Forholdet mellem de to stormagter er kraftigt forværret som følge af Corona-epidemien, og denne forværring er sket ud fra et allerede dårligt udgangspunkt. Nu har den amerikanske flåde sendt tre hangarskibe til Stillehavet for første gang i flere år. Det er en klar magtdemonstration overfor Kina, som da heller ikke har taget godt imod tilstedeværelsen af de kraftfulde flådeformationer.
Tilbage i 2017 vakte det stor opsigt, da den amerikanske flåde koncentrerede tre hangarskibe af Nimitz-klassen til en fælles øvelse i Stillehavet. Tilstedeværelsen af disse tre hangarskibe med følgeskibe og flere kampfly om bord hvert skibe end visse lande kan præstere i deres samlede flyvevåben var en magtdemonstration mod Nordkorea.
Her tre år senere er der igen tre hangarskibe af Nimitz-klassen
i Stillehavet. Denne gang er det dog ikke Nordkorea, som er modtageren – selvom
de da sikkert også gerne må se med.
Modtagerne denne gang sidder i Beijing, og er del af det stormagtsspil, som vi over
de seneste måneder er blevet intensiveret mellem de to lande.
De tre hangarskibe tilhører den største klasse af hangarskibe, som USA har i sin flåde, og blot tilstedeværelsen af et enkelt er rigelig signalværdi overfor de fleste lande i verden. Det er også højst usædvanligt, at der findes tre til søs i samme region på samme tid, da flådens hangarskibe ofte enten er undervejs fra eller til hjemmebasen, under reparation eller på træningsøvelser. Men ser vi altså en samling af tre hangarskibe på aktive operationer. Sidst det skete, var som nævnt i 2017, da man sendte tre hangarskibe afsted som signal til Nordkorea, men dengang lagde det enormt pres på den amerikanske flåde at sende styrken afsted. Man måtte bl.a. flytte kampfly fra andre hangarskibe over på de tre, som man skulle bruge og prioritere reservedele til dem på bekostning af andre. Man måtte altså kannibalisere andre dele af flåden for at kunne lave magtdemonstrationen. Det lader dog ikke til at være tilfældet denne gang.
Magtdemonstrationen har ifølge amerikanske medier til
formål at signalere styrke overfor Kina, hvor rygterne ellers har lydt på, at
det amerikanske forsvar var presset i bund af bl.a. Corona-krisen. Begivenheder
omkring hangarskibet USS Theodore Roosevelt, som blev tvunget i havn med en
stor del af besætningen smittet med Corona-virus har ikke hjulpet mod denne
fortælling.
Nu vil man altså vise, at man måske har været tvunget tilbage af Corona-virussen,
men at man nu er tilbage.
Dette følger sidste måneds operationer, hvor amerikanske krigsskibe sejlede gennem farvande, som Kina gør krav på i Det Sydkinesiske Hav.
Overordnet set har det militære instrument fået en mere fremtrædende rolle i de seneste adskillige års amerikansk politik overfor Kina. Hvor man i 1990’erne og begyndelsen af 00’erne primært fokuserede på handelsrelationer og håbet om en mere demokratisk udvikling i Kina – med enkelte undtagelser som Taiwan-krisen i 1995-1996 – har man siden 2012 under Obama-administrationen indarbejdet militære redskaber i diplomatiet. I første omgang så man denne udvikling især gennem samarbejdsaftaler med f.eks. Australien om udstationering af amerikanske marinesoldater på rotationsbasis i landet, og andre aftaler om fælles øvelser og stationering af materiel. Man indgik ligeledes en aftale med Singapore om stationering af et af den amerikanske flådes nyeste krigsskibe.
Siden 2012 har man også set en stigning i antallet af såkaldte Freedom of Navigation Operations, hvor amerikanske krigsskibe sejler gennem farvande, som Kina ellers gør krav på. Dette sker for at vise kineserne, at man ikke anerkender deres krav, men i stedet kræver at der kan foregå fri sejlads i farvandene – deraf navnet ”Freedom of Navigation”.
Men at man nu har hangarskibene USS Theodore
Roosevelt, USS Ronald Reagan og USS Chester Nimitz sejlende rundt i Stillehavet
er ikke målrettet ”Freedom of Navigation Operations”, men er et bredere signal
til Kina om, at man fortsat er den dominerende militære magt i regionen, og at
man ikke har tænkt sig at opgive denne position.
Det amerikanske budskab undergraves dog lidt af de kunstige kinesiske øer i Det
Sydkinesiske Hav, som har givet Kina en taktisk fordel ved at muliggøre
stationeringen af missilsystemer og overvågningsudstyr langt fra det kinesiske
fastland, og dermed skubbe Kinas forsvarskæde længere ude i Stillehavet. Frygten
fra amerikansk side er fortsat (og det er en etableret kinesisk ambition), at
Kina på sigt vil kunne etablere zoner, hvor Kina dominerer, fordi amerikanske
hangarskibe ikke vil kunne operere indenfor disse uden at være udsat for meget
høj risiko. Denne frygt giver også anledning til intern diskussion i den amerikanske
flåde om holdbarheden af hangarskibe som kernen i dens operationelle planer.
Men som situationen er i øjeblikket, så er hangarskibe fortsat et af de mest potente tegn på amerikansk militær overlegenhed, og når man fra USA’s side sender tre afsted på samme tid i samme region, så er det uomtvisteligt for at sende et signal til Kina, om at magtbalancen fortsat er i amerikansk favør.
