Coronavirussen har sendt både USA og Europa til tælling. I USA har man efter længere tids nedtoning af krisen endelig indset situationen alvor. I Europa har man til sammenligning været på forkant, selvom et land som Italien står som et skrækkeligt eksempel på corona-krisens hærgen. I Europa har EU svært ved at finde sin rolle, men når coronavirussen på et tidspunkt slipper sit greb om Europa og USA bliver samarbejdet på tværs af Atlanten ganske afgørende.
Af Martin Olsen, Europa-analytiker, Kongressen.com
I Kina forsøger man i øjeblikket at finde frem til coronavirussens såkaldte patient nul. Altså den person, der som den første blev smittet med virus og som utilsigtet har sat store dele af verden på den anden ende. Mens Kina efterhånden har fået styr på coronavirussen, er Europa og USA dog kun i krisen spæde start. Alligevel tegner der sig allerede vidt forskellige strategier for håndteringen af coronavirussen.
I USA nedtonede præsident Trump længe situationens alvor, og coronavirussen blev i stedet forsøgt brugt til egen politisk vinding. Blandt mange amerikanere har det skabt forargelse og vrede at fx landets testberedskab er blevet negligeret og tilnærmelsesvis har været ikke eksisterende. Udadtil har det indtryk af et land, hvis tilgang til corona-smitten er baseret på ad-hoc-løsninger uden hverken struktur, styring eller beredskabsplaner – et land, der simpelthen ikke har haft styr på de helt grundlæggende elementer i sin krisehåndtering.
I sidste uge fik Det Hvide Hus dog for alvor øjnene op for den krise der lurer om hjørnet. Præsidenten erklærede således ‘national emergency’, hvorved der gives adgang til en stor pose penge på 50 mia. dollar. I skrivende stund barsler Det Hvide Hus en økonomisk hjælpepakke på 850 mia. dollar, der bl.a. skal komme amerikanske lønmodtagere til gavn.
Selvom USA er kommet sent i gang, skal man ikke undervurdere USA’s evne til at ”slå igen”. Finanskrisen er et godt eksempel på, hvordan USA med en række gigantiske hjælpepakker slap væsentligt hurtigere ud af krisen sammenlignet med fx Europa, hvis tilgang i højere grad var præget af mådehold og sparepolitik.
Europa bekæmper coronavirussen nationalt
På den anden side af Atlanten kaldes Europa nu coronavirussens nye epicenter. Især sydeuropæiske lande som Spanien og ikke mindst Italien er hårdt ramt. Disse lande har i forvejen haft et økonomisk efterslæb fra finanskrisen med høj statsgæld og arbejdsløshed. For Italiens vedkommende har man en statsgæld på omkring 135% af BNP, hvilket på ingen måde er optimalt forud for en krise som denne. Derfor er det langt fra utænkeligt, at især et land som Italien vil stå særdeles udfordret tilbage, når corona-krisen på et tidspunkt løsner sit greb om Europa.
I Storbritanniens har håndtering af corona-krisen været sammenlignelig med fremgangsmåden i USA, og premierminister Johnson er da også blevet kritiseret for at handle for langsomt. En række tiltag og restriktioner er dog blevet indført de sidste par dage. I både Tyskland og Østrig valgte man tidligt i processen at iværksætte restriktioner som indskrænkning af forsamlinger, lukning af skoler og grænselukning. I Frankrig har præsident Macron indført udgangsforbud og udtalt at Frankrig er i krig – en sundhedskrig. I Spanien, hvor man også er hårdt ramt, var man ligeledes hurtig til at ”lukke” landet ned. I en række øst- og centraleuropæiske har en lang række lande valgt at lukke sine grænser. I Litauen erklærede man ligefrem nødstilstand inden smitten ramte.
Generelt er der tale om en hårdfin balancegang i Europa i øjeblikket. På den ene side må bekæmpelsen af coronavirussen nødvendigvis være forankret i nationale løsninger og prioriteter. EU hverken kan eller skal diktere om offentlige institutioner skal lukkes i Danmark, om man må forsamle sig mere end 100 mennesker i Spanien eller om Polen skal lukke sin grænse. Disse tiltag skal selvsagt være forankret i nationale løsninger, og desuden er sundhedspolitik nationale anliggender. EU kan til gengæld gøre sin indflydelse gældende i form af økonomisk bistand, lempeligere økonomiske regler og ved at sikre indkøb af og adgang til fx medicinsk udstyr. EU skal i en situation som denne kunne samle medlemslandene og indtage en koordinerende rolle i bekæmpelsen af coronavirussen. Alternativet kan blive særdeles dyrt – økonomisk såvel som sundhedsmæssigt – for de enkelte lade.
Spørgsmålet er imidlertid om corona-krisen også vil få politiske konsekvenser i Europa. I både Italien og Serbien har den mangelfulde og langsommelige hjælp vagt stor skuffelse og utilfredshed i begge lande. For Serbiens vedkommende appellerer man nu direkte til Kina om hjælp, mens Italien allerede har modtaget hjælp fra Kina. Sådanne episoder skaber splid i en krisetid og fremmer hverken Italiens eller Serbiens syn på EU. Det er derfor afgørende, at man fra EU’s side træder til, hvor man kan, og viser medlemslande og relevante tredjelande, at man gør alt hvad man kan, for at stå dem bi.
Samarbejdet på tværs af Atlanten bør prioriteres
I disse dage postes der milliarder og atter milliarder ud i økonomierne i Europa og i USA, fordi man på begge kontinenter har set skriften på væggen; nedlukning af arbejdspladser, begrænsning af transportmuligheder og grænselukning vil uundgåeligt få enorme økonomiske konsekvenser for både Europa og USA. En dugfrisk analyse fra den tyske storbank Deutsche Bank tegner et skræmmende hvor eurozonen kan risikere at dets bnp går tilbage med hele 24% i dette kvartal, mens USA’s bnp risikerer at gå tilbage med 13% i samme periode.
Selvom krisen i øjeblikket overvejende håndteres nationalt, vil denne fremgangsmåde formentlig vise sig utilstrækkelig, når man i en ikke særlig fjern fremtid skal klinke de økonomisk og sundhedsmæssige skår, som corona-krisen efterlader. Til den tid vil fælles løsninger, koordinering og samarbejde på tværs af Atlanten blive afgørende for at sikre økonomisk genoprejsning og fremtidige værn mod lignende sundhedskriser.
Samarbejdet mellem Europa og USA har dog mildest talt været udfordret de sidste tre år, hvorfor tiden må vise om viljen er til stede på tværs af Atlanten til at finde fælles løsninger på fælles udfordringer.
