Donald Trump blev den tredje præsident med en rigsretssag på CV’et, men også med al sandsynlighed den tredje til at blive frikendt. Ved hver rigsretssag har en central diskussion været niveauet af forbrydelsen, der kunne føre til, at en præsident blev fjernet fra sit embede. Ordudvekslingerne om emnet har ikke været kønne undervejs, og Trumps rigsretssag har kun bidraget til at komplicere diskussionen fremadrettet.
Ideen med at kunne føre en rigsretssag mod præsidenten blev af forfatningsfædrene set som en vigtig del af magtens tredeling, der gav Kongressen en sikkerhedsventil overfor præsidentens mulige magtmisbrug. Udfordringen ved denne sikkerhedsventil har dog vist sig, at processen omkring den leder tankerne hen på en regulær retssag, mens der i virkeligheden mere er tale om en politisk debat, fremfor reel bevisførelse. Sådan er det i hvert fald endt, hvor en kerne i de forskellige præsidentielle rigsretssager har været, om en kriminel handling skal bevises, eller om det er nok, at præsidenten har handlet med intentioner, der går imod embedets principper?
Erkendelse af fejl
Jura baserer sig ofte på præcedens, hvor afgørelser fra lignende sager danner grundlag for diskussionen af en nutidig sag. Derfor er udfordringen også det større, når en sag ikke har et fortilfælde, hvilket var situationen med USA’s første præsidentielle rigsretssag mod Andrew Johnson i 1868. Han blev præsident efter mordet på Abraham Lincoln. Johnson var blevet valgt til posten som Lincolns vicepræsident pga. hans status som sydstatspolitiker, der støttede Unionen under Borgerkrigen, men Johnsons tilhørsforhold til Sydstaterne fik ham i problemer efter Borgerkrigen, hvor Sydstaterne skulle indlemmes i Unionen igen. Her trodsede han den Republikansk-dominerede Kongres i flere tilfælde. Særligt i forhold til en ny lov der indskrænkede præsidentens muligheder for at fjerne embedsmænd fra deres poster. Da Johnson fyrede en af Lincolns mænd, krigsministeren Edwin M. Stanton, satte det gang i rigsretssagen.
Johnsons forsvarere i sagen benyttede sig af den retoriske apologi på vegne af præsidenten, hvor fejl i hans personlighed blev erkendt og undskyldt overfor Kongressen. Men dette blev brugt til at understrege, at godt nok havde præsidenten personlige fejl, men dette måtte holdes adskilt fra den type af fejl, der kunne få ham afsat fra embedet. Her blev bl.a. hans støtte til Unionen fremhævet som et tegn på loyalitet overfor forfatningen.
Derudover opstod der en kritik af Johnsons anklagere fra Repræsentanternes Hus, hvor de tog dommen mod Johnson for givet allerede inden retssagen blev ført i Senatet. Slutteligt blev argumentet, at man ikke kunne afsætte en præsident udelukkende for vedkommendes personlige svagheder, hvis disse ikke forbrød sig mod forfatningen, og Johnson klarede med nød og næppe frisag.
Når præsidenten gør det, er det ikke kriminelt
Hvor Johnson selv gik med til at erkende nogle af de fejl, han var anklaget for, så var Richard Nixon længe klart imod at erkende sin skyld i Watergate-skandalen. Hvilket senere kom til udtryk i hans beskrivelse af præsidentembedets beføjelser: “When the president does it, that means it is not illegal.”
Der var med Nixon-sagen i 1973 et stort fokus i Kongressen på at holde processen upartisk, idet der på dette tidspunkt var tale om en Demokratisk-styret Kongres, der kunne risikere at afsætte en Republikansk præsident, der havde vundet sit genvalg stort i 1972. Det betød bl.a., at debattonen undervejs var langt mere høflig end under rigsretssagen mod Johnson over 100 år tidligere. En anden årsag til dette var, at der nu også var kommet TV på processen. Derfor handlede processen i Kongressen ikke kun om at tale til støtter og modstandere i Kongressen, men også til befolkningen, der så med hjemme foran skærmene. Rigsretssagen var også blevet en kamp om folkeopinionen.
