Det har vakt stor opsigt, at USA har tilbudt et stort millionbeløb til udvikling på Grønland. Ambassadør Carla Sands forklarer, at støtten skal ses som del af den ”kapacitetsopbygning som USA udfører over hele verden”. Det er derfor interessant at se på nogle af tankerne bag den hjælp rundt om i verden, særligt i Afrika. For her kan være forklaringer på USA’s motiver og strategiske implikationer ved hjælpen.
Skrevet af udenrigsredaktør Philip Chr. Ulrich og Arktis-analytiker Morten Tastum
Det mest gennemgående begreb man falder over i strategidokumenter fra Trump-administrationen, som forklarer dens verdensbillede er ”great power competition”. USA befinder sig i en global stormagtskonkurrence med Rusland og i særlig grad Kina, hvor det handler om indflydelse og økonomiske muligheder.
Spørgsmålet om kinesisk indflydelse har også haft en prominent plads i den amerikanske tilgang til det arktiske område, og har også været centralt i den hjælp på $12,1 millioner, som USA netop har tilbudt Grønland til udvikling. I programmet Deadline forklarede ambassadør Carla Sands, at hjælpen skal ses i lyset af den ”kapacitetsopbygning som USA udfører over hele verden.”
For det første er det interessant, at ambassadøren vælger at bruge ordet ”kapacitetsopbygning”, et begreb som af amerikanerne primært bruges i en sikkerhedspolitisk kontekst. Arktis er oplagt et sikkerhedspolitisk anliggende for USA, for det er i USA’s nærområde, som man siden begyndelsen af 1800-tallet har erklæret som sin interessesfære, i hvilken ingen lande måtte blande sig uden amerikansk accept. Vejen til at sikre stabiliteten og sikkerheden i det arktiske område går ifølge amerikanerne bl.a. gennem udvikling på Grønland, og det er her den nye økonomiske hjælp kommer ind i billedet. Det er i denne debat hele tiden vigtigt at huske på, at USA ikke handler med udgangspunkt i danske, grønlandske eller fælles interesser for Rigsfællesskabet men med udgangspunkt i egne interesser. Der er en grund til, at den amerikanske udenrigspolitiske strategi af præsidenten har fået ”America First”.
Derfor er det interessant at se på andre områder, som amerikanerne tilgår med samme indstilling, nemlig at amerikanske sikkerhedspolitiske og økonomiske interesser er udfordret, og vejen dertil går gennem økonomisk støtte fra den amerikanske stat. Her er det oplagt at kigge på den Afrika-strategi, som daværende national sikkerhedsrådgiver, John Bolton præsenterede i december 2018.
Hjælpen til Grønland – en vej til amerikansk indflydelse
Den er amerikanske hjælpepakke til Grønland er på $12,1 millioner, svarende til ca. 83 millioner danske kroner, til civile projekter i Grønland. Efterfølgende har det grønlandske landsstyre meddelt til pressen at de har sagt ja til tilbuddet om samarbejde med USA. Pengene er tiltænkt sektorer der vil gavne den økonomiske udvikling, primært inde for råstofbranchen, uddannelsesstøtte, og turisme. Midlerne kommer primært i form af konsulent- og rådgivningsassistance fra amerikanske eksperter og programmer gennem State Department.
Pengene er taget fra den amerikanske pulje til ulandsbistand, og hvis man ser bort fra at der her kan hentydes til at Grønland er et uland fra USA’s administration, så forefindes der nogle stærke paralleller til den støtte Trump-administrationen giver til afrikanske lande. Under sin præsentation af den nye strategi i en tale i december 2018, kom daværende nationale sikkerhedsrådgiver John Bolton, med nogle interessante udtalelser som meget let kan overføres til den grønlandske situation.
Budskabet var, at når USA gav hjælp til lande i Afrika, ville der blive stillet skrappe krav til modtagerlandet – målet var ifølge Bolton, at hjælpen skulle være effektiv og skabe stabilitet, og interessant for USA, uafhængighed og økonomisk udvikling. Som Bolton meget klart sagde det: “Our new foreign assistance strategy will ensure that all U.S. foreign aid, in every corner of the globe, advances U.S. interests.” Selvom USA endnu ikke har stillet nogen skrappe krav til de penge de har tildelt Grønland, skal vi være påpasselige med hvad de vil tilbyde i fremtiden. Dertil er der en meget vigtig tilgang som går igen i tilgangen til de to regioner: USA’s frygt for Ruslands og særligt Kinas voksende magt i disse områder. USA’s topprioritet er at adressere trusler til deres nationale sikkerhed – noget de påpeger, også nu sker i Arktis. Derudover, gjorde Bolton det klart at de nye økonomiske initiativer i Afrika skulle støtte den amerikanske jobsektor og udbrede den amerikanske adgang til markeder. På samme måde er den støtte de har tildelt Grønland bundet i amerikanske ydelser og rådgivning – ikke hård valuta til civile projekter. Her bør man også gøre opmærksom på at amerikanerne for ikke så mange år siden tildelte serviceaftalen med Thulebasen til et amerikansk firma – noget der ellers har været forbeholdt grønlænderne som en implicit betaling for basens tilstedeværelse.
En ulv i fåreklæder
Man skal altså ikke gøre sig nogle illusioner om at amerikanerne giver denne hjælp til Grønland for deres blå øjnes skyld. Ambassadør Carla Sands præsenterer det ellers i flotte termer i en kronik i Altinget: ”Helt ulig Rusland og Folkerepublikken er Amerikas vision for det arktiske område baseret på gennemskuelighed, samarbejde og demokratiske værdier.
USA vil være den foretrukne partner i Arktis, og vi håber på at opnå et sådant partnerskab gennem et direkte engagement, der fremskynder en bæredygtig udvikling og velstand i regionen, alt sammen baseret på idealer om god embedsførelse, gennemskuelighed og den respekt for menneskerettigheder, der har gjort, at frihedselskende samfund trives.”
Men i sidste ende er det for at sikre amerikanske
interesser ved at holde Kina og Rusland ude af Grønland og i højest mulig grad
minimere de to landes adgang og indflydelse i det arktiske område generelt – og
hjælpe amerikanske arbejdspladser.
Det er det samme formål, som USA har med sin hjælp til Afrika, og her har der
altså som vist været en række problematikker, som er værd at holde øje med.
For som Bolton udtalte i december 2018, så vil lande, som handler imod USA’s interesser, eller stemmer imod dem, ikke vil komme til at modtage støtte i fremtiden: ”Countries that repeatedly vote against the United States in international forums, or take action counter to U.S. interests, should not receive generous American foreign aid.”
Vi skal altså være opmærksomme på, om denne og fremtidige hjælp til Grønland vil komme med krav som vil indsnævre eller reelt fjerne Rigsfællesskabets handlefrihed.
