Præsident Trump har udnævnt sin fjerde nationale sikkerhedsrådgiver. Valget er faldet på Robert O’Brien, som hidtil har fungeret som gidselforhandler for det amerikanske udenrigsministerium. Med udnævnelsen er to ting klart: Udenrigsminister Mike Pompeo står tilbage som den mest indflydelsesrige udenrigspolitiske rådgiver, og at præsident Trump ikke har tænkt sig at forlade sig alt for meget på sine rådgivere.
Der har været magtfulde og indflydelsesrige nationale sikkerhedsrådgivere. Det har været typer som Henry Kissinger, Brent Scowcroft eller Zbigniew Brzezinski. Eller der har været klart svagere nationale sikkerhedsrådgivere som f.eks. Condoleezza Rice eller James Jones.
Efter det seneste halvandet års udskiftninger står det efterhånden klart, at præsident Trump ikke søger rådgivere eller ministre som kan dominere den sikkerheds- og udenrigspolitiske proces. Derfor har han udnævnt Robert O’Brien til posten som national sikkerhedsrådgiver. Den hidtil højeste post som O’Brien har haft i det amerikanske regeringsapparat, har været udenrigsministeriets gidselforhandler for Trump-administrationen. Nu er han altså udnævnt som den fjerde i rækken (sjette hvis man tæller fungerende nationale sikkerhedsrådgiver med) til en af de potentielt mest indflydelsesrige poster i Washington D.C.
Hans udnævnelse skal have været støttet af især udenrigsministeriet, fordi han var en person man kendte derovre, og formodentlig også fordi udenrigsminister Mike Pompeo har antaget, at han ville kunne kontrollere eller i hvert fald regne med O’Briens opbakning i de kommende udenrigs- og sikkerhedspolitiske debatter.
Med udskiftninger af typer som John Kelly, James
Mattis og nu John Bolton, så står udenrigsminister Mike Pompeo tilbage som præsidentens
mest indflydelsesrige udenrigspolitiske rådgiver. Med denne række af fyringer
har præsident Trump i stigende grad sat et hold, som enten vil aktivt støtte
hans udenrigspolitiske linje – eller som i hvert fald ikke vil udfordre den.
Ministre som James Mattis og Rex Tillerson var parate til at udfordre
præsidentens udenrigspolitiske linje. Det var John Kelly, H.R. McMaster og John
Bolton også. Deres vilje til at gøre dette bundede i et direkte modsatrettet billede
af USA’s rolle i verden i forhold til præsident Trumps. Lidt efter lidt har
præsident Trump skiftet disse rådgivere ud, og nu står Pompeo som den eneste tilbage,
som har været med fra begyndelsen. Han er på toppen af sin indflydelse. Men det
siger måske alligevel ikke så meget.
Vi har samtidig med udskiftningerne set en præsident
Trump, som har fæstnet sit greb om den udenrigs- og sikkerhedspolitiske linje. Hans
ønske om store møder med internationale ledere er fortsat fremtrædende – senest
med et ønske om at møde Irans præsident Hassan Rohani ved FN’s Generalforsamling. Ligeledes har præsidentens
ønske om at undgå at involvere USA i nye storstilede militære konfrontationer
stået i opposition til John Bolton og holdt denne tilbage.
Præsidentens kritik af multilaterale organisationer og aftaler (en kritik han
delte med John Bolton) er også i stigende grad blevet administrationens
politik. Til at forfølge denne politiske linje har præsidenten altså brugt det
seneste halvandet år på at sammensætte et hold til det formål.
Det seneste skud på stammen
er altså Robert O’Brien. Han kommer ikke til jobbet med en stor erfaring som
tidligere nationale sikkerhedsrådgivere. Den hidtil højeste post som O’Brien
har haft i en administration, er som gidselforhandler for Trump-administrationen
efter også at have haft andre poster under præsident George W. Bush og præsident
Barack Obama.
Han er vel nok mest kendt her i Skandinavien ved hans rolle i den meget
omdiskuterede retssag mod musikeren A$AP Rocky i sommer i Sverige. Her blev O’Brien
sendt til Sverige for at overvære retssagen og sikre at amerikaneren blev
behandlet ordentligt. Et noget særpræget tilgang til en retssag af den type i
et skandinavisk land.
Den rolle som O’Brien ventes at kunne se frem til, vil være at skulle håndtere en mere rodet udenrigs- og sikkerhedspolitisk proces end man ellers er vant til fra andre administrationer. Men det er en sådan proces, som præsident Trump foretrækker. Det ved vi fra hans udtalelser om forretningsgangene i hans firmaer gennem tiderne og fra bogen The Art of the Deal om hans tanker om forretningsdrift.
Præsident Trump har altså ikke været på udkig efter en stærk national sikkerhedsrådgiver, men en som kan sidde på posten og sikre at præsidenten fastholder sin nyvundne kontrol over den udenrigs- og sikkerhedspolitiske kurs.