For et år siden indledte 14-årige Alexandria Villasenor sin skolestrejke for klimaet foran FN’s hovedkvarter i New York. Sammen med aktivist-veninden Greta Thunberg har hun været med til at sætte klimakampen på dagsordenen, ikke bare i Europa, men også i USA. Kongressen.com har mødt den unge klimaforkæmper til en samtale om kampen for et bedre klima
Fredag den 14. december 2018 satte den 13-årige Alexandria Villasenor sig på en bænk uden for FN’s hovedkvarter ved East River i New York City. Med sig havde hun to papskilte. ‘School Strike 4 Climate’ og ‘COP24 failed us’ lød budskabet. Statsledere fra hele kloden havde netop været samlet til det årlige klimatopmøde i FN-regi, og resultatet var langt fra godt nok, mente den 13-årige New Yorker. Derfor satte hun den morgen ikke kursen mod sin skole på Upper West Side, men i stedet til Dag Hammarskjöld Plaza for at udtrykke sin utilfredshed med de ældre generationers mangelfulde indsats på klimaområdet.
Mindre end et år efter at Alexandria Villasenor satte sig alene på en bænk foran FN’s hovedkvarter med to papskilte, sejlede hendes jævnaldrende svenske aktivist-veninde, Greta Thunberg, ind i havnen i New York. Sammen med andre unge stod de i spidsen for en global klimamarch, som alene i New York City fik mere end 300.000 på gaden.
Kongressen.com har mødt den nu 14-årige Alexandria Villasenor til en samtale om det første år med klimastrejker, statsledere der svigter deres klimaansvar og hvorfor det lige netop er nu, at de unge mennesker har fået nok.
Hvordan startede dit klimaengagement egentlig?
“Jeg var på besøg hos noget familie i Californien til Thanksgiving. En stor brand – faktisk den værste i statens historie – brød ud og røgudviklingen var så massiv at den nåede hele vejen til den by, jeg befandt mig i. Vi prøvede at holde røgen ude af huset ved at rulle våde håndklæder sammen og lægge dem rundt om vinduerne. Men det var svært og fordi jeg er astmatiker, måtte jeg rejse tidligere hjem til New York end planlagt. Simpelthen fordi jeg fik det dårligt. Jeg var ret oprevet, ikke mindst fordi min californiske familie jo stadig var i Californien og dermed i nærheden af branden. Så jeg begyndte at læse op på brandene for at prøve at forstå, hvorfor de opstod og blev så massive. Det var der, jeg begyndte at se, at det hang sammen med klimaforandringerne. Og des mere jeg læste, des mere gik det op for mig, at det her jo ikke kun var et problem i Californien. Det her er et globalt problem. Jeg bestemte mig for at jeg ville engagere mig i arbejdet for at bekæmpe klimaforandringerne og den 14. december 2018 startede jeg min ugentlige skolestrejke foran FN’s hovedkontor. Det var den sidste dag af COP24 og jeg har strejket hver fredag lige siden. Og blev sammen med Greta involveret i Fridays For Future bevægelsen. Det fantastiske er at den bevægelse har samlet alle os, der aldrig var aktivister før og givet os en fælles stemme som nu bliver hørt.”
Er det altid det samme sted du sidder eller hvordan foregår det?
“Ja, det er altid lige foran FN’s hovedkontor, lige ved besøgsindgangen. Nu har jeg været der så længe, at selv sikkerhedsvagterne kender mig. Nu kommer der en hel del andre og er en del af strejken, både fra USA og fra andre lande. Det er virkelig fedt.”
Så da du startede det her for et år siden, gik du i skole almindeligt fra mandag til torsdag og om fredagen tog du så hen til FN’s hovedkontor ved East River og demonstrerede?
“Lige præcis. Jeg gik i en skole i Upper West Side i New York. I det her skoleår har jeg valgt at være hjemmeskolet, fordi jeg rejser så meget.”
Da jeg var 14, var fredag en dag, jeg glædede mig til, fordi det betød weekend, hvor man kunne sove længe og hænge ud med venner og familie. Du og de andre aktivister bruger jeres fredage på at demonstrere. Hvorfor tror du, at det sker nu? Hvad har ændret sig i løbet af de snart mange år, der er gået, siden jeg var 14?
“Klimakrisen bliver værre for hver dag der går. Derfor bliver stadig flere unge engageret i at bekæmpe klimaforandringerne. Der kommer stadig mere fokus på det og det gør at endnu flere slutter sig til bevægelsen. Fridays For Future gør meget ud af at fremlægge den forskning, der udkommer på klimaområdet og dele det med de unge over hele verden. Det er med til at oplyse og der er ingen tvivl om, at oplysning er med til at få folk op af stolene. Min generation vil mere end nogen anden generation mærke konsekvenserne af klimaforandringerne. Der er kun 11 år tilbage til at rette op på det her. Derfor skal der ske noget.”
