Krigen i Libyen har taget en ny drejning i, hvad der beskrives som verdens største dronekrig. General Haftar er på retræte, russiske lejesoldater flygter, og Tyrkiet vinder frem. Udviklingen Libyen kan have stor betydning for NATO og Europas sydlige flanke. Indtil videre har USA’s rolle været uklar, men senest har den tyrkiske præsident efter et telefonopkald med Trump udtalt, at der kunne være en ny æra mellem USA og Tyrkiet vedrørende Libyen.
Af Thomas Matthies, Mellemøst-analytiker, Kongressen.com
De seneste uger har markeret et vendepunkt i en kompleks konflikt mellem to koalitioner, der hver især støttes af fremmede stater, hvis konkurrerende regionale dagsordener gør dem uvillige til at acceptere nederlag. Igennem det meste af 2019 havde general Khalifa Haftar medvind i krigen mod den FN-anerkendte GNA-regering i Libyen. Haftar belejrede Tripoli, og mange frygtede, at GNA-regeringen ikke ville overleve. Men i december 2019 sluttede Erdogan sig til kampen på GNA’s side og siden da er krigslykken vendt for Haftar.
Lørdag den 6. juni foreslog den egyptiske præsident, Abdel-Fattah el-Sisi, en våbenhvile, hvilket blev accepteret af Haftar, men blev afvist af GNA. Haftars andre tilhængere, Rusland og De Forenede Arabiske Emirater, bifaldt forslaget. Senest har udenrigsministrene fra Tyskland, Frankrig og Italien også tilsluttet sig kravet om øjeblikkelig våbenhvileaftale.
Men alt denne snak om våbenhvile har vi set før uden resultater, seneste i januar i Berlin. Uden USA forbliver en fred i Libyen usandsynligt. Men hvorvidt og hvordan USA vil blande sig i konflikten, er endnu uklart – især i et valgår, hvor Trump er optaget af en lang række uheldige indenrigspolitiske forhold. Senest nyt er dog, at Erdogan og Trump i et telefonopkald har nåede frem til nogle aftaler og mulige skridt mellem de to lande, men dog uden nogle detaljer. USA’s rolle i konfliktløsningen er derfor endnu uklar.
Russisk tilstedeværelse i Libyen kan være et problem for Europa og NATO
I en ildevarslende vending sagde USA’s Afrika-kommando, at russiske fly fløj fra Khmeimin-flybasen i Syrien til LNA-anlæg i Jufra i det centrale Libyen for at forstærke Haftars styrker. USA’s reaktion på dette har været skarp og udsendelsen af satellitfotos understreger amerikanernes bekymring. Russerne nægter at have sendt kampfly til Libyen som ”fake news” og ”american horror story”. Ifølge general Gregory Hadfield er problemet, ved at Rusland sikrer en permanent position i Libyen, at så kan russerne placere missilsystemer, som vil være en ’game changer’ for Europa, NATO og mange vestlige nationer.
Med næsten 1.000 luftangreb udført af UAV’er (unmanned aerial vehicles) – også kendt som droner – har FN’s særlige repræsentant for Libyen, Ghassan Salame, kaldt konflikten “den største dronekrig i verden”. UAV’er er nyttige af flere grunde. Ikke kun giver de værdifulde oplysninger om fjenden, der kan ses langt væk, men de er i stand til at angribe ethvert mål med en langt højere succesrate. Fly har spillet en stadig vigtigere rolle i den libyske konflikt. Det relativt flade ørkenterræn i nord og kystområderne betyder, at infanteri og kampvogne let kan opdages fra luften.
De 14 fly afspejler Ruslands længerevarende mål om at etablere fodfæste i regionen, der kan true NATO-landene i Europa. Flyene kan hjælpe Moskva til at sikre en geostrategisk fæstning i Nordafrika. Ligesom i Syrien, udvider de deres militære fodaftryk i Afrika ved hjælp af regeringsstøttede lejesoldater, som Wagner Group. Rusland bruger Wagner til at skjule sin direkte rolle og til at give Moskva troværdig benægtelse.
