I et nyt strategidokument gør Trump-administrationen det klart, at forholdet til Kina vil blive defineret ved en konkurrencepræget amerikansk tilgang, og at man i den forbindelse er villige til at acceptere større bilateral friktion. Men denne strategi kører direkte ind i en tilsvarende ny hårdere linje i kinesisk diplomati.
I et nyt strategidokument om USA’s håndtering af Kina
slås det fast, at Trump-administrationen har valgt en grundlæggende ”konkurrencepræget
tilgang”, som skal erstatte de seneste mange års politik. I mange år har man
forfulgt en strategi, som har søgt at få Kina inkluderet i det amerikansk definerede
system som bl.a. Verdenshandelsorganisationen. Håbet har været, at hvis man
inkluderede Kina i den liberale verdensorden, så ville det føre til
forandringer i Kina i en mere demokratisk retning. Fordi man ikke har oplevet
den ønskede forandring i Kina, og fordi kineserne har snydt i systemet ved
bl.a. tyveri af intellektuel ejendom fra amerikanske virksomheder, så har man
besluttet denne ændring i tilgang.
Strategien lægger op til, at det er alle aspekter af den amerikanske statsmagt,
som skal engageres i denne nye tilgang til Kina – det man på engelsk kalder en ”whole
of government approach”. Det er for så vidt ikke noget nyt, at man ønsker en whole
of government approach til Kina, det prøvede man også under præsident Obama. Det
nye er, at alle dele af statsmagten skal følge den nye konkurrencemæssige
tilgang, hvor man under præsident Obama søgte at bruge de forskellige dele til
at opveje hinanden. Det betød, at civile dele af statsmagten kunne stå for en
blødere tilgang, mens man lagde pres med militære midler.
Der har ikke været nogen tvivl om, at
Trump-administrationen allerede fra 2017 valgte en hårdere tilgang til Kina,
som i den nationale sikkerhedsstrategi fra december 2017 blev defineret som én
af USA’s stormagtskonkurrenter – Rusland er den anden.
Denne nye politik rammer dog direkte ind i en ligeså ny kinesiske
udenrigspolitisk kurs.
Under overskriften ”Wolf Warrior” er det kinesiske udenrigsministerium begyndt på en mere selvhævdende kurs overfor omverdenen, og handler om at sikre kinesiske interesser og sikkerhed. Strategien er opkaldt efter to kinesiske action-film med kinesiske specialstyrker i hovedrollerne. Ifølge Casper Wichmann fra ThinkChina, en tænketank som beskæftigers ig med kinesiske forhold ved Københavns Universitet, kan de to film bedst sammenlignes med de amerikanske Rambo-film fra 1980’erne.
Men den nye kinesiske strategi er ikke grebet ud af den blå luft, men er baseret på Kina historiske erfaringer. Det er disse erfaringer, som gør at den kinesiske modvilje mod f.eks. amerikansk pres stikker dybere end som så. For en grundpille i kinesisk sikkerhedspolitik og selvforståelse er, at man aldrig igen skal opleve det man kalder ”Skammens Århundrede”, som var en periode fra midten af 1800-tallet til kommunismens sejr i Kina i 1949. I denne periode lå man under for vestligt pres og led en række ydmygende militære nederlag til disse magter. Det frarøvede Kina sin selvbestemmelse, og den grundlæggende lære som man har taget fra dette er: ”aldrig igen”. Uden en hvis forståelse for dette så vil man risikere igen og igen at løbe panden mod en mur, fordi Kina vil søge at undslå sig udefrakommende indflydelse for enhver pris.
Den nye strategi
Det nye strategidokument som er kommet fra Det Hvide Hus, kommer efter et krav fra Kongressen i forsvarsbudgettet for 2020 om et sådan, for hvordan administrationen tænker at håndtere forholdet til Kina.
Heri slås det endnu en gang fast at man anser de sidste årtiers tilgang til Kina for at have slået fejl, og at man nu er nødt til at tage en hårdere kurs overfor Folkerepublikken.
Man karakteriserer sin tilgang som værende ”principled realism”, hvor der i højere grad er fokus på magtrelationer snarere end den liberale tilgang som i mange år har præget den amerikanske politik, hvor ønsket var en integration af Kina i den liberale verdensorden – med en forhåbning om at politiske forandringer ville følge i Kina. I det nye dokument siger Trump-administrationen, at man nu vil tilgå forholdet til Kina på samme måde som kineserne har gjort det i mange år, nemlig som en konkurrence.
