Mike Pompeo har efterspurgt mere støtte fra en række europæiske lande i forbindelse med drabet på den iranske general Qassem Soleimani. Og den amerikanske udenrigsminister rammer hovedet på sømmet, når han siger, at den europæiske støtte til USA har glimtet ved dets fravær. Tyskland, Storbritannien og Frankrig står nemlig fortsat vagt om atomaftalen med Iran som USA forlod sidste år, og som i disse dage virker mere død end levende. Falder atomaftalen endegyldigt til jorden, står EU-landene i sikkerhedspolitisk sammenhæng nok engang tilbage som den lille over for USA. Fra EU’s side er der dog i stigende grad et ønske om at unionen bliver en aktiv aktør snarere end en passiv observatør i internationale politiske sammenhænge. Samtidig kan den franske præsident vise sig at få en afgørende rolle i konflikten mellem Iran og USA.
Af Martin Olsen, Europa-analytiker, Kongressen.com
Det kom som en stor overraskelse da USA d. 3. januar meddelte verden, at man havde dræbt den højtstående iranske general Qassem Soleimani. Efterfølgende blev argumentet fremført, at drabet på Soleimani var at sammenligne med et drab på den amerikanske vicepræsident. Selvom denne sammenligning kan diskuteres, har det været den gængse antagelse, at Iran ville slå hårdt igen. Det første modsvar kom d. 8. januar, da Iran angreb to militærbaser i Irak, hvoraf den ene husede både amerikanske og europæiske soldater.
Drabet på Soleimani fremtvang naturligvis reaktioner i de store europæiske hovedstæder, hvor reaktionerne dog virkede relativt ukoordinerede. Den tyske udenrigsminister Heiko Mass udtalte lettere irriteret, men dog med sædvanlig diplomatisk diskretion, at drabet på Soleimani ikke gør det nemmere at håndtere situationen i Mellemøsten. Samtidig understregede han med slet skjult hentydning til USA, at snakken om yderligere sanktioner mod Iran ikke er videre hjælpsom, fordi Iran skal overbevises med argumenter i stedet for trusler.
Emanuelle Macron gik i stedet i direkte dialog med Iran, som han forsøgte at tale fra handlinger der kunne eskalere situationen yderligere. Macron er formentlig den rette mand til den opgave, idet han sidste år var meget tæt på at få et møde i stand mellem Donald Trump og Irans præsident Hassan Rouhani. Selvom Macrons forsøg mislykkedes, er det i sig selv en bemærkelsesværdig præstation, fordi en amerikansk og iransk præsident ikke er mødtes i over 40 år. Macron vurderes fortsat at have et fornuftigt forhold til Iran og derfor spekulerer bl.a. det amerikanske medie Politico (https://www.politico.eu/article/macron-eyes-role-as-trump-united-states-iran-peacemaker/) i, om Macron kunne blive en slags fredsmægler mellem USA og Iran.
I London har Boris Johnson fået kritik for sin manglende tilstedeværelse, selvom han relativt hurtigt udtalte, at han ikke ”begræd” drabet på Soleimani. Johnsons tilbageholdenhed skyldes formentlig, at Storbritannien finder sig selv i en svær situation i øjeblikket. På den ene side skal man sikre et godt forhold til USA som kun vil blive endnu vigtigere for Storbritannien, når man om kort tid forlader EU. På den anden side støtter Storbritannien fortsat atomaftalen med Iran og har derfor også en række hensyn i den forbindelse.
Iran-konflikten udstiller forskellene mellem USA og EU-landene
Det er bemærkelsesværdigt hvor begrænset støtten til det amerikanske angreb har været fra de store EU-lande. Dette er også blevet bemærket i Washington, hvor USA’s udenrigsminister, Mike Pompeo, fik understreget, at han havde forventet mere af Tyskland, Frankrig og Storbritannien. Men i forhold til Iran må USA kigge langt efter ubetinget europæisk støtte. Spørgsmålet om hvordan man bedst muligt imødegår truslen fra Iran udstiller nemlig de grundlæggende forskelle i tilgangen til international politik i henholdsvis EU og USA i disse år.
