Præsident Trumps dagsorden om ”America First” handler om at prioritere amerikanske interesser frem for alt. Det har indtil videre betydet en undergravning af den verdensorden, som begyndte at tage form i disse dage for 75 år siden, da allierede soldater besejrede Nazi-Tyskland. Amerikanske lederskab søges i øjeblikket på bekostning af de internationale organisationer, som USA selv var med til at grundlægge under og efter Anden Verdenskrig.
Den 8. maj er det Victory in Europe Day (VE-Day), og i år er det 75 år siden de allierede hære fra øst og vest besejrede Nazi-Tyskland. Men hvad der også skete for 75 år siden, var at en ny verdensorden blev etableret. Lektien som mange amerikanske politikere tog fra Anden Verdenskrig, var at der var behov for aktivt amerikansk lederskab for at undgå en ny storkrig på det europæiske kontinent. Vejen til denne fred gik gennem multilaterale organisationer, som skulle binde lande sammen i dialog og samhandel, således at man ikke gik i krig med hinanden.
Men det vi har set i de sidste tre års amerikansk udenrigspolitik, er et ønske om at prioritere amerikanske interesser på en ny og langt mere kynisk måde, end vi har set før – og det sker nu på bekostning af den verdensorden, som Anden Verdenskrigs-generationen af statsmænd byggede.
I ”America First” optikken er USA blevet snydt i de internationale organisationer. Man har ikke fået maksimalt udbytte af sin supermagtstatus. Derfor stiller præsident Trump strenge krav til reformer. Det er der som sådan ikke noget i vejen for. Men det mønster vi har set indtil videre har været et pres for reformer gennem trusler, passivitet og udtræden.
Vi har set det i præsidentens trusler mod NATO, hvor hans opbakning til alliancens Artikel 5 har været lunke, hvis overhovedet synlig. Præsidentens problem med NATO er de allieredes lave forsvarsbudgetter, som ikke lever op til alliancens aftaler om at bruge 2% af BNP på forsvarsudgifter. Det er ikke et nyt kritikpunkt fra amerikanerne, men præsident Trumps manglende opbakning til Artikel 5 er nyt territorium for amerikanske præsidenter i deres pres på de europæiske allierede. Men et spørgsmålstegn ved Artikel 5 er med til at svække hele eksistensgrundlaget for NATO, da det er det kollektive forsvar, som giver alliancen sin styrke og betydning.
Præsident Trump har også adskillige gange hyldet Brexit og har overfor andre ledere givet udtryk for sin begejstring for briternes vej ud af EU og attituden har æret, at andre lande burde følge. På den måde har præsident Trump altså også lagt op til en undergravning af EU-samarbejdet, som USA ellers har sat pris på som en vej til at sikre et fredeligt europæisk kontinent, så man ikke igen skulle tilbage og udkæmpe en verdenskrig, som man senest var det frem til 8. maj 1945.
Senest har præsidenten rettet sit skyts mod WHO, og
midlertidigt standset USA’s betalinger til sundhedsorganisationen. Dette sker
efter organisationens håndtering af Corona-udbruddet i Kina, og Trump-administrationen
kræver omfattende reformer for at knægte Kinas indflydelse. Der er uden tvivl
masser af punkter, hvor man kan kritisere WHO’s indsats og Kinas indflydelse, men
her ser vi kravet om reformer implementeret ved afstraffelse af organisationen,
hvis ikke den makker ret.
I FN-sammenhæng så man en direkte udtræden af UNESCO, fordi man syntes, at organisationen
var for kritisk overfor Israel. Retfærdigvis skal det siges, at
Trump-administrationen ikke er den første amerikanske administration til at
standse betalinger til UNESCO eller træde midlertidigt ud, men kombineret med administrationens
generelt kritiske linje overfor den internationale organisation er det en del
af det bredere billede.
Verdenshandelsorganisationen, WTO, har også været mål for præsident Trumps uvilje. Her mener man også, at USA er blevet unfair behandlet, og her har midlet til at fremprovokere reformer været passivitet. Her har USA nemlig blokeret udnævnelsen af nye dommere til appeldomstolen i WTO, hvor der normalt sidder syv dommere, og der skal minimum være tre udnævnt for at nå en afgørelse. I december nåede man et punkt, hvor kun der kun var én dommer i appeldomstolen, fordi USA systematisk har blokeret for nye. Denne svækkelse gør, at USA ikke kan kritiseres og dømmes af appeldomstolen, og dermed står Trump-administrationen friere til at føre sine handelskrige med midler, som der ellers har været enighed om, var uønskede.
Den verdensorden som USA stod i spidsen for at skabe i kølvandet på den mest destruktive krig nogensinde var bygget på en antagelse om, at international politik burde dreje sig om en række organisationer, hvor lande kunne udkæmpe deres kampe verbalt, politisk og juridisk – men ikke med våben. Krig kunne ikke afskaffes, men verden har siden 1945 været fri for stormagtskonflikter takket været disse organisationer og teknologier som atomvåben, som har øget behovet for samtale.
Tanken var, at det kunne godt være, at sådanne fora var træge, og der var da heller ikke nogen illusioner om, at USA ikke var ”først blandt ligemænd”, og derfor nød større vægt end mange andre, men udgangspunktet var, at man blev indenfor rammerne af organisationerne til et kollektivt bedste. Denne tanke køber præsident Trump ikke, for her er dagsordenen en benhård prioritering af ”America First”. På trods af administrationens retorik som ind i mellem indeholder elementer af ros og opbakning til verdensordenen baseret på multilaterale organisationer, så har en række handlinger skabt et bekymrende billede af et USA, som er villigt til at undergrave og true de organisationer, som de selv har været med til at skabe, for at sikre reformer til USA’s fordel. Det er derfor ikke uden grund, at man ind i mellem får et indtryk af, at ”America First” sagtens for præsident Trump kan betyde ”America Alone”, for i hans optik har USA styrken til netop at stå alene.
