Jeg bliver aldrig træt af Amerika

Studieværten på TV 2 News, Poul Erik Skammelsen, kom til Amerika i de brølende 90’ere og forlod det igen året efter 9/11. Selv om den erfarne korrespondent har rejst landet tyndt og boet fire år i Washington D.C., bliver han aldrig træt af det. For ham er Amerika det moderne Rom på godt og ondt

SAMTALER OM AMERIKA: Han er uden tvivl en elendig ægtemand, men han er en god præsident. Taxachaufføren, der havde kørt Poul Erik Skammelsen og hans fotograf til den del af Martha’s Vineyard, hvor præsident Clinton og hans familie opholdt sig, var krystalklar i spyttet. Vel havde Clinton kvajet sig i forhold til sit ægteskab, men hvad angik ledelsen af Amerika, så løste han opgaven fremragende.

Poul Erik Skammelsen har aldrig glemt den samtale med taxachaufføren. Han var kommet til et Amerika, der var på sit højeste. Et Amerika, der efter Den Kolde Krigs afslutning, nu befandt sig i en situation, hvor de var den eneste supermagt i verden. Et Amerika, hvor økonomien buldrede derudaf. Og et Amerika, hvor optimismen for alvor havde fået fat.

Nu befandt han sig så i Massachusetts i et af USA’s mest mondæne ferieområder for at tale med de lokale om den ugerning, som havde kastet præsident Clinton ud i et politisk stormvejr af dimensioner. Hjemme i Washington D.C., hvor Poul Erik Skammelsen var flyttet til med familien, handlede alt kun om en ting, nemlig affæren mellem præsidenten og praktikanten; om forholdet mellem Bill Clinton og Monica Lewinsky. Republikanerne hamrede løs på præsidenten, aviserne skrev den ene artikel efter den anden om skandalen, og aften efter aften stod den ene meningsdanner efter den anden i kø for i primetime at give udtryk for, hvor forkert Clinton havde handlet og hvorfor han burde gå af.

Amerikanerne lod sig ikke rive med af skandalen
Men det var som om, at resten af Amerika ikke lod sig rive med af det hysteri, der prægede Washington. Tværtimod forstummede ramaskrigene, så snart man kørte ud af byen til enten Maryland eller Virginia. Netop derfor var det også så tankevækkende en pointe, taxachaufføren leverede den dag i ferielandet, husker Poul Erik Skammelsen:
”Der var en enorm forskel på at være i Washington, byen hvor folk lever og ånder politik, og bare når man kørte ud af byen. Jeg ved ikke, om Republikanerne kunne have væltet Clinton. Det er svært at vide. Men hver gang de smed noget af det indhold, Starr havde, i hovedet på Clinton, faldt noget af det tilbage på dem selv. Og når man tog væk fra Washington, kan man sige, at amerikanerne aldrig rigtig lod sig rive med af skandalen. De bevarede balancen, nogen vil måske endda sige fornuften. Da sagen kom tilbage igen, i forbindelse med at de fandt kjolen, og Clinton måtte på tv og fortælle om det upassende forhold, kørte vi ud af Washington op igennem de otte stater, man kommer igennem for at nå Martha’s Vineyard i Massachusetts, hvor Clinton holdt ferie. Og det er jo ikke nogen meningsmåling, men det karakteristiske var, at vi mødte en enkelt, der mente, at han skulle gå af. Vi mødte mange, der mente, at han var en idiot. Hans kone skulle give ham en røvfuld, var der en gammel dame i Baltimore, der sagde. Den sidste, vi mødte, var den taxachauffør, der kørte os hen til det sted på Martha’s Vineyard, hvor Clinton befandt sig. Han sagde, at han mente Clinton var en god præsident, men en dårlig ægtemand. Det samlede på mange måder tingene op, og på spidsen så var folk jo ikke gift med ham. Det ville de måske også nødigt være, men det gik godt. Økonomien gik godt, der var allerede ved at være overskud på statsbudgetterne. De kunne godt skelne mellem, hvad der var præsidenten, og hvad der var en privatperson med en måske ikke særlig god dømmekraft. Det var det, der stod tilbage. Så på den måde var der en stor forskel på at være i Washington og uden for Washington. Og det var jo også det, der til sidste reddede Clinton.”

De brølende 90’ere
For Poul Erik Skammelsen var det en kontrast af de helt store at flytte fra Moskva, hvor han havde været korrespondent i flere år, til Washington D.C. Fra at have boet i det land, der tabte Den Kolde Krig, havde han krydset dammen og befandt sig nu i vindernes lejr, hvor der var gang i hjulene, og hvor langt de fleste så lyst på tilværelsen:
”Det var de brølende 90’ere. Det var tilværelsens ulidelige lethed. Det var et optimistisk Amerika i en af sine allermest optimistiske perioder uden en opfattelse af, at der var noget, der truede landet. Det var et Amerika på toppen. Sovjetunionen var forsvundet. De trusler, der var tilbage, var slyngelstater a la Nordkorea og Iran, men der var en fornemmelse af, at man ikke behøvede beskæftige sig så meget med verden. Og derfor kunne man i et helt år beskæftige sig med sådan noget som Lewinsky-sagen. Derfor er symbolbilledet på den tid for mig der, hvor Clinton står i Det Hvide Hus og løfter sin finger og siger: ’I did not have sexual relations with that woman, Ms. Lewinsky’. Den affære opsluger hele det politiske Washington. Det var det, der prægede det.”

