Min samtale med Carla Sands

I går var jeg inviteret til at være moderator for en samtale med den amerikanske ambassadør til Danmark, Carla Sands arrangeret af Det Udenrigspolitiske Selskab. Den samtale har givet anledning til noget efterfølgende undren for mit vedkommende. Bl.a. ambassadørens vedvarende unuancerede udtalelser om kampen mod Islamisk Stat, og et voldsomt udtryk for den populære disciplin ”China bashing”.

Jeg var i går inviteret til at moderere en samtale med Carla Sands ved et webinar arrangeret af Det Udenrigspolitiske Selskab. Se hele seancen her:

Efterfølgende er der en række ting, som har undret mig og som jeg simpelthen ikke har kunne få til at stemme.

Ambassadøren talte om, hvordan Islamisk Stat, da præsident Trump blev taget i ed som USA’s 45. præsident, dag for dag erobrede nyt territorium og planlagde omfattende angreb mod Vesten. Der er da ingen tvivl om, at IS planlagde angreb mod Vesten, men at sige at IS fortsatte sin ekspansion helt frem til januar 2017, er at underkende den indsats som en international koalition – med bl.a. danske soldater – havde gjort i flere år på det tidspunkt.

Samtidig var det meste af ambassadørens indledende bemærkninger og efterfølgende svar præget af den populære disciplin ”China bashing”. Kina blev beskyldt for mange ting i forhold til Corona-virussen, men også i høj grad for at undergrave internationale institutioner. Igen klinger denne anklage lidt hult, når den kommer fra en repræsentant for Trump-administrationen. Præsident Trump har igen og igen søgt at undergrave organisationer som WTO, WHO, FN, NATO eller EU. Det var dog svært at få andet ud af ambassadøren, end at samarbejdet med allierede var vigtigt for USA og at samarbejde i internationale organisationer i den forbindelse var centralt – ikke lige det hendes chef i Det Hvide Hus ofte udtrykker.

Kampen mod Islamisk Stat var altså i gang
Ambassadøren udtalte i går, at IS frem til præsident Trumps indsættelse fortsat var i gang med sin ekspansion og planlægning af terror mod Vesten. Det er ikke første gang, at ambassadøren retter sit skyts imod indsatsen mod IS i tiden før præsident Trump. Det gjorde hun også ved Folkemødet i 2018 ved et arrangement modereret af vores chefredaktør, Anders Agner. Her konstaterede hun, at kampen mod IS først gik i gang for alvor, da præsident Trump kom til.

Dette er en mærkelig konstatering at komme med overfor et dansk publikum, set i lyset af at danske kampfly var med blandt de første koalitionsmedlemmer, da Danmark igen stod skulder ved skulder med USA, da man begyndte kampen mod IS i 2014.
I oktober 2016 gik man i gang med de indledende manøvrer til en storoffensiv mod Iraks næststørste by, Mosul for at befri byen fra IS. Samtidig var operationer også i gang i Syrien for at bekæmpe organisationen i deres hovedby, Raqqa.

Man kan sagtens diskutere, om man greb situationen an på den rigtige måde, men i bund og grund må man antage, at Trump-administrationen har ment, at det gjorde man, for hvis man sammenligner strategien under præsident Trump med strategien under præsident Obama, så er de stort set ens. Den mest markante forskel er, at præsident Trump har lagt større beslutningskraft over til de militære ledere i forhold til anvendelsen af militær magt. Men den grundlæggende strategi har været den samme.

I løbet af 2016 havde man også tilbageerobret storbyen Fallujah i det vestlige Irak og befriet ca. 40% af det territorium, som IS havde besat i Irak i 2014. Det er altså en markant underkendelse af koalitionsindsatsen – herunder fra danske soldater – som den amerikanske ambassadør er ude i.

Det giver altså klar anledning til undren, at ambassadøren vælger en tilgang, som på den måde underkender den forudgående indsats før præsident Trump kom til. Måske man hellere burde rose den indsats som bl.a. danske soldater ydede fra 2014 til januar 2017.

“China-bashing” i fuld flor
Et gennemgående tema i ambassadørens indlæg var helt klart, at Kina var den store modstander på den internationale scene både for USA og Europa.

Kina fik drøje hug for sin indsats mod Corona-virussen, men også for det ambassadøren fremstillede som generel kinesisk undergravning af internationale institutioner. Det var dog svært at lade være med at tænke på de angreb, som præsident Trump igen og igen kommer med imod de internationale institutioner, som ambassadøren flere gange lagde op til at man ville reformere.

Præsident Trump har flere gange angrebet FN for at være ineffektivt og ikke værende gavnligt for USA’s interesser. Han har angrebet WTO, og har undladt at udnævne dommere til organisationen, hvilket har skadet dens evne til at operere, hvilket dermed skaber en selvopfyldende profeti for Trump-administrationen og dens kritik af WTO. Ligeledes med WHO har præsident Trump annonceret, at man standser sine betalinger til organisationen, mens man undersøger forløbet om Kinas indflydelse i organisationen i begyndelsen af Corona-epidemien. Mens der helt oplagt er kritikpunkter mod WHO, så er det svært at se, hvordan USA vil søge at reformere og lede i de organisationer, som man samtidig tager afstand til og underlægger massivt pres. Det var heller ikke noget ambassadøren som sådan gjorde klart hvordan hang sammen.

Da jeg spurgte ambassadøren, om hun mente at de bærende principper for den nye verdensorden, som vi ser forme sig i disse år var magtpolitik eller værdipolitik og menneskerettigheder, så understregede ambassadøren, at det var det sidste i et vestligt perspektiv.
Her er det dog igen værd at bemærke, at Trump-administrationen langt fra har været fremme i skoene, når det kommer til sikring af værdier og menneskerettigheder rundt om i verden. Det tog præsidenten meget lang tid at kritisere det kinesiske styre for dens tilgang til demonstrationerne i Hong Kong, og det endte kun med en præsidentiel underskrift på Hong Kong Human Rights and Democracy Act, fordi den tværpolitiske opbakning i Kongressen var veto-sikker.
Til gengæld har han vetoet standsning af militær hjælp til Saudi Arabiens krig i Yemen, og undlod ganske udtrykkeligt at kritisere og fordømme det saudiske drab på journalisten Jamal Khashoggi.

Hele den gennemgående ”China bashing” gik hen og blev så gennemtrængende, ligesom den ofte gør for øvrige medlemmer af Trump-administrationen, at den i sin ensidighed kommer til at skygge for meget berettiget kritik.

Noget af min helt reelle undren over min samtale med Carla Sands i går bunder i, at hun vælger at følge talepunkter fra præsident Trump og amerikanske medier, som er uden de nuancer som hun i kraft af sin diplomatiske post ellers burde søge, og så vælger at gøre det overfor et oplyst publikum som Det Udenrigspolitiske Selskab.
Hvorfor ikke vælge at forsøge at indgå i en nuanceret debat om USA’s rolle i verden, som ikke er så sort/hvid, som den Carla Sands præsenterer. For det er bestemt ikke sort/hvidt, og USA’s (særligt præsident Trumps) ageren i internationale relationer vækker undren rundt omkring i verden. Det var derfor temaet for gårsdagens webinar var at tale om “America First”, og hvad det begreb betyder.
Alt i alt kunne man måske have forestillet sig, at opgaven med at besvare dette og andre spørgsmål var blevet grebet mere diplomatisk an – når nu der er tale om den ledende amerikanske diplomat i Danmark.