Fokus i undersøgelsen var igen på, hvad der var en “impeachable offense” kombineret med hvordan politikerne skulle se på sig selv som jurymedlemmer. Skulle Senatorerne opføre sig som jurister for at forstå sagens substans eller politikere for at forstå Nixons situation. I sidste ende blev Nixon fældet af sine egne ord på bånd, og da det gik op for ham, hvor lidt støtte han havde tilbage i Kongressen, trak han sig fra embedet før rigsretssagen kunne begynde.
Bodsgang for rullende kameraer
Rigsretssagen mod præsident Bill Clinton, den anden i historien, blev på mange måder også baseret på præsidentens egne ord. Hvor Clinton først løj om sin affære med Lewinsky, for senere at undskylde i august 1998. Dette gjorde dog også, at hans forsvarere i rigsretssagen valgte at fokusere på personlige fejl og undskylde dem i stil med forsvarerne af Johnson. Det kunne godt være, at det Clinton havde gjort, gjorde ham til en skidt person, men gjorde det ham skyldig i et brud på forfatningen? Kritikken af Clintons personlige handling var altså universel i Kongressen, men hans forsvarere fokuserede på om niveauet af fejlen retfærdigjorde at fjerne ham fra embedet. Det blev erkendt at han havde lavet fejl, men at disse ikke måtte forhindre ham i at være præsident, og Clinton klarede frisag takket være et flertal af Demokrater i Senatet.
Benægt, benægt, benægt
I modsætning til sine to forgængere i rigsretssammenhæng, så har præsident Donald Trump på ingen måde erkendt sig skyldig i noget. Trump har under hele rigsretssagen talt højlydt om endnu en heksejagt fra Demokraternes side. Hans forsvarere har også angrebet processen undervejs, hvor forskellige konspirationsteorier er blevet fremhævet som motiv for undersøgelsen, fremfor at modbevise det som Trump egentlig står anklaget for i rigsretssagen. Samtidig har forsvarerne blankt afvist, at der var noget galt i det opkald Trump havde med Ukraines præsident Volodymyr Zelensky.
Det har snarere været enkelte af de Republikanske Senatorer, som Lamar Alexander og Marco Rubio, der har erkendt, at præsidenten har begået alvorlige fejl, men samtidig understreget nok engang at det ikke var nok til at fjerne Trump fra posten. Her har argumentet bl.a. været, at det ville være mere skadeligt for landet at fjerne Trump, end at lade ham blive på posten. Dermed er det igen blevet til et definitionsspørgsmål om, hvad der kan beskrives som en stor nok ’forbrydelse’ til at præsidenten bør fjernes fra sit embede.
Republikanernes ord kan ramme dem igen i november
Ideen om at præsidenten eller politikerne i Kongressen ikke må angribe selve processen synes forældet i nutidens partipolitiske klima. Men hvis processen angribes af præsidenten og dennes repræsentanter, kan en frifindelse så bruges til noget? Clinton opnåede i sidste ende sympati i den brede befolkning fremfor fordømmelse, netop med undskyldningen for sin opførsel der åbnede op for en adskillelse af politikeren og den private person, der havde opført sig dumt. Det samme er svært at se ske for Trump efter rigsretssagen, udover i forhold til den vælgerbase han allerede har i sin hule hånd.
Trump har selv bidraget til at fjerne ideen om det upartiske i processen med sin angrebsretorik og konstante brug af øgenavne på Twitter. Trump vinder måske point hos sine tilhængere og selve rigsretssagen på den korte bane, men på den lange bane vil han ikke kunne bruge det til så meget, netop fordi forsvaret har været, at processen har været illegitim fra start af. Selv hvis Trump ikke bliver dømt, vil sagen sidde på ham, som de mange andre sager, der har forarget hans modstandere, men styrket hans position blandt tilhængerne.
Fortolkningen af rigsretssagen er på mange måder blevet givet videre fra Senatet til folket i form af præsident- og kongresvalget senere på året. Samme taktik blev benyttet ved udskydelsen af højesteretsdommervalget af Merrick Garland i 2016. Der vil dog være en hel del mere på spil for partiet i denne omgang. Skal man dømme ud fra reaktionerne ovenpå rigsretssagens forventede udfald, så er Demokraterne klar til at bruge Senatorernes ord mod dem selv til november. Partiets definition af niveauet for Trumps forbrydelse mod forfatningen kan meget vel ende med at blive defineret som en mørklægning i stedet.
