Der er en række risici i regionen ved den amerikanske tilbagetrækning fra Syrien og i hvert fald indirekte accept af en tyrkisk offensiv mod kurderne. USA har i de seneste flere år lagt deres militære strategier rundt om i verden an på støtten til lokale styrker, snarere end at sende amerikanske styrker på landjorden. Den seneste udvikling i Syrien stiller spørgsmålstegn ved, om det er en god idé som lokal aktør at forlade sig på samarbejde med amerikanerne.
”Boots on the ground”. Det udtryk blev nærmest folkeeje i 2014, da Islamisk Stat (IS) brød ind over grænsen til Irak fra Syrien og frem på tv-skærme over hele verden. Grunden til at udtrykket blev så kendt var, at det var netop ”boots on the ground”, som alle vestlige statsledere søgte at undgå. Man var enige om, at man skulle bekæmpe IS, men samtidig var alle enige om, at vestlige landstyrker i en ny kampoperation i Mellemøsten var en dårlig idé og politisk uholdbart.
Efter forskellige forsøg fandt man et samarbejde med den kurdiske milits YPG, som efterhånden blev udvidet til en arabisk-kurdisk koalition under navnet Syrian Democratic Forces. Den tidligere chef for U.S. Central Command, og dermed chef for krigen mod IS, general Joseph Votel fortæller i en ny artikel i The Atlantic, at SDF kom til at bestå af op til 60.000 personer, og i løbet af flere års kampe mod IS har ca. 11.000 mistet livet. Til sammenligning minder han om, at USA har mistet seks soldater i kampene mod IS.
I kampene for at befri store landområder fra IS har især de kurdiske styrker altså ageret landstyrker under en paraply af vestlig (og især amerikansk) luftoverlegenhed.
Denne tilgang har været del af en bredere tendens i amerikansk sikkerhedspolitik i de seneste cirka 5 år. Med en amerikansk befolkning og politisk konsensus i Washington D.C. om at tiden for større landmilitære operationer var ovre, så har samarbejdet med lokale sikkerhedsstyrker været en løsning. I stedet for at engagere amerikanske landstyrker har man rundt omkring i verden fokuseret på såkaldt kapacitetsopbygning, for at sikre at lokale styrker kunne være i stand til at håndtere sikkerhedssituationer selv i stedet for at kræve større amerikansk assistance i form af landstyrker. Som vi så det i kampen mod Islamisk Stat, så har der ikke været den store modstand mod at engagere luftstyrker, men landstyrker har været en politisk dårlig sag for vestlige politikere. Grunden til den vestlige villighed til at bruge luftstyrker skal nok findes i det faktum, at de hidtidige modstandere ikke har kunne true vestlige luftstyrker. I andre dele af verden har luftstøtten også i høj grad bestået af brugen af ubemandede droner, hvilket dermed har reduceret risikoen for vestlige styrker yderligere. Det er samme udvikling og tendens til fokus på kapacitetsopbygning som vi har set udbredt i Afrika.
Idéen bag et fokus på samarbejde med lokale styrker og
kapacitetsopbygning var, at USA kunne fastholde en tilstedeværelse rundt omkring
i verden, hvor en amerikansk tilstedeværelse blev anset for at være nødvendig –
men i et langt mere begrænset omfang. Det var altså en måde for først Obama-administrationen
og senere Trump-administrationen at fastholde et amerikansk lederskab og
tilstedeværelse, men i et langt mere begrænset og dermed mere politisk
acceptabelt niveau.
En af følgevirkningerne ved denne tendens var en højere grad af engagement af
specialstyrker. Den demokratiske ulempe ved denne udvikling har dog været, at
mange har mistet overblikket over, hvor USA egentlig har haft styrker henne,
hvor end begrænsede i antal de måtte være. Mest tydeligt kom dette til udtryk i
oktober 2017, da fire amerikanske soldater blev dræbt på patrulje i Niger. Her erklærede
flere medlemmer af Kongressen, at de ikke en gang vidste, at USA havde styrker
i Niger.
Det har grundlæggende også været den samme løsning, som man har søgt i Afghanistan, hvor afghanske sikkerhedsstyrker har det primære ansvar for sikkerheden, men man fastholder en tilstedeværelse på landjorden for at støtte i operationer.
Patruljen i Niger var en fælles operation mellem lokale styrker og amerikanske specialstyrker – de såkaldte ”Grønne Baretter” – mod Islamisk Stats afdeling i landet. Ligesom mange andre steder i verden var dette fremgangsmåde for amerikanske styrker til at hjælpe med at opbygge lokale styrkers kapaciteter, så man kunne ”nøjes” med en så lille tilstedeværelse på jorden som mulig.
Den nylige amerikanske tilbagetrækning fra Syrien, hvor man altså efterlader sine kurdiske allierede til en væbnet konfrontation med en overlegen militær modstander, har i denne forbindelse en stor risiko. For denne tilbagetrækning kan meget vel risikere at undergrave tilliden til USA som samarbejdspartner. For hvis man kan efterlade kurderne, som har lidt tusinder af tab i kamp som landstyrker for den vestlige koalition, hvad skulle så forhindre, at man kunne efterlade andre allierede på kamppladsen, så snart USA blev trætte af krigen. Hvad sender det f.eks. ikke af signal til de afghanske sikkerhedsstyrker?
Tanken om at støtte og samarbejde med lokale
sikkerhedsstyrker var, at man kunne fastholde en aktiv lederposition i internationale
relationer, men med mere begrænsede omkostninger.
Det man jo bare ikke må glemme med præsident Trumps ”America First” dagsorden
det er, at man ikke er interesseret i dette ”aktive lederskab”. Man vil
fastholde en dominerende position i international politik, men ville foretrække
at det skete med et langt mindre fodaftryk rundt omkring i verden. Tilbagetrækningen
fra Syrien er bl.a. del af denne indsats.