Både EU-landene og USA deler imidlertid frygten for at Iran får atomvåben, men er i dag meget uenige om, hvordan man forhindrer det i at ske. I 2015 blev bl.a. Storbritannien, Frankrig, Tyskland og USA enige med Iran om den aftale der ofte blot benævnes ”atomaftalen”. Da man indgik aftalen, blev den set som et diplomatisk mesterværk skabt i multilateralismens ånd. Skåret ind til benet gjorde aftalen det muligt at inspicere og overvåge Irans brug af nukleare materialer, til gengæld blev en række sanktioner mod Iran ophævet.
Donald Trump har længe været stor modstander af aftalen, som han i maj 2018 trak USA ud af. Den amerikanske præsident mente ikke at aftalen var omfattende nok, og han forsøger nu i stedet at ”muskle” sig til en løsning på Iran-spørgsmålet ved at pålægge Iran en lang række økonomiske sanktioner.
Storbritannien, Tyskland, Frankrig og EU-institutionerne mener til gengæld at atomaftalen fra 2015 er det eneste velfungerende instrument til at sikre, at Iran ikke udvikler atomvåben. Så sent som d. 12 januar bekræftede Tyskland, Storbritannien og Frankrig i en fælleserklæring, at de fortsat står vagt om aftalen selvom Iran nu flere gange har brudt sig mod dens forpligtelser.
USA går altså enegang, mens EU-landene febrilsk forsøger at holde fast i aftalen. Med andre ord: ‘America First’ vs. diplomati og multilateralisme i en nøddeskal.
Meget tyder dog på at EU-landene nok en gang bliver den lille. I hvert fald er det svært at forestille sig, hvordan atomaftalen skal leve videre hvis hverken USA eller Iran overholder den.
Iran har tidligere ved flere lejligheder indikeret, at man ville være parat til at overholde aftalen, hvis europæerne fandt en løsning, der kunne kompensere Iran økonomisk for de tab landet oplever som følge af amerikanske sanktioner. EU har således etableret en kompensations-mekanisme kaldet INSTEX, men Irans gentagende overtrædelser af atomaftalens forpligtelser viser, at landet endnu ikke har tillid til dette system.
EU vil styrke sin tilstedeværelse i Irak
Selvom det efterhånden ser særdeles svært ud at holde atomaftalen i live, er der udbredt enighed i EU om at man må engagere sig mere i Mellemøsten. Sådan lød de umiddelbare reaktioner i hvert fald efter udenrigsministermødet i Bruxelles d. 10. januar. Her enedes man om at styrke sit engagement i Irak, hvor man i en årrække har forsøgt at bekæmpe Islamisk Stat og skabe mere stabilitet.
Samtidig understregede den nye præsident for Det Europæiske Råd, Charles Michel, at EU bør indtage en større og mere styrende rolle når man engagerer sig i Mellemøsten. Gør man ikke det, risikerer man at indtage en plads på sidelinjen mens slagets gang styres af andre aktører.
At Mellemøsten spiller en strategisk vigtig rolle for EU, blev tydeliggjort i forbindelse med borgerkrigen i Syrien, som resulterede i massive flygtningestrømme mod Europa. Derudover spiller Charles Michels ønske om et styrket EU i Mellemøsten ind i den nye Kommissions generelle fokus på at gøre EU til en vigtigere global spiller.
EU og EU-landenes tilgang til Iran vidner om et forsøg på at stå fast på egne interesser uden at følge USA betingelsesløst. Men som så ofte før tyder meget på, at EU-landene igen bliver den lille og ikke for alvor evner at trumfe egne prioriteter og interesser igennem når international politik bliver sikkerhedspolitik. Her står EU og de store EU-lande fortsat handlingslammet tilbage, mens USA svinger taktstokken.
