Protesterne og urolighederne i kølvandet på George Floyds død er de værste, Amerika har oplevet siden 1968. Har man stadig ikke lært af det, der endte med at koste både Martin Luther King og Bobby Kennedy livet dengang, har mange tænkt de seneste dage. Og med grund.
For en lille uges tid siden dukkede to tweets op i mit feed. Først et fra præsident Trump, der delte en video, hvor der blandt andet blev sagt at den eneste gode demokrat var en død demokrat. Det andet var fra Kerry Kennedy, datter af Bobby Kennedy, der delte billeder af sin far og onkel Jack (præsident Kennedy) med budskabet at Trump med den slags tweets blæste på de politiske liv, der gennem tiden var gået tabt og på de efterladte familier, der stadig savnede deres kære.
Jeg har tænkt en del over begge tweets de seneste dage mens urolighederne har spredt sig rundt om i de amerikanske delstater. Ikke mindst fordi de scener, vi har været vidner til, ikke er set lignende siden den gang tilbage i 1968, hvor først Martin Luther King og dernæst Kerry Kennedys far, Bobby, blev ofre for attentatmænds forfærdelige handlinger.
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg kender Kerry Kennedy. Jeg har interviewet hende flere gange, blandt andet til min bog ‘Modet Til Visioner’ om hendes far og desuden været medvært for hendes besøg i Danmark tilbage i foråret 2018.
Det ændrer imidlertid ikke på, at det er bekymrende at den politiske tone i USA her 52 år efter drabene på Bobby Kennedy og Martin Luther King, er så voldsom, at den amerikanske præsident i fuld alvor deler en video med sine mange millioner af Twitter-følgere med et så voldeligt budskab, som det er tilfældet her. For uanset partifarve, så ligger det så langt fra den grundlæggende respekt, man som præsident bør gå til embedet med. Og så langt fra en forståelse af det ansvar man har som præsident om at være en samlende faktor og ikke en splittende. Sådan er det imidlertid ikke i Amerika anno 2020, hvilket gør at det er nødvendigt for Bobby Kennedys datter at skrive til præsidenten at det sårer både hende, hendes familie og andre pårørende til dræbte politikere, når han deler den slags videoer, som han gør. Det viser desværre at der stadig er lang vej igen før USA en dag bliver det samfund som Martin Luther King og Bobby Kennedy talte om tilbage i 1968. Et samfund uden racisme, et samfund uden vold og et samfund i balance.
Når der i øjeblikket bliver draget paralleller mellem den gang i 1968 og nu, så er det ikke uden grund. Nøjagtig som den gang er det amerikanske samfund dybt splittet, ligestillingen halter gevaldigt og grøfterne er generelt gravet dybe.
Den nat, Martin Luther King døde, brændte det i de fleste store amerikanske byer. Et af de få steder, hvor der var roligt, var i Indianapolis, hvor Bobby Kennedy befandt sig. Kennedy var i gang med primærvalgkampen og skulle tale i et ghettoområde i Indiana. Flere lokale frarådede ham at tage derud, da man ikke mente at man kunne garantere hans sikkerhed grundet den oprørte stemning, som Kings død udløste. Kennedy var dog ikke i tvivl: han ville ud og tale med borgerne om det, der var sket. Ud og vise dem, at han også var ked af det, men at det var vigtigt at forstå, at måden at ære King ikke var gennem uroligheder og optøjer, men gennem kærlighed, medfølelse og medmenneskelighed.
Det er mere end almindelig vanskeligt at se lignende budskaber for sig i Amerika anno 2020. Ikke at de med årene har mistet deres relevans, for det er på ingen måde tilfældet. Tværtimod. Sandheden er desværre den, at retorikken er så konfrontatorisk i øjeblikket, at man ville glo mere end bare almindelig måbende på den amerikanske toppolitiker, der begyndte at tale om kærlighed og medfølelse som en del af løsningen på den aktuelle situation.
Hørte vi det lidt fra Joe Biden i hans tale den anden dag? Tja, måske en smule. Kommer vi til at høre det fra Trump? Næppe.
Når 1968 så jævnligt nævnes i den aktuelle kontekst, kunne det ikke desto mindre være relevant at tænke over, hvad budskaberne var fra de to ledere, der i sin tid mistede livet den gang og hvorfor det stadig giver mening den dag i dag. Og det handler ikke om partipolitik. Det handler om noget langt mere grundlæggende, nemlig medmenneskelighed. Om respekten for det enkelte menneske. Om respekten for forskelligheder.
I de her dage er det præcis 52 år siden Sirhan Sirhan skød og dræbte Bobby Kennedy i et hotelkøkken i Los Angeles, blot to måneder efter Martin Luther Kings død. Siden er der heldigvis sket mange fremskridt på raceområdet i USA, men som de seneste dages begivenheder har vist, så er man langt fra i mål endnu. Forhåbentlig kommer man det en dag i en ikke alt for fjern fremtid. Lige nu er det imidlertid svært at se for sig. I så fald ville en situation som den, hvor Kerry Kennedy er nødt til at appellere til præsidenten om ikke at dele videoer, der taler om døde demokrater som noget godt, slet ikke kunne opstå. Men det gør den desværre. Og det fortæller noget om situationens alvor i Amerika anno 2020.
