USA’s EU-ambassadør er blevet symbolet på en stadig større udfordring i det amerikanske udenrigsministerium, hvor andelen af politisk udpegede ambassadører er steget kraftigt under Trump-administrationen. Der er både fordele og ulemper ved politisk udpegede ambassadører, men under den nuværende administration diskuteres det igen om ulemperne efterhånden overgår fordelene. Ikke mindst på grund af Gordon Sondland.
Af Martin Olsen, Europa-analytiker, Kongressen.com
I 2016 vidste Gordon Sondlands omgangskreds godt, at en ambassadørpost var et stort ønske for manden, som i mange år havde været en flittig donor til republikanske præsidentkampagner. Sondlands trofaste økonomiske støtte til det republikanske parti, havde ikke tidligere kastet nævneværdige politiske udnævnelser af sig. Men i 2016 skulle det være, og Gordon Sondland havde derfor udset sig Jeb Bush som manden han ville hjælpe ind i Det Hvide Hus. Men hotelejeren fra Seattle måtte nok en gang se skuffet til, da hans foretrukne kandidat trak sig fra republikanernes valgkamp og dermed øjensynligt slukkede Sondlands drøm om en ambassadørpost. Men denne gang helligede målet midlet, og en stor donation til Donald Trump gjorde drøm til virkelighed for Sondland.
Historien om Gordon Sondland starter dog et helt andet sted – nemlig i Europa. I begyndelsen af 2. Verdenskrig flygtede Sondlands jødiske forældre fra det krigshærgede Berlin, og mens moren flygtede med parrets førstefødte til Sydamerika, meldte faren sig som frivillig i Fremmedlegionen, hvor han kæmpede imod nazisterne Afrika. Efter otte års adskillelse blev familien genforenet i 1947 i Uruguay, som dog ikke blev familiens nye hjemsted. Det gjorde i stedet Seattle i USA’s nordvestlige hjørne, hvor Gordon Sondland – som den første i familien – blev født som amerikansk statsborgerskab.
I en alder af blot 28 år købte Sondland et lukningstruet hotel, og grundlagde dermed hotelkæden Provenance Hotels, der i dag ejer en række hoteller spredt ud over USA. Men Gordon Sondland har altid haft en forkærlighed for politik, og har ofte fungeret som såkaldt ”bundler” – en slags initiativtager til fundraising-arrangementer. På denne måde har Gordon Sondland bidraget til en række republikanske præsidentkampagner, og altså i en årrække håbet, at det ville resultere i en ambassadørpost.
Gordon Sondland kommer i mediernes søgelys
Efter Jeb Bushs forliste præsidentkampagne, så denne drøm ud til at være brast, idet Sondland ikke umiddelbart viste tegn på at støtte Donald Trumps kampagne. Snarere tværtimod. I sommeren 2016 bad Sondland nemlig om at få sit navn fjernet fra et fundraising-arrangement til fordel for Donald Trump, efter at denne havde kritiseret forældrene til en afdød amerikanske soldat. Sondland tog afstand fra Donald Trump, hvis overbevisninger og værdier han mente var uforenelige med sine egne. Alligevel valgte Sondland at donere 1 million dollar til Donald Trump efter valget, og han blev således en af de 50 største bidragsydere til Trumps indsættelseskomite.
Sondland fik afkast af sin investering da han blev tildelt den fagligt tunge ambassadørpost i EU. En post som ellers normalt tilfalder personer med betydelig regeringserfaring. Den faglige tyngde er ikke i sig selv ensbetydende med særlig eksponering til ambassadøren, og den øjeblikkelige interesse for Sondlands person skyldes dog heller ikke hans meritter i EU-regi, men snarere hans relation til Ukraine. EU-ambassadøren er i udgangspunktet ikke ansvarlig for USA’s Ukraine-politik, hvorfor koblingen mellem Sondland og Ukraine ikke i sig selv er logisk. Når Sondland alligevel fremhæves som en nøgleperson i Ukraine-sagen, skyldes det, at han sammen med Kurt Volker, USA’s ambassadør til Ukraine, og Rick Perry, USA’s energiminister – de såkaldte ”three amigos” – i foråret 2019 blev tildelt ansvaret for USA’s Ukraine-politik til fordel for en række karrierediplomater. En manøvre, der øjensynligt skulle sikre opbakning til Det Hvide Hus’ langsigtede strategi om at få Ukraine til at indlede en undersøgelse af Joe Bidens søn, Hunter Biden.
