I dag er det 75 år siden, at Nazi-Tyskland overgav sig, og Anden Verdenskrig i Europa var slut. Det var en tid, hvor nye supermagter kom til at dominere verden, og skulle til at bygge en ny verdensorden op af ruinerne og med mindet om millioner af dræbte – både civile og militære. I dag bør tankerne gå til dem, som kæmpede mod Nazi-Tyskland fra både øst og vest.
Det var afslutningen på flere års krig i Europa, som var begyndt den 1. september 1939 med den tyske invasion af Polen. I dag, den 8. maj, for 75 år siden var så slut – Victory in Europa Day (VE Day) var endelig oprindet. De sidste rester af tysk modstand overgav sig, og freden kunne sænke sig over Europa.
De allierede magter havde allerede delt Europa op imellem sig i respektive interessesfærer, hvor Sovjetunionen blev den dominerende magt i Østeuropa og USA, Storbritannien og Frankrig i den vestlige del. Det var en realpolitisk aftale mellem de allierede magter, som i høj grad var grundfæstet i de ufattelige tab, som Sovjetunionen havde lidt i kampen mod Hitlers Tyskland. Derfor lavede man en sådan opdeling af Europa.
Men USA var også ved at vågne op til en ny virkelighed, hvor erfaringerne fra endnu en verdenskrig krævede en forandring i USA’s tilgang til verden. Efter Første Verdenskrig havde præsident Woodrow Wilson forsøgt at gøre USA til en aktiv partner i hans nye organisation Folkeforbundet, som var en forløbet til det senere FN. Han var dog blevet stemt ned af Kongressen i USA, som ikke ville gå med til medlemskab af en organisation, hvor man var bundet til kollektivt selvforsvar.
Men den tyske overgivelse satte gang i en proces, hvor USA over de næste år skulle binde sig tættere og tættere til Europa gennem sikkerhedsgarantier og økonomisk hjælp. Den erfaring man tog i Washington D.C. af verdenskrigen, var nemlig, at USA var nødt til at spille en mere aktiv rolle i verden. Som generalstabschefen for den amerikanske hær, general George C. Marshall, udtalte kort tid inden krigens afslutning: ”We are determined that before the sun sets on this terrible struggle, our flag will be recognized throughout the world as a symbol of freedom on the one hand and of overwhelming force on the other.”
Den aktive rolle begyndte med skabelsen af internationale strukturer, som skulle sikre en ny verdensorden. Franklin Roosevelt havde oprindeligt en tanke om ”Four Policemen”, som skulle garantere verdensfreden – USA, Sovjetunionen, Storbritannien og Kina. Disse skulle være den udøvende magt for FN, hvor de øvrige medlemslande skulle deltage som generalforsamlingsmedlemmer. Roosevelts idé udviklede sig senere til de permanente medlemmer af FN’s Sikkerhedsråd. Men tanken viser udviklingen i amerikansk tankegang fra Første Verdenskrig, hvor man ikke kunne acceptere en fælles traktat for medlemslandene, hvor man lovede at gå til fælles forsvar mod en aggressor, til slutningen af Anden Verdenskrig hvor den amerikanske præsident forestillede sig USA som en af fire lovhåndhævere i international politik.
Den nye proces ledte til skabelsen af en række af de store internationale organisationer, som vi i dag anser som naturlige elementer: FN, Verdenshandelsorganisationen (WTO) og OECD. Men begyndelsen på Den Kolde Krig førte til splittelse mellem de nu tidligere allierede i øst og vest. For de vestlige lande betød det bl.a. skabelsen af NATO i 1949, hvor USA endegyldigt brød med sin tradition om ikke at indgå i permanente alliancer, en tradition som havde styret amerikansk udenrigspolitik siden landets skabelse.
Det var altså på mange måder en skelsættende dag den 8. maj 1945 for det transatlantiske forhold, som skulle påbegynde genopbygningen af Europa.
Alt imens fortsatte krigen i Stillehavet helt frem til den 2. september 1945, da repræsentanter for den japanske kejser underskrev kapitulations papirerne ombord på slagskibet USS Missouri.
