Donald Trump har udfordret brugen af politisk satire i USA ikke mindst via de mange kampe med medierne, der ikke har været blege for at provokere den ømskindede præsident. Hvad har Trumps grovkornede satire og mediernes genmobning af Trump gjort ved humorens rolle i amerikansk politik?
Et af de mange arrangementer i forbindelse med Trumps planlagte besøg i Danmark var en paneldebat, der fandt sted ved Storm P.-museet på Frederiksberg den 2. september. Valget af stedet havde til hensigt at sætte fokus på Trumps brug af satire i amerikansk politik, hvor det handlede om, hvorvidt Trumps ledelsesstil er ved at tømme satiren for dens rolle som trodsig modsiger af magthaverne, eller om hans vedvarende reaktioner på satiren er med til at give den ny energi og mening.
I et ligeså omskifteligt sensommervejr med solskin og silende regn kom Trumps vægelsind som humorist hurtigt på banen i baghaven til museet for en af Danmarks største satirikere, multikunstneren Storm P. Til arrangementet diskuterede museets direktør Nikolaj Brandt, sammen med de to professorer Lars Tønder og Morten Axel Pedersen fra henholdsvis Statskundskab og Antropologi på Københavns Universitet, satirens vilkår i USA under Trump og ikke mindst det vedvarende spørgsmål, om hvorvidt Trumps retorik er gal eller genial.
Amerikansk desillusion fra 1919 til 2019
Allerede for 100 år siden kunne mødet med drømmenes land godt føles som et favntag med en sprængfarlig ballon af varm luft. Den danske satiretegner og varieté-kunstner Storm P. var selv stærkt betaget af USA og rejste i 1919 til USA for at prøve lykken på ægte amerikansk maner. Museumsdirektør Nikolaj Brandt fremhævede dog netop, at Storm P.s rejse til USA ikke var ren lykke. Det var snarere med desillusion, at han vendte hjem til Danmark igen – skuffet over de mørkere sider af datidens amerikanske samfund, der bød på lynchninger af afrikansk-amerikanere og overfladisk kulturforbrug.
Det samme kunne siges at gøre sig gældende om USA’s image i disse år, hvor landet, der har brystet sig af at være udvalgt til at beskytte demokratier verden over, har en leder, som roser autoritære kollegaer og ikke tåler kritik af sin person eller magtstatus i særlig stor grad.
Uden plads til selvironi
“Trump tager det meget nært, når nogen gør grin med ham,” sagde Lars Tønder ved paneldebatten. “Det påvirker meget manden, der har bygget et image op på at være den med det sidste ord i samtalen – ham der kunne sige ’Your’re Fired!’ på TV-programmet The Apprentice. Trump har lært meget af sin tid i medierne, og det har betydning for hans samtale med vælgerne, hvor han nægter at indrømme fejl. For hvis først én fejl indrømmes, kunne der være tale om, at han havde begået flere.”
Selvom der i de amerikanske medier har været lukket en syndflod af satire ud omkring præsident Trump, så er dette ikke et nyt fænomen. Fra karikaturtegninger i partipressen af koryfæer som Andrew Jackson og Abraham Lincoln til nyere tids TV-parodier i form af Chevy Chase som Gerald Ford, Will Ferrell som George Bush Jr. og Alec Baldwin som Donald Trump. Det nye er dog, at Trump bruger en god del af sin tid på at gå i clinch med disse parodier, fremfor enten bare at grine ad dem eller spille let med på dem. “Trump engagerer sig,” som Tønder udtrykte det.
Trump er en trickster i en bryderkrop
Hvor satire kan benyttes til at tale imod magthavere, så har det trods kvantiteten været overordentligt svært for komikere og satiretegnere i USA at få skovlen endegyldigt under Trump, dels fordi de som regel ikke taler til Trumps eget kernepublikum, dels fordi han er villig til at tage skridtet videre i niveauet af absurditet.
Morten Axel Petersen beskrev Trump som en ledertype, der kunne kaldes en “trickster i en bryderkrop”. Hvor den amerikanske præsident normalt skal fremstå som en repræsentant for samfundets bedste moralske sider, så er Trump ikke bleg for at bruge beskidte ord og humor i offentligheden. “Trump trives med kaos som andre tricksterfigurer igennem kulturhistorien.” I forhold til debatten i USA, så mener Petersen ikke, “at man kan slå tricksteren ved selv at bidrage til dette kaos, f.eks. i form af humoristiske angreb på Trump. Tricksteren vokser sig stærkere, hvis man går ind i det kaos vedkommende skaber”.
På den anden side vil det rationelle argument også prelle af på Trump, ifølge Lars Tønder. “Politik handler også om at kunne være til stede og fornemme de andre mennesker i lokalet og skabe et sammenhold med dem. Det har ikke været god skik siden Anden Verdenskrig at slå på følelser i politik. Men dette har ændret sig i de seneste år.”
Hvad gør præsidentens satire ved debatten i USA?
I spørgsmålet om hvorvidt det var medierne eller Trump, der har mest succes med deres satire, var Petersen og Tønder ikke helt enige. Tønder mente, at Trump tabte på sin stil, mens Petersen så det som en måde at gøre præsidenten mere magtfuld i nutidens samfund, hvor det at kunne holde på folks opmærksomhed kan være altafgørende. Petersen påpegede dog også, at “ideen med satire er at gøre noget ved den med magten, mens mobning er at gøre noget ved dem uden magt.” På den måde er Trump både mobber og mobbeoffer i medierne, hvilket skaber et dobbeltlag i hans humor, som kan tolkes enten som angreb eller forsvar afhængigt af hvilket publikum lytter med.
“Trump har muligvis ikke skabt store politiske resultater i sin tid som præsident,” ifølge Tønder,“ men man kan også se på, hvordan han har ændret tonen i den politiske debat i USA.” Hans form for humor har bl.a. givet stemme til en bestemt gruppe af amerikanere: “Trump gør f.eks. brug af ’doubling up’. Det er, når han siger ting som, at der skal være en mur ved Mexicos grænse, og han så tilføjer, at det skal være Mexico, der betaler for den. Det går rent ind hos nogle amerikanere, der ser det som bevidst overdrivelse, og at Trump ikke mener det bogstaveligt. De ved godt Mexico ikke vil betale for muren, men de synes, det er underholdende at høre på.”
Er det en styrke eller svaghed for Trump, at han altid skal svare igen?
Lars Tønder så ikke Trump som et udelukkende onde i forhold til udvandingen af satirens rolle som magtkritisk. “Trump kan også være med til at nuancere brugen af politiskorienteret humor, så man bevæger sig væk fra blot at se det som godt eller skidt generelt, at der er humor i politik. Intentionen med humoren i de enkelte tilfælde skal også med i ligningen.”
Hvad angår Trump selv, så mente Tønder dog, at det var en svækkelse af Trumps status som præsident, når han ikke bare lod medierne om satiren i den daglige dækning, men at han selv brugte så meget tid på at kommentere på, hvad der blev sagt. Morten Axel Petersen så til gengæld Trumps stil som en styrke: “Så længe vi lever i den opmærksomhedsøkonomi, som vi gør. Det er svært at vælge broccoli, når der står chips lige ved siden af, og det ved Trump. Jo mere der tales om ham, jo mere styrket står han. Han kan som sådan ikke blive demaskeret. Det handler mere om at skabe en kalibreret stilhed, hvis man vil gøre noget ved hans stærkt underholdende retorik.”
