Æslet & Elefanten om den offentlige sektor

Denne udgave af ‘Æslet & Elefanten’ handler om de omfattende besparelser, som lige nu rammer den offentlige sektor. Demokraterne og Republikanerne kunne som forventet ikke blive enige om en ny budgetaftale, og nu hvor ‘the sequester’ er trådt i kraft, er tonen mellem partierne ikke just blevet bedre

Af David Miller og Casper Strunge

Det politiske klima i Washington D.C. er fortsat lige så iskoldt som foråret foreløbig har været her i Danmark. Gråt, blæsende og uden mange chancer for solstråler i den kommende tid. Helt som ventet lykkedes det ikke partierne at nå til enighed om en ny budgetaftale inden den 1. marts. Derfor er en lang række offentlige besparelser trådt i kraft, hvilket blandt andet rammer forsvaret hårdt. Partierne befinder sig i hver deres ideologiske ringhjørne og udsender ikke just appeller om samarbejde og forsoning. Tværtimod gør Republikanerne alt, hvad de kan, for at tæske løs på Demokraterne og Obama for at have bragt USA i en så penibel situation som den, der nu er opstået. Omvendt benytter Demokraterne en hver given lejlighed til at gøre opmærksom på, hvad de kalder det republikanske hykleri. For hvorfor er det, at Republikanerne gerne vil skære ned i den offentlige sektor, men bare ikke vil have, at det går ud over forsvaret? Slagsmålet om fremtidens offentlige sektor er for alvor i gang. Og det går bestemt ikke stille for sig.

Republikanerne: Demokraterne ignorerer samfundsudviklingen
Den offentlige sektor i USA står for skud, når der skal findes besparelser i de igangværende forhandlinger om et balanceret statsbudget. Den 1. marts trådte en række automatiske besparelser i kraft, hvilket har betydet, at både Demokraterne og Republikanerne nu ikke længere skal forholde sig til nedskæringer eller ej, for nu er nedskæringerne en realitet. Derimod står slaget nu om at flytte nogle af de ‘uhensigtsmæssige’ nedskæringer til andre mindre smertefulde områder.

I hele denne efterhånden lange proces (siden nov. 2012) har Demokraterne med præsident Obama i spidsen forsøgt at tegne et billede af Republikanerne som uansvarlige politikere, der ikke er villige til at lave en aftale. Men sagen er, at forhandlingerne jo repræsenterer to forskellige ideologiske syn på, hvordan samfundet skal udvikle sig, hvilket Demokraterne helt ignorerer, når de beskylder Republikanerne for at ‘blokere’ forhandlingerne.

Generelt vil Republikanerne gerne skære ned i det føderale budget ved at flytte offentlige arbejdspladser til private og dermed sætte gang i en positiv selvforstærkende proces, hvor der reelt skabes mere økonomisk værdi og vækst, ved at beskære det offentlige og give virksomheder bedre betingelser via nedsættelse af afgifter og personskatter. Det er jo traditionel borgerlig politik. Der hvor kæden hopper af, er, når nogle republikanske politikere samtidig ikke vil beskære forsvaret. For spørgsmålet er, om ikke dette er offentlige stillinger på lige fod med sundhedspersonale eller lærere?

På den anden side står Demokraterne med deres traditionelle socialdemokratiske forslag, hvor de rigeste skal beskattes endnu mere, så der kan blive råd til endnu mere velfærd.

Altså en reel forskel på synspunkterne og ikke kun en taktisk blokade fra partierne.

Demokraterne: Bare Republikanerne kunne regne
Det er pudsigt, at dem som er imod en stærk central stat, er dem, som gerne vil vælges til at lede en sådan stat. Jeg taler altså om republikanerne, som fører deres valgkamp med slogans om at formindske statens magt, statens brug af penge og antal ansatte i staten.

Republikanerne har ikke noget problem med, at der gives skattelettelser og tilskud til olieindustrien, de har ikke noget problem med et stort forsvarsbudget, hvor der går mange penge til våbenproducenterne, men de har et stort problem med, at skolerne finansieres tilstrækkeligt, at de fattige ikke skal sulte, at de gamle passes og kan komme på lægebesøg.

Nu er de store automatiske nedskæringer blevet en realitet, eftersom det såkaldte ‘sequester’ er trådt i kraft, altså en aftale fra sommeren 2011 mellem Republikanerne og Demokraterne om automatiske nedskæringer, hvor Republikanerne ikke ville forhøje det daværende loft på statsgælden, uden at der var nedskæringer i sigte.

Fordi de to parter ikke kunne blive enige om, hvilke nedskæringer der skulle være tale om, og fordi republikanerne har et problem med at regne (eller med Bill Clintons ord ”arithmetic”) – altså at nedskæringerne alene ikke kan rette op på hverken statsgælden eller den amerikanske økonomi, men at der skal indtægter i form af skatter til – aftalte de, at der ville ske automatiske nedskæringer, hvis Kongressen ikke kunne blive enige om flere nedskæringer eller finde indtægter. Og det kunne Kongressen ikke blive enige om, så nu har vi altså det nuværende sequester.

Republikanerne siger, at de ikke vil gå med til, at amerikanere skal betale mere i skat. Men de amerikanere, der er tale om, er ikke middelklassen men de allerrigeste amerikanere, som skal betale blot nogle få procenter mere i skat, altså på samme niveau som dengang Bill Clinton var præsident.

Warren Buffets skattesats er mindre end hans sekretærs. De allerrigeste har råd til at betale nogle få procenter mere i skat. Det vil gavne ikke kun statsfinanserne og den amerikanske økonomi, men også de allerrigeste selv, fordi middelklassen vil i sidste ende have råd til at købe mere og derved vil de allerrigeste – virksomhedsejerne m.fl. – få flere penge ind i kassen. En slags ‘trickle up’ teori.

Bare republikanerne kunne regne.

David Miller er formand for Democrats Abroad i Danmark og aktiv Obama-støtte. Skriver fast den demokratiske del af analysen ’Æslet & Elefanten’ på Kongressen.com

Casper Strunge er konservativ folketingskandidat og var senest med til at føre valgkamp for Mitt Romney og Republikanerne i 2012. Skriver fast den republikanske del af analysen ’Æslet & Elefanten’ på Kongressen.com