Han har været del af nogle af de vigtigste begivenheder i de seneste årtiers dansk udenrigspolitisk historie – og i forholdet mellem USA og Danmark. I sin nye erindringsbog fortæller Ulrik Federspiel om sine 40 år i dansk udenrigstjeneste. En bog som bør interessere enhver med interesse i dansk-amerikanske relationer.
Han sad på ambassaden i Washington D.C., da Danmarks
fodnotepolitik til tider lagde massivt pres på det dansk-amerikanske forhold. Han
var direktør for Udenrigsministeriet, da Muren faldt, og Danmark bl.a. ledte an
i åbningen til de baltiske lande – en politik som blev rost og støttet af USA. Herefter
fulgte en årrække som departementschef i
Statsministeriet før turen først gik til Irland som ambassadør, før han i år
2000 tiltrådte som dansk ambassadør i Washington. Hans flotte karriere sluttede
af som direktør i Udenrigsministeriet frem til 2009.
Kort sagt har Ulrik Federspiel tilbragt det meste af sin karriere i orkanens
øje i dansk-amerikanske relationer, og faktisk dansk udenrigspolitik generelt. I
dag er han formand for Det Udenrigspolitiske Selskab og netop udgivet sine
erindringer med titlen ”Et diplomatisk liv”, som er udkommet på Gyldendal. I bogen
fortæller han om sine næsten 40 år i den danske udenrigstjeneste, og gennem de
næsten 500 sider får man et blik bag tæppet på dansk diplomati. Det er
historien set fra embedsmandens perspektiv, som man får i bogen, og dermed får
man et perspektiv, som på en anden måde inviterer læseren indenfor, end man
ofte får i politikeres erindringer eller historikeres efterfølgende fremstillinger.
Federspiel inviterer en indenfor i maskinrummet af dansk diplomati.
Som eksempel på den måde man inviteres indenfor i maskinrummet, som kan have interesse for læsere af Kongressen.com er den såkaldte ”anløbssag” fra 1988. Her vedtog det danske folketing en dagsorden om at udenlandske krigsskibe, som lagde til i danske havne, skulle gøres opmærksom på, at Danmark ikke tillod atomvåben på dansk territorium i fredstid. Men en sådan politik ville betyde, at amerikanske krigsskibe ville være nødt til at deklarere, om de medbragte sådanne våben, og det stred mod erklæret amerikansk politik. Federspiel fortæller virkelig interessant, om hvordan denne sag lagde massivt pres på det dansk-amerikanske forhold – og i sidste ende ledte det også til et folketingsvalg. Denne sag anslås af den tidligere topdiplomat at være et af de mest kritiske punkter i dansk-amerikanske relationer, og her får vi altså Federspiels perspektiv på dette.
Alt i alt giver Federspiel et interessant indblik i embedsmandsverdenens håndtering af udenrigs- og sikkerhedspolitikken i nyere dansk historie, som bør interessere enhver med interesse for dette emne – og måske nok i særlig grad dansk-amerikanske relationer, som gennem denne bog kan sættes i en større historisk kontekst. Man skal dog være opmærksom på, at netop fokusset på embedsmandsværket gør, at man virkelig bringes igennem de mange led, som hører med til formuleringen og eksekveringen af et lands udenrigspolitik. Det kan nok til tider føles omstændigt for nogen læsere. Men for læseren som vil have en af de mest centrale embedsmænd i nyere dansk udenrigspolitisk histories perspektiv fra orkanens øje, jamen så er der ingen vej udenom Ulrik Federspiels flotte bog.