Den morgen, hvor det blev alvor
Den stemning, der prægede Amerika omkring årtusindskiftet, blev på et øjeblik forvandlet til bekymring tirsdag den 11. september 2001. Med angrebene på World Trade Center og Pentagon sluttede den optimisme, der havde præget det Amerika, Poul Erik Skammelsen boede og arbejdede i. To dage efter stod han foran Ground Zero, overvældet af følelser over disse forfærdelige angreb og synet af de rygende ruiner. Med ét havde Amerika ændret karakter og taget hul på et nyt kapitel af historien:
”Det blev alvor. Fornemmelsen i landet var simpelthen en anden dagen efter, end den var dagen før. Nu var det slut med tilværelsens ulidelige lethed. Med angrebene forsvandt følelsen af usårlighed. Jeg tror ikke, at man kan overdrive den umiddelbare virkning af 9/11 på amerikanerne. Det blev med det samme et andet land, fordi pludselig oplevede de at blive angrebet på deres eget fastland. Det var ikke sket, siden briterne brændte Det Hvide Hus ned. Og det var meget længe siden. For første gang siden Den Kolde Krig oplevede de noget, som blev deres egen krig. Krigen mod terror blev deres egen krig. Og måske gjorde det Amerika indesluttet. I hvert fald kom der en større mistænksomhed over for verden. Det er jo stadig et venligt land, men fokus blev pludselig et andet. På den udenrigspolitiske scene forandrede det endnu mere, fordi du nu havde et Amerika, der kæmpede sin egen krig. Efter Den Kolde Krig havde det mere været sådan, at USA havde haft rollen som politibetjent. Det var altid nogen andres konflikter, men det her blev deres egen krig.”

Bruxelles-parallellen til Washington D.C.
Året efter angrebene vendte Poul Erik Skammelsen hjem til Danmark. Tilværelsen som udenrigskorrespondent blev skiftet ud med et job som vært på Dags Dato og siden hen som studievært på TV 2 News, hvor han i dag er vært på udenrigsmagasinet ’Ellemann/Lykketoft’. Men selv om det er ti år siden, at han flyttede hjem fra Amerika, fylder landet fortsat meget i hans professionelle og private tilværelse. Meget ofte kommer samtaler til at handle om Amerika, og der er især en misforståelse, som Poul Erik Skammelsen har noteret sig går igen, når han taler med folk herhjemme om amerikanerne:
”Der er mange, der antager, at fordi hovedparten af indvandrerne i USA kom herfra, så antager vi, at de grundlæggende må være lige som os, så når de siger noget andet end det, der passer inden for vores spektrum, så må de have knald i låget. Vi forsøger ofte at tage USA og så passe det ind i vores egen skabelon af politiske partier eksempelvis. At vi grundlæggende går ud fra, at vi har fælles værdier. Det har vi på en række områder. Demokrati blandt andet. Men på en række andre områder er vi vidt forskellige. Dødsstraffen, abort, religion. Der er vi vidt forskellige i forhold til USA. Og det tror jeg, er den største misforståelse omkring USA herhjemme. Tit synes jeg det er lettest, når man skal forklare folk, hvorfor amerikanerne er så negativt indstillet over for staten og over for Washington, at bruge Bruxelles parallellen. Altså at forklare folk, at amerikanerne har det med Washington, som danskerne har det med Bruxelles og EU. Så siger folk tit: nåh ja. De fleste amerikanere er måske i Washington nogle få gange i deres liv. Den vigtigste forskel mellem os og amerikanerne er, at USA bygger på en ide. Vi bygger på en historie.”

Amerika er i konstant forandring
Netop den ide, som det amerikanske samfund er bygget op om, er en af de ting, der har fascineret Poul Erik Skammelsen, siden han var dreng. En fascination, som fortsat er intakt, og som næppe kommer til at ændre sig i fremtiden:
”På nogen måder er Amerika magten. Det er i hvert fald en del af min interesse for Amerika, at det er det moderne Rom. Her passer klicheen for en gangs skyld. Men det er det jo ikke kun. Det er musikken, sproget, cowboys og indianere. Det er det land, der på en eller anden måde griber så meget ind i ens liv, og næsten på måder man ikke selv ser. Men for mig var det ikke nødvendigvis drømmen om Amerika, forstået på den måde at det var drømmen om at tage derover og være en del af det. Interessen har altid været som iagttagerens. For det er et fascinerende land. Det er næsten en kliche at sige det, men det er det. Og noget af det fascinerende ved det er, at det er så dynamisk et land. Det Amerika, jeg første gang rejste til i 1992, er jo ikke det samme land, som jeg lige har været i for at dække valg. Den bevægelse blandt andet i form af, at Amerika er blevet mindre hvidt, og hele tiden forandrer sig… Altså, jeg bliver aldrig træt af det.”