Iran oplever i disse dage og uger uroligheder over hele landet. Men er de tegn på noget større under opsejling? De seneste måneder har vi set et Iran, hvor økonomien skranter og hvor iranerne i højere grad kaster sig ud i risikable gambles, som f.eks. angrebet på saudiske oliefaciliteter eller krisen i Hormuzstrædet, for at hive USA tilbage til forhandlingsbordet. Men er alle disse udenrigs- og indenrigspolitiske hændelser tegn på at Trumps Iran-politik virker, eller er det blot en fortsættelse af den revisionistiske iranske udenrigspolitik i Mellemøsten?
Af Thomas Matthies, Mellemøst-analytiker, Kongressen.com
Irans øverste leder, Ayatollah Ali Khamenei, har sagt, at han støtter en stigning i brændstofpriser, der har skabt protester og uroligheder over hele landet. Protester brød fredag den 15. november ud i Iran, efter at regeringen uventet meddelte, at den rationerede benzin og fjernede subsidier – hvorfor priserne steg med 50%. Beslutningen blev mødt med stor vrede i et land, hvor økonomien allerede er hårdt presset. For at takle urolighederne blev internettet lukket ned lørdag eftermiddag og indenrigsminister, Abdolreza Rahmani-Fazli, sagde at myndigheder og sikkerhedstjenesten ikke vil have “andet valg” end at træde ind og genoprette roen, hvis “ulovlige” handlinger fortsætter. Og dette sker på trods af, at den iranske præsident, Hassan Rouhani, ellers i starten af november annoncerede, at man havde fundet et stort nyt oliefelt med omkring 53 milliarder tønder råolie, et fund, der kunne styrke landets økonomi som er hårdt ramt af de amerikanske sanktioner. Men selvom det er en af verdens største olieproducenter, har Iran begrænset raffineringskapacitet, og sanktionerne har gjort det vanskeligt at få reservedele til deres olieanlæg. Protesterne er således de seneste tegn på, hvor presset den iranske økonomi er efter genindførelse af amerikanske sanktioner.
Den amerikanske energy information administration (EIA) rangerer Iran som verdens fjerde største indehaver af oliereserver og den næststørste indehaver af gasreserver. Men hvis størrelsen på de nye oliereserver viser sig at være nøjagtig, vil det løfte Iran til en tredjeplads, lige under Irans regionale fjende, Saudi-Arabien. Men hvilken betydning kommer det til at få? Om Iran vil drage fordel af olien, er stadig uklart, fordi Iran har svært ved at sælge sine fossile brændstoffer i kølvandet på USA’s sanktioner. Det har altså begrænset Irans olieeksport væsentligt og forårsaget en skarp økonomisk nedgang. Den iranske valuta er faldet i værdi, mens inflationen er sendt på en himmelflugt. Der har derfor været en øgning i spændingerne i den Persiske Golf efter genindførelsen af sanktionerne.
Men er den revisionistiske udenrigspolitiske kurs fra iranernes side et resultat af amerikanske sanktioner? Det er efterhånden velkendt, at når man ser på Trumps udenrigspolitiske værktøjskasse, at han foretrækker de økonomiske redskaber. Trump er på mange måder en gammel merkantilist. Dette blev illustreret senest i forbindelse med Tyrkiet, hvor Trump lovede at ”ødelægge Tyrkiets økonomi”, det er også tydeligt at se ud fra handelskrigen med Kina – og selvfølgelig nu, også i forhold til sanktionerne mod Iran, hvor Trump viser, hvor meget han har sat sin lid til den økonomiske hammer, som redskab til at banke Iran på plads. Vi er nu inde i det sidste år af Trumps embedsperiode, det er derfor tid til at gøre status over Trumps udenrigspolitiske succeser – og det er derfor relevant at spørge: Virker Trumps Iran-politik endeligt?
Irans atomprogram før Trump
I 2015 indgik Obama en atomaftale med Iran kendt som ’Joint Comprehensive Plan of Action’ (JCPOA). Det kom efter flere års spændinger over Irans påståede bestræbelser på at udvikle atomvåben. Med Obamas atomaftale lovede Iran at begrænse sine følsomme nukleare aktiviteter og tillade internationale inspektører adgang, til gengæld mod at USA ophævede deres økonomiske sanktioner. Problemet er dog at atomaftalen, ifølge mange af USA’s regionale allierede, kun forsinkede Irans atomprojekt i stedet for at afslutte den endegyldigt og ikke gjorde noget for at stoppe Irans aggression eller støtte til terrorisme. Ligeledes fandt israelske efterretningsoperatører et hemmeligt, ikke-erklæret “lager” for iransk atomvåbenforskning i Turquzabad, hvor Iran angiveligt lagrede radioaktivt materiale – altså et brud på atomaftalen.
