske medier,
for den spiller direkte imod den meget offensive retorik, som præsidenten
ellers har lagt for dagen i de seneste måneder, hvor forholdet mellem de to
lande kun er blevet værre og værre.
Men historien kan også nemt spinnes til at tilfredsstille vælgerbasen, for har
præsidenten for det første overhovedet sagt dette, og for det andet kan man spørge
om præsidenten ikke blot har sagt, hvad der skulle til for at sikre gode
betingelser for de amerikanske bønder. Sådan kan det hurtigt spinnes i hvert fald.
I bogen fortæller den tidligere nationale sikkerhedsrådgiver også, at præsident Trump skulle have talt med præsident Xi om byggeriet og brugen af koncentrationslejre i det vestlige Kina til internering af Uighur-folket. Her skulle præsidenten har givet udtryk for sin forståelse for behovet for at bygge sådanne lejre for at sikre stabilitet i landet. Afsløringen af denne samtale vil ryste mange, men følger i fodsporene på Trump-administrationens generelle negligering af menneskerettigheder for ikke at blande det ind i amerikansk udenrigspolitik for at undgå at det går ud over amerikanske interesser.
Historierne om Xi vil også give demokraterne ammunition til at skyde tilbage mod republikanernes anklager, om at Joe Biden skulle være en kinesisk nikkedukke. Det samme budskab kan demokraterne nu smide tilbage i hovedet på præsidenten, og så kan begge parter smide ”Kina” tilbage i hovedet på hinanden som noget grimt uden at overbevise nogen om noget andet end det de troede på i forvejen. Eneste resultat her vil være yderligere fremstillinger af Kina som en fjende – ikke fordrende for en anderledes amerikansk tilgang til Kina.
Den mest sandsynlige strategi vil dog nok være vedholdende angreb mod John Bolton, og igen og igen henvise til ham som værende del af det politiske establishment, som præsident Trump søger at gøre op med, og for at være en af arkitekterne bag USA’s fejlslagne krige i Irak og Afghanistan. Denne strategi har vi set hints af i den seneste tid, mens præsidentens advokater har kæmpet med John Boltons.
I sidste ende vil det
for præsident Trumps støtter være et spørgsmål om anklagerne fra hvad der
fremstilles som et levn fra Bush-æraen som ledte USA ind i krige i Mellemøsten,
vægter højere end begejstringen for præsident Trump, som i deres optik har
leveret overvældende resultater og netop går forrest i en kulturkrig både mod ”the
establishment” og venstrefløjen generelt.
Umiddelbart er det svært at se, at svaret på dette skulle være, at John Bolton
bliver manden som væltede præsident Trump.