Den potentielle trussel er, at Rusland kan etablere baser på den libyske kyst og anvende permanent anti-adgangs- og afvisningskapaciteter i området, hvilket ifølge US Air Force General Jeffrey Harrigian skaber “meget reelle sikkerhedsmæssige bekymringer på Europas sydlige flanke”. Det østlige Libyen er i sig selv formentligt nok til at opnå dette mål. Moskva har derfor ikke behov for at kontrollere hele Libyen. Et opdelt Libyen vil give russerne mulighed for at have indflydelse over mindst nogle af landets strategisk vigtige territorier og energiressourcer.
Med kontrol over dele af Libyen kan russerne etablere militær- og flådebaser og have en tilstedeværelse i Libyen, som russerne så kan bruge til at projicere deres magt og udvide deres indflydelse i forhold til Sahara-staterne. Ligeledes vil russerne også få andel i genopbygningen af Libyen. For Rusland vil det derfor være nemmere at leve med kun den østlige del af Libyen, omvendt Tyrkiet, som indtil videre ikke har været tilfreds med kun den vestlige del af Libyen.
Hvad er USA’s rolle?
USA har længe ikke haft stor interesse i konflikten. USA har en meget bipolær tilgang til Libyen. På den ene side embedsmændene og på den anden side Trump-administrationen. Embedsmændene og Trump-administrationen er ofte ikke på samme bølgelængde. F.eks. kunne vi se dette sidste år, da Trump ringede til Haftar og udtrykte hans støtte, selvom det gik direkte imod den officielle amerikanske linje, som følger den traditionelle amerikanske udenrigspolitik omkring afskrækkelse af Rusland.
Tyrkiet betragtes i øjeblikket som den vigtigste barriere mod våbenhvile af indlysende grunde: Tyrkiet vinder og kan potentielt genvinde kontrol over yderligere libysk territorium, hvis Tyrkiet fortsætter med at yde militær støtte. Ergo er Tyrkiet mindst interesseret i en våbenhvile. Haftar og hans allierede, herunder Egypten og Rusland, er i øjeblikket meget interesseret i en våbenhvile, men igen er dette af indlysende grunde: De taber. En våbenhvile er derfor i deres interesser for at genvinde fodfæste og undgå at tabe, alt de har vundet i Libyen.
Tyrkiet forsvarer Libyens territoriale integritet og siger, at den legitime regering bør kontrollere landet i sin helhed. I dag ser Tyrkiet ud til at have nået de fleste af sine mål i Libyen. Med Haftars styrker på tilbagetog er Tyrkiet i en perfekt position til at lægge grunden til en politisk løsning på Libyens konflikt, der er gunstig for tyrkernes regionale interesser.
Desværre for Libyen ser det altså ud til, at USA er den eneste, som kan bringe alle krigens partere sammen til en mere længerevarende fredsaftale. Men hvordan og hvorvidt USA vil blande sig, er endnu uklart pga. manglende detaljer efter telefonsamtalen mellem Trump og Erdogan. Der er på nuværende tidspunkt ikke meget vilje, hverken i USA eller Europa, til at bære den tunge byrde, som det er at samle det internationale samfund og skabe fred i Libyen. USA kunne potentielt spille en vigtig rolle i opnåelsen af en aftale om at styrke FN-processen og bekæmpe udenlandsk militær involvering i Libyen gennem tillidsskabende tiltag for at sikre de udenlandske aktører, at en samlet libysk regering ikke ville blive domineret af en udenlandsk stat. Men det er langt fra sikkert, at Rusland, Tyrkiet, Egypten og De Forenede Arabiske Emirater vil acceptere dette resultat. Men man kan i det mindste forestille sig, at de accepterer en aftale, så længe deres modstandere ikke “vinder”, og de ikke “taber” i dette nulsumsspil.