Du stod på kajen i New York og modtog Greta Thunberg, da hun kom sejlende på tværs af Atlanten for, sammen med dig og de andre, at være med til FN’s generalforsamling tilbage i september. Tusindvis af demonstranter var på gaden sammen med jer. Hvad betød de dage for jeres aktivisme?
“Det var en vild uge. Jeg hentede Greta ved hendes båd og talte ved den efterfølgende pressekonference. Det var en stor dag og skønt at kunne byde hende velkommen i New York efter en lang sejltur. Der var utrolig mange mennesker, som var mødt op. Og ved den efterfølgende demonstration i New York, som jeg var med til at arrangere, kom der omkring 315.000 mennesker. Det lukkede hele Financial District ned, fordi der var så mange på gaden. Selv borgmester Bill De Blasio var der, så det var fantastisk. Alle os unge mennesker sammen på gaden for at sende et klart budskab til statslederne i FN, nemlig at de har et ansvar og det skal de leve op til. Det har de ikke gjort gennem mange år. Det var også derfor at Greta, jeg og nogle af de andre – i kølvandet på Gretas tale – afleverede en formel klage til FN om at vores rettigheder som børn i øjeblikket bliver krænket af verdens ledere fordi de ikke gør noget ved klimakrisen. Helt konkret var klagen rettet mod Argentina, Brasilien, Tyrkiet, Frankrig og Tyskland. Og grunden til, at vi gjorde det, var at vi mener, at det er nødvendigt, at statslederne bliver stillet til ansvar, når de svigter deres ansvar.”
Når du tænker tilbage på den første dag, hvor du første gang satte dig på en bænk foran FN’s hovedkontor hele alene med et skilt med teksten ‘School Strike 4 Climate’ og et med teksten ‘COP24 failed us’ og så til marchen, hvor du stod i spidsen for mere end 300.000 mennesker i New York, hvad er det så for en udvikling, der er sket og hvorfor er det gået så hurtigt, tror du?
“Nogle af de første gange, hvor jeg sad der helt alene regnede eller sneede det, og i det hele taget var det bare koldt og råt vintervejr. Men da jeg havde været der omkring ti uger, begyndte andre unge at slutte sig til mig. Og så udviklede det sig ellers hurtigt derfra. Men nej, jeg havde aldrig drømt om at vi ville mobilisere så mange mennesker, både i New York og i resten af verden.”
Det er ikke nogen hemmelighed, at USA er splittet i spørgsmålet om klimaforandringer. Har jeres bevægelse mest fat ude i kyststaterne eller er folk også ved at stige på i midtvesten?
“Ja, det synes jeg faktisk. Også i konservative stater slutter stadig flere unge sig til bevægelsen. Jeg tror også, det hænger sammen med at vi unge ikke ser det her som et politisk spørgsmål. Det handler ikke om hvilket parti man støtter. Det handler om, at der skal ske noget. For det nytter ikke noget, at politikerne snakker om, hvad der er politisk muligt. Det handler om, hvad der skal gøres for at redde planeten. Så ja, vi står stærkt i kyststaterne, men begynder også at få godt fat i midtvesten. Det er dejligt, for det handler om vores alle sammens fremtid, ikke partipolitik.”
Hvad er det for en følelse, du og de andre sidder tilbage med over for både min og de endnu ældre generationer over den noget begrænsede indsats på klimaområdet?
“Det er frustrerende at se, hvordan verdens ledere har ignoreret alle de mange forskellige tegn på klimakrisen, som har været der gennem mange år. De har ladet sig styre af økonomiske interesserer og ikke hvad der var bedst for planeten. Og det er frustrerende. For ingen kan være i tvivl om, hvad der sker og hvor alvorligt det er.”
Min ældste derhjemme er på din alder. Hvad er budskabet til hende og til alle de andre, der læser artiklen her?
“Der er mange forskellige måder, man kan engagere sig på. Man kan demonstrere, man kan være med til at organisere, men det er mindst lige så vigtigt at være med til at sørge for at være med til at sikre at folk er oplyste. Altså være med til at dele den viden og den forskning, der er på klimaområdet. Både i skolen og i dit lokalmiljø. Læg pres på de lokale politikere og sørg for at stille dem til regnskab, når de svigter deres ansvar.”
Jeg har læst et sted, at du gerne vil arbejde for FN når du bliver voksen. Er det fordi, du ved at du kan gøre det bedre end det, der bliver gjort nu?
“Det kunne være spændende at arbejde for FN. Det er i hvert fald vigtigt for mig at blive ved med at være engageret i det humanitære. Og i menneskerettigheder. Det er det afgørende for mig.”