I den sammenhæng er det helt centrale spørgsmål, hvorvidt Donald Trump har brugt USA’s militære bistand som et pressionsmiddel for at få Ukraine til at udføre en handling, der kunne gavne Donald Trump i den kommende amerikanske valgkamp. Altså om Donald Trump har stillet krav om ‘noget for noget’ – quid pro quo – til den ukrainske præsident. Sondland har i den sammenhæng været interessant fordi en række sms-beskeder mellem ham og Bill Taylor, en højtstående diplomat på ambassaden i Ukraine, antyder, at der kan være tale om et quid pro quo-krav fra Donald Trumps side. Netop derfor vidnede Sondland i midten af oktober i Kongressen, hvor han forklarede at han havde ageret i den bedste mening, men samtidig ofte havde været en uvidende part, der bare forsøgte at føre udenrigspolitik.
Politisk udnævnte ambassadører
Hele situationen med den politisk udnævnte ambassadør, Gordon Sondland, rammer ned i en aktuel diskussion om, hvorvidt ambassadørposter efterhånden blot udloddes til højstbydende. Under den nuværende administration er 45% af de udnævnte ambassadører politisk udpegede, hvilket er en betragtelig stigning fra de 30% som har været kutyme i perioden fra George W. Bush til og med Barack Obama. Forskellen på en politisk udpeget ambassadør og en såkaldt karriereambassadør er, at førstnævnte er direkte udpeget af den siddende administration, mens sidstnævnte har arbejdet sig op gennem det amerikanske udenrigsministerium.
Grundlæggende kan man sige, at selve ideen om at have politisk udpegede ambassadører giver god mening så længe systemet fungerer efter hensigten. Fra præsidentens synspunkt giver det mening at have ambassadører i de forskellige lande, som er loyale overfor den politiske linje. For den pågældende ambassade er det ligeledes værdifuldt med en erfaren politisk udpeget ambassadør, der har præsidentens øre og dermed adgang til at diskutere ambassadens arbejdsområde på allerhøjeste niveau i Washington. Samtidig vil en politisk udpeget ambassadør med tidligere erfaring fra den region han eller hun arbejder i, kunne give et fagligt modspil til den udenrigspolitiske linje i pågældende region. Derfor er der betydelige fordele for både præsidenten og udenrigsministeriet ved politisk udnævnelse af ambassadør med relevant erfaring.
Hvis en ambassadør udpeges som tak for en donation mindskes fordelene til gengæld. Loyaliteten mellem præsidenten og den udpegede ambassadør vil dog være intakt og måske endda komme endnu mere til udtryk, fordi den udenrigspolitiske linje følges uden en kritisk tilgang. På samme måde kan det være et problem, at den uerfarende udpegede ambassadør mangler diplomatisk forståelse og fingerspidsfornemmelse. Et godt eksempel er USA’s nuværende ambassadør til Ungarn, den 81-årige David B. Cornstein, der har udviklet en meget tæt relation til Ungarns leder Victor Orban. Cornstein kritiseres af amerikanske karrierediplomater for direkte at modarbejde amerikanske interesser i Ungarn, der under Orban er slået ind på en mere anti-demokratisk og pro-russisk kurs. Bl.a. skulle Cornstein have sendt sms-beskeder til Orbans rådgivere fra en privat telefon, have forsøgt at forhindre diplomaters indberetninger om korruption i Ungarn, mens han samtidig har omtalt Orban som ”the perfect partner” og ”a very, very strong and good leader”. En ambassadør med mere diplomatisk fingerspidsfornemmelse havde formentlig tilgået opgaven i Ungarn på en anden måde.
Demokraternes præsidentkandidat Elizabeth Warren har fremlagt sit bud på, hvordan man kan genoprette det amerikanske udenrigsministerium, der efter hendes mening er skrantende. Et af forslagene er, at der skal gøres en ende på den praksis, der er omtalt i denne artikel – nemlig at ambassadørposter udloddes til højestbydende uden skelen til kvalifikationer og kompetencer. Skulle Warrens plan blive realiseret må donorer som Gordon Sondland formentlig kigge langt efter en ambassadørpost.
