Connect with us

Hi, what are you looking for?

Kongressen.comKongressen.com

Politisk analyse

Kandidaternes store Super Tuesday-sats på sociale medier

Amerikanske vælgere i 14 stater og et territorie går til valgstederne tirsdag, og derfor ruller kandidaterne deres store sociale medie-skyts ud for at nå de potentielle stemmer. Mens Bloomberg bruger millioner på Facebook-annoncer, satser særligt Bernie og Biden stort på Californiens mange delegerede.

Tirsdag d. 3. marts går det løs, når det store slag skal stå, og de amerikanske vælgere i 15 stater skal sætte deres kryds ud for den person, de håber, bliver demokraternes nominerede til valget i november.

Og for de mange kandidater, der stadig er med i feltet om nomineringen, udspiller deres kampagner sig ikke kun på det fysiske kampagnespor i de respektive stater. En stor del af deres strategi kan også ses på særligt Facebook.

Her følger derfor et kig på, hvad de forskellige kandidater har fokus på, når de i disse dage fører kampagne på de sociale medier forud for Super Tuesday. Og vi starter med ham, der hidtil har brugt flest penge på de sociale medier.

Mike Bloomberg
Mike Bloomberg er hoppet sent ind i ræset om at blive USA’s næste præsident. Ikke desto mindre har kandidaten brugt den største pengesum på netop bl.a. sin digitale kampagne sammenlignet med de øvrige kandidater i feltet.

Over 500 millioner dollars har milliardæren fra New York City indtil videre fyret af på sin samlede kampagne, og på de digitale- og sociale medier er mange af de penge bl.a. blevet brugt på en meme-strategi (som den eneste kandidat i feltet), tusindvis af Facebook-annoncer og sågar Snapchat-reklamer.

Fordi Bloomberg er hoppet så sent ind i ræset om at blive USA’s næste præsident, har han også længe givet udtryk for, at han har satset alle pengene – bogstaveligt talt – på en decideret Super Tuesday-strategi. Han har altså ikke været på stemmesedlen ved de allertidligste primærvalg i bl.a. Iowa og New Hampshire.

Derfor er Super Tuesday også Bloombergs store øjeblik, og det kommer i den grad til udtryk på de sociale medier.

Alene på Facebook har Bloomberg brændt langt flere annonce-dollars af på platformen end resten af feltet.

Ifølge The Hill har de demokratiske kandidater til sammen brugt 21,7 millioner dollars på Facebook-annoncer i perioden 25. januar til 23. februar, og af det beløb står Bloomberg for 85 procent af annonce-udgifterne.

Annoncerne afslører også, hvilke stater Bloomberg virkelig satser på. Således har mange-milliardæren brugt over 1,5 millioner dollars på Facebook-annoncer i Virginia alene.

Til sammenligning bruger de øvrige kandidater langt færre penge i de forskellige Super Tuesday-stater.

Kigger vi alene på staten Vermont, står det klart, at Bernie Sanders selvfølgelig satser på at vinde staten, da det er hans hjemstat. Han har således brugt 14.494 dollars på Faceook-annoncer rettet mod vælgerne i staten.

Til sammenligning har Elizabeth Warren brugt 5.150 dollars på annoncer i staten.

Igen er Bloomberg den kandidat, der har fyret flest penge af – i alt 131.531 dollars alene på Vermont.

Om Bloombergs store pengesats på Super Tuesday også bærer frugt, vil kun tiden vise, men i skrivende stund ser det ikke for godt ud for mange-milliardæren, der til trods for lidt nylig medvind i de nationale meningsmålinger, ikke står til at få et prangende valg i mange af Super Tuesdsay-staterne.

Joe Biden
Biden har på ingen måder haft den præsidentkampagne, han havde håbet på, og det er også i den grad både kommet til udtryk i de nationale meningsmålinger og på kandidatens sociale medier.

På Facebook har der været meget stille omkring Joe Biden, der slet ikke er nået med i Facebooks top 10 over kandidater og deres organisationer, der har brugt flest penge på platformen.

Men Bidens store sejr i South Carolina synes at have sat gang i sejlene, for siden i går er der igen blevet annonceret heftigt på Facebook, og Biden har særligt en stat på sigtekornet: Californien.

Således har Biden kørt en række annoncer ud med det ene fokus kun at ramme vælgere specifikt i Californien. Og det giver god mening.

Skal Elizabeth Warren forblive konkurrencedygtig i ræset om en nominering, er det i Californien, hun kan få lidt medvind. Og Bernie Sanders, Bidens pt. Største udfordrer, har en solid base i særligt Californiens mange latino-vælgere.

Bernie Sanders
Og nu, hvor vi taler om Sanders, så er Californien også den stat, hvor senatoren fra Vermont har satset en stor del af sin opsparing på Facebook-annoncer.

Sanders har længe annonceret i staten – endda på spansk, for at imødekomme den popularitet, han oplever som ’tio Bernie’ (onkel Bernie) hos særligt latino-vælgerne, men forud for Super Tuesday, er der virkelig skruet op for annoncerne i ’The Golden State’.

Foruden annoncerne på Facebook, satser senatoren fra Vermont også stort på sin app: BERN app’en.

Sanders er kendt for sin måde at mobilisere sine vælger på, hvilket vi også så ved præsidentvalget i 2016, og med 2020-app’en forsøger Sanders sig med den svære to’er.

Gennem app’en kan frivillige tilføje potentielle Sanders-vælgere blandt deres venner og familie. App’en beder således om både navn, adresse og postnummer. De få oplysninger giver dog Sanders-kampagnen en kæmpe magt, fordi de nu kan gå i gang med at kontakte mulige vælgere og få dem overbevist om at stemme eller at indgå i Sanders græsrodsbevægelse.

Elizabeth Warren
Warren led lidt af en mavepuster i New Hampshire primærvalget, endda en nabostat til hendes egen hjemstat Massachussets, og i lang tid har Warren da også satset en stor del af sine Facebook-annoncepenge på netop Massachussets.

Her ligger hun i skarp konkurrence med Sanders, og Warren skal vinde Massachussets, hvis hun vil beholde lidt momentum og forblive i ræset.

Warren har således i skrivende stund kastet lidt over 50.000 dollars efter annoncer i staten, mens Sanders selv har brugt omkring 59.000 dollars samme sted.

Warren er dog også, som de andre kandidater, på jagt efter Californiens mange delegerede, og en stor del af de annoncer, hun har sendt ud på dagen før Super Tuesday, går efter vælgere i Californien.

Dog er Warrens annoncer en anelse mere spredte ud over resten af Super Tuesday-staterne end annoncerne fra resten af feltet.

Om det er en sikker strategi, får vi snart at se.

Katrine Villarreal Villumsen er uddannet journalist fra Syddansk Universitet og cand.mag. i Amerikanske Studier fra samme sted. Hun har tidligere boet, studeret og arbejdet i Californien, været ansat på Berlingske og i DR Nyheder, og er nu selvstændig og specialiserer sig i at rådgive medier, organisationer og virksomheder i at præstere bedre på sociale medier. Hun underviser desuden i sociale medier i både Danmark og i Norge, ligesom hun har deltaget i en lang række foredrag, oplæg og konferencer om emnet. Tilknyttet Kongressen.com som SoMe-analytiker. Tlf. 3160 5020 E-mail: katrinevillumsen@gmail.com

Læs også:

Copyright © 2021 Kongressen