Meget er sket siden da, men hvorfor blev denne aftale en realitet? Ifølge den tidligere israelske direktør for Mossad, Meir Dagan, er der en god forklaring herpå. Dagan var nemlig en stor tilhænger af ’målrettede snigmord’ som metode, hvilket bl.a. betød at imens amerikanerne pressede Iran økonomisk med sanktioner, så slog Israels efterretningstjeneste de iranske atomforskere ihjel og dermed bragte det iranske atomprogram til en standsning og tvang iranerne til forhandlingsbordet. Ifølge Dagan ville yderligere to år med denne tilgang have ført til iransk bankerot. Sanktioner, der tidligere blev indført af FN, USA og EU i et forsøg på at tvinge Iran til at standse uranberigelse, ødelagde nemlig Irans økonomi og kostede landet mere end 160 mia. dollars i olieindtægter fra 2012 til 2016 alene. Dette dobbeltpres på Iran virkede altså efter hensigten – for så vidt man ønskede at få Iran til forhandlingsbordet. Men selvom Dagan var overbevist om at denne plan virkede, så var Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, overbevist om at den eneste måde man kunne stoppe Irans atomprogram endegyldigt, var gennem direkte militær konfrontation. Dagan var på daværende tidspunkt dog stærkt imod Netanyahus idé. I dag er Dagan er ikke længere direktør for Mossad. Men heldigvis for Iran, så er Netanyahu også ude af billedet – i hvert fald midlertidigt, pga. den indenrigspolitiske situation i Israel.
Trumps sanktionsregime – virker det?
Da USA trak sig fra atomaftalen med Iran i maj 2018, vedtog Trump-administrationen en ny og mere aggressiv ’maximum pressure campaign’ mod Iran. Denne mangesidede strategi, der består af diplomatiske, økonomiske og militære aspekter, sigter mod at skubbe det iranske regime til forhandlingsbordet og tvinge Iran til at indgå kompromiser om vigtige spørgsmål, såsom dets nukleare ambitioner og missilprogram. Med denne strategi ønsker Washington at afskrække Teherans fremtidige operationer mod USA og fratage Iran de økonomiske ressourcer, der er nødvendige for at udføre sine aktiviteter og opretholde indflydelse i Mellemøsten.
Men Trumps “maksimalt pres”-strategi har endnu ikke lykkedes i at begrænse Irans regionale aktiviteter over hele Mellemøsten. Modstandere af denne strategi mener, at den ikke fungerer. De siger, at strategien ikke kun undlod at stoppe den iranske regimes aggressioner på nogen væsentlig måde, men også forværrede spændingerne i Mellemøsten. Kritikerne siger, at strategien ikke stoppede Irans uranberigelsesbestræbelser eller tvang regimet til at afslutte sit engagement i regionale konflikter, som f.eks. Yemen og Syrien. Det tog f.eks. ikke lang tid for Teheran at svare igen med sin egen eskalering. I de efterfølgende måneder efter genindførelsen af sanktionerne har Iran angrebet rørledninger, tankskibe og en af verdens største olieforarbejdningsfaciliteter i Saudi Arabien – hvilket har ført til en stigning ikke kun i oliepriser, men også i bekymringer for en ny krig i Mellemøsten. I stedet argumenterer kritikerne altså for, at Trumps strategi har gjort Iran mere aggressiv og villig til at bruge sine proxies til at forsvare sin indflydelse i regionen. Som et resultat heraf hævder de, at strategien gør en krig mellem USA og Iran mere sandsynlig end nogensinde før.
Men selvom Teheran sandsynligvis havde til hensigt at disse træk skulle overtale USA til at genoverveje sin sanktionskampagne, er dette dog ikke sket endnu. Fra iransk side har håbet formentligt været, at man med tiden kunne ændre den amerikanske politik. F.eks. ved at fortsætte med at presse Washington med en strategi omkring gradvis eskalering, i det mindste indtil det er klart, om Trump får en anden periode som præsident. Hvis Trump vinder genvalg, og Iran i sidste ende skal lave en ny aftale med USA, så kan Iran eskalere langt mere dramatisk – evt. for at skabe en følelse af pres og få en fordel i forhandlingerne.
