Det omfattende angreb mod saudiske oliefaciliteter i weekenden har haft en direkte indflydelse på den internationale oliepris, og repræsenterer et angreb på en amerikansk allieret. Begge disse faktorer gør, at USA rejser sig i sædet. Præsident Trump erklærer, at USA er ”locked and loaded”, men et direkte angreb på Iran er fortsat yderst tvivlsomt. En direkte konfrontation mellem USA og Iran er stadig ikke i nogens interesse, og han kan få svært ved at finde intern folkelig, politisk og juridisk opbakning til et militært svar i det hele taget.
Igen er manges øjne rettet mod Mellemøsten efter et omfattende angreb på saudiske oliefaciliteter ved Abqaiq. Houthi-oprørere fra Yemen har taget ansvaret for angrebet, men USA anklager også Iran for at stå bag. Vi har endnu ikke set nogen beviser for dette, men med det tætte samarbejde, som har eksisteret mellem houthierne og Iran, så kan det ikke komplet afvises at Iran enten har været vidende om angrebet eller leveret enten tekniks støtte eller materiel. Men det er ikke det samme, som at Iran stod bag angrebet.
Præsident Trump har ikke gjort bekymringerne om en mulig konfrontation mellem USA og Iran mindre ved at skrive, at USA var ”locked and loaded” til at svare igen på angrebet. Dette tweet skal dog som altid ses i en indenrigspolitisk kontekst snarere end den storpolitiske.
Lige nu kører valgkampen
i USA frem mod november 2020, og præsident Trump vil overfor sine vælgere
udvise to ting: styrke og stabilitet.
Han udviser styrke ved at gøre klart, at USA ikke vil acceptere så omfattende
angreb mod amerikanske interesser – og det er der tale om her ved at angrebet
har haft en direkte indflydelse på den internationale oliepris, og dermed almindelige
amerikaneres pengepung ved benzinstandere rundt om i USA. Og det er her
præsident Trump søger at udvise stabilitet. Han tweetede meget hurtigt, at man
om nødvendigt ville bruge af de strategiske oliereserver for at kunne holde
oliepriserne nede af hensyn til de amerikanske forbrugere.
Med en valgkamp i fuld gang så er stigende oliepriser, en handelskrig med Kina
som gør ondt på farmerne og en lurende recession, noget som præsidenten vil
gøre alt for at vise kontrol over.
Derfor er spørgsmålet om et militært svar også meget lidt sandsynligt. Som det allerede flere gange er skrevet her på Kongressen.com, så vil en militær konfrontation mellem USA og Iran være i direkte modstrid med præsidentens ”America First” dagsorden, og ønsket om at få USA ud af mellemøstlige konflikter.
Tvivlsomt med et militært svar
Iran er i diverse strategidokumenter listet som den fjerde sikkerhedspolitiske prioritet for USA (efter Kina, Rusland og Nordkorea). Derfor vil det være imod den strategiske dagsorden, hvis man skulle engagere sig i en krig med Iran.
Hvis det skulle komme på tale med et militært svar fra amerikansk side, så vil det være langt mere sandsynligt, hvis det fandt sted i Yemen. Houthierne har taget ansvaret for angrebet, og et modsvar i Yemen ville gøre det muligt for alle parter at begrænse konflikten, men stadig kunne udvise styrke og sende signaler til hinanden. Kort sagt vil et amerikansk svar i Yemen kunne holde konflikten på et stedfortræder-niveau.
Det er dog mere sandsynligt, at hvis man kommer frem til at et militært svar skal finde sted, at USA lader Saudi Arabien udføre det, da de allerede har gang i aktive kamphandlinger i landet. USA kan støtte et militært svar, og dermed kan præsident Trump bryste sig af at have støttet en amerikansk allieret svare igen på et omfattende angreb, men samtidig undgår man den militære konfrontation, som præsidenten så klart ikke ønsker.
Der er også nogle, som taler om et afgrænset amerikansk modsvar i form af begrænsede bombninger af havnefaciliteter eller luftforsvarsfaciliteter eller noget helt andet. Dette fremføres som en mulighed, hvis USA skulle ønske at sende et mere direkte signal til Iran, men som stadig ville være afgrænset og uden tropper på landjorden. Denne tankegang hviler dog på en noget skrøbelig antagelse, nemlig at Iran vil være afgrænset i sit svar på et sådan angreb. Hvis amerikanske bomber begyndte at falde på iransk jord, så er det meget tvivlsomt, at styret i Teheran ikke ville svare igen i et større omfang mod amerikanske faciliteter i Mellemøsten. Hvis dette skete ville det igen fordre et amerikansk modsvar, og så ville eskalationen være i gang for alvor.
En politisk og juridisk uholdbar mulighed
Ikke kun præsidentens personlige og politiske modvilje mod et nyt militært engagement i Mellemøsten. Det vil være svært for ham at finde folkelig opbakning – måske særligt blandt præsidentens egne vælgere som netop valgte ham til en ”America First” dagsorden – til et militært angreb på Iran.
Om der ville kunne findes politisk opbakning til et militært svar er også tvivlsomt, men politikere som Lindsey Graham har da allerede udtalt sig krigerisk, som han har for vane.
Men bag dette ligger en anden debat. Den har ofte meget akademisk karakter, men det er også en helt grundlæggende demokratisk debat, som burde interessere flere. For ville præsidenten overhovedet have juraen på sin side til et militært svar mod Iran? Hmm…
Der er ikke tale om et
angreb på amerikanske faciliteter. Ingen amerikanere er blevet dræbt. Der er
tale om et angreb på en amerikansk allieret.
Det er en diskussion, som har stået på i mange år mellem præsidenten og
Kongressen, og præsident Trumps forgængere har skabt en yderst problematisk
præcedens på spørgsmålet om anvendelsen af militær magt med eller uden
Kongressens godkendelse.
Da præsident Obama begyndte kampagnen mod Islamisk Stat henviste han til en Authorization for the Use of Military Force (niveauet under en krigserklæring) givet af Kongressen i september 2001 til bekæmpelse af Al Qaeda. Da han overvejede bombninger mod Syrien fandt man juridisk grundlag i præsidentens beføjelser som Commander-in-Chief i Forfatningens Artikel II. Men det er Kongressens ret at erklære krig i henhold til Artikel I. Det mente præsident Obamas jurister ikke var en forhindring for præsidenten til at indlede militære aktioner som Commander-in-Chief. Det giver War Powers Resolution fra 1973 også mulighed for, men aktionen skal præsenteres og godkendes af Kongressen. Hvis ikke det sker, skal præsidenten afslutte den militære aktion. Det skete f.eks. ikke i Libyen i 2011, og derfor var præsidentens anvendelse af militær magt ikke lovlig i henhold til amerikansk lov.
Alt i alt har skiftende præsidenter og udgaver af Kongressen efterladt et utroligt mudret billede af præsidentens beføjelser til at anvende militær magt, men i sidste ende ville det i bedste fald være et skrøbeligt juridisk fundament, som præsident Trump ville have til at indlede en militær aktion mod Iran. Ikke at dette har været en forhindring for hverken ham eller hans forgængere tidligere.