Som del af denne konkurrence vil man stå fast overfor kinesisk pres og det man kalder kinesiske forsøg på at undergrave internationale organisationer. Her forholder dokumentet sig ikke til den måde som Trump-administrationen selv tilgår organisationer som WHO, hvor man direkte vælger at melde sig ud pga. anklager om for stor kinesisk indflydelse.
Det er ikke fordi man ønsker at besejre Kina og faktisk gives der også i strategidokumentet udtryk for, at man ikke går efter et regimeskifte i Kina. Det er altså ikke, fordi man er ude efter kommunistpartiet. Konkurrencen skal bl.a. føres ved engagement med kommunistpartiet og stille det til ansvar for dets handlinger: ”We engage with the PRC [People’s Republic of China, red.] to negotiate and enforce commitments to ensure fairness and reciprocity.”
Men selv med erklæringen om at man ikke søger regimeskifte i Kina, så er der ingen tvivl om, at man søger at tvinge Kina til en adfærdsændring, som skal ske indenfor amerikansk definerede rammer. Og her næsten garanterer historien, at man vil løbe ind i et håndfast kinesisk svar.
En ny kinesisk kurs
I mange år har den tidligere kinesiske leder, Deng Xiaopings formanede ord om at man skulle ”skjule sin styrke og vente” været definerende for kinesisk udenrigspolitik. Man har fokuseret på indenrigspolitisk udvikling og økonomisk udvikling, og ladet andre om den store verdensorden.
Men den tid er forbi nu. Det begyndte især efter
finanskrisen, hvor Kinas position i verden pludselig blev relativt styrket ift.
USA. Derefter begyndte Kina at hævde sig i international politik, og særligt markere
sig i sit nærområde.
Den vel nok mest opsigtsvækkende måde det skete var ved byggeriet af kunstige
øer i Det Sydkinesiske Hav, som skulle tjene to formål: give kineserne
yderligere krav i territoriale uoverensstemmelser i området og som militær
baser langt fra det kinesiske fastland.
Bag både Deng Xiaoping og Xi Jinpings
udenrigspolitiske linjer står dog en fælles erindring, som man vil undgå for
alt i verden. For erindringen om det kineserne kalder ”Skammens Århundrede”
præger nemlig stadig deres tankegang.
Skammens Århundrede blev indledt med Opiums-krigene i midten af 1800-tallet og
fortsatte frem til kommunistpartiets sejr i 1949 og etableringen af
Folkerepublikken Kina. I den periode havde man reelt mistet sin selvbestemmelse,
da vestlige magter igen og igen brugte militære midler til at tvinge kineserne
til følge deres anvisninger. I slutningen af perioden var man også hærget af
borgerkrig, hvor vestlige magter også var involveret i kampen mod
kommunistpartiet under Mao Zedong. I den kinesiske historieskrivning og sikkerhedspolitiske
forståelse, så stoppede den ydmygende tid i 1949, og siden har målsætningen været
at undgå en gentagelse.
I en ny kontekst er vejen til at sikre sig mod
indblanding fra omverdenen, at man viser styrke og sætter foden stærkt ned for
især amerikansk indblanding i bl.a. Det Sydkinesiske Hav.
Den nye diplomatiske linje kaldes ”Wolf Warrior” diplomati efter en kinesisk
pendant til Rambo-filmene, og selvom den også har mødt kritik internt i det
kinesiske diplomati, så er det interessant, at en mere offensiv udenrigspolitiske
linje på denne måde bliver promoveret efter årtiers efterleven af Deng Xiaopings
formaninger.
Så på begge sider af hvad der vil gå hen og blive det definerende forhold i international politik i det 21. århundrede, sætter man altså hårdt mod hårdt på nuværende tidspunkt. For os andre er det dårligt nyt, da det kan ende med, at vi vil blive stillet overfor valget ”os eller dem?”, og det er en situation, hvor handelspolitiske, ideologiske, diplomatiske og sikkerhedspolitiske hensyn vil kunne trække i forskellige retninger. Den balancegang vil Danmark og USA’s øvrige allierede efter al sandsynlighed skulle overveje i nærmeste fremtid, mens de to stormagter puster sig op overfor hinanden.