Den amerikanske administration siger derimod, at strategien fungerer. De siger, at sanktionerne, som Trump indførte mod Iran og iransk olie, har frataget regimet et betydeligt økonomiske råderum der normalt ville være blevet brugt til at styrke Irans indflydelse i regionen og angribe amerikanske interesser. Ifølge den Internationale Valutafond, IMF, har strategien lagt et betydeligt økonomisk pres på Iran. IMF forudsiger f.eks., at den iranske økonomi vil blive reduceret med 9,5 procent i 2019. Takket være “maksimalt pres” hævder tilhængerne af den, at Teheran ikke længere har tiden på deres side. De siger, at det iranske regime kun slår ud i desperate angreb, som f.eks. angrebet på saudiske oliefaciliteter, fordi strategien fungerer. De siger i sidste ende, at Teheran ikke har andre muligheder end at forhandle.
Så selvom man kan fremhæve iransk aggression i Hormuzstrædet, angrebet på saudiske oliefaciliteter osv., som eksempler på Trumps fejlslagen Iran-politik, kan man nu omvendt se, at presset begynder at tage til på det iranske regime. Kritikerne tager altså fejl når de påstår, at presset mod Iran ikke kan virke. Overvældende pres og diplomatisk isolation tvang f.eks. den revolutionære leder, Ayatollah Ruhollah Khomeini, til at løslade amerikanske gidsler. Og i 1988 accepterede Khomeini ligeledes en våbenhvile i krigen mellem Irak og Iran pga. det økonomiske pres. I en vis udstrækning har Trumps “maksimale pres” også været vellykket. Almindelige iranere føler i hvert fald presset. Men hvorvidt det er nok til at presse regimet til at give indrømmelser er endnu uklart, men det kan være starten, især hvis Trump får endnu en periode som præsident, kan det tænkes, at det iranske regime bliver nødt til at komme tilbage til forhandlingsbordet. Og Trump er måske også mere villig til at lave en aftale med Iran, nu når den anti-iranske nationale sikkerhedsrådgiver, John Bolton, ikke længere er i det Hvide Hus.
Det er derfor endnu for tidligt at erklære Trumps “maksimalt pres”-strategi en fiasko, da en sådan strategi har brug for mere tid for at få succes. At forvente, at en sådan strategi straks får Iran til at stoppe med at finansiere sine proxies, afslutte sine regionale operationer, opgive sine ambitioner om at blive en atomkraft og omdanne sig til en “normal” stat på lidt over et år, er i bedste fald naivt. Men i modsætning til JCPOA i 2015 giver den nuværende situation USA en chance for at begrænse Iran og beskytte sine allierede i regionen på lang sigt. Trods alt var atomforhandlingen i 2015 ikke designet til endegyldigt at tackle det iranske regimes ondsindede aktiviteter. Det var designet til at sætte Iran-problemet på standby snarere end at løse det. Der er selvfølgelig ingen garanti for, at Trumps “maksimale pres” -strategi vil begrænse det iranske regime og afslutte dets destruktive aktiviteter i regionen endegyldigt. Ikke desto mindre ser det ud til, at man nu har skræmt regimet med de seneste indenrigspolitiske uroligheder, som er et resultat af sanktionerne. Fordi hvis der er noget autokratiske regime frygter er det ofte deres egen befolkning. Trump trak sig ud af JCPOA i håbet om at sikre en større, bedre aftale med Iran. Irans gentagne provokationer og den voksende europæisk utålmodighed overfor Iran giver Trump-administrationen en mulighed for at øge det diplomatiske pres og til, at samle europæisk støtte til en ny runde af forhandlinger. Man kan muligvis bedst karakteriserer den nuværende amerikanske og iranske udenrigspolitik som et chicken-game – altså et spilteoretisk eksempel, hvor to spillere er på vej mod at støde ind i hinanden, med mindre den ene afviger og dermed taber ansigt. Med et tiltagende internt pres på det iranske regime og med tiden på USA’s side, er der altså gode muligheder for, at Iran bliver nødt til at blinke først.
