Det er i år 18 år siden USA sammen med koalitionspartnere invaderede Afghanistan og fjernede Taleban-regimet. USA har på nuværende tidspunkt fortsat omkring 14.000 soldater i landet, og ingen har et kvalificeret bud på et amerikansk exit. Alligevel er emnet politisk usynligt i Washington. Men hvordan kan det ske? Forklaringen skal bl.a. findes i en manglende påvirkning af befolkningen af, at USA er et land i krig.
Over 2.000 amerikanske soldater har mistet livet i Afghanistan. Mere end 20.000 er blevet såret. På nuværende tidspunkt har USA omkring 14.000 soldater udstationeret i landet, og der er ikke en slutdato for den amerikanske tilstedeværelse.
Så meget desto mere bemærkelsesværdigt er det måske,
hvor lidt USA’s længste krig nogensinde fylder i det politiske landskab i
Washington D.C.
Under valgkampen i 2016 var det et stort set fraværende emne, og et slående nyligt
eksempel er høringen ved Mark Espers nominering til forsvarsminister i juli
måned. Her er der tale om, at den potentielt kommende civile chef for Pentagon
bliver stillet spørgsmål om de mest aktuelle udfordringer, som Pentagon står overfor.
Der blev ikke stillet ét eneste spørgsmål til den kommende forsvarsminister om
USA’s 18 år lange krig i Afghanistan. Det er som om krigen er blevet et
politisk faktum, som eksisterer i baggrunden af alt andet.
Hvordan kan det ske, at USA’s militære engagement i
Afghanistan på den måde er rykket i den politiske baggrund? En af de mest udbredte
forklaringer er, at krigene i Irak og Afghanistan simpelthen har haft en for
lille påvirkning på almindelige amerikaneres hverdag.
Det er kun en minimal del af den amerikanske befolkning, som har båret indsatsen
i Irak og Afghanistan. Det er ikke som under Vietnam-krigen, hvor tusinder af amerikanske
familier blev ramt ved at deres barn skulle aftjene sin værnepligt ved en udsendelse
til Vietnam. I dag er det et professionelt militær, men derfor også kun en
lille skare, som igen og igen bliver sendt ud til missioner rundt om i verden.
I en meget interessant bog præsenterer Sarah Krebs fra Cornell University en anden medvirkende forklaring på den manglende debat om USA’s krige især efter 11. september. Bogen er måske ikke nødvendigvis den første man under normale omstændigheder ville hive ned fra hylden. Bogen handler om amerikanske skattelovgivning i forbindelse med krigsdeltagelse. Men bogen er absolut anbefalelsværdig, for den sætter fokus på en helt central problematik i USA’s moderne måde at føre krig.
I et demokrati har vi muligheden for at vælge nye
politikere, hvis den kurs de sætter landet på ikke er tilfredsstillende for os.
Det betyder, at hvis vi er utilfredse med at vores unge mennesker sendes i krig,
eller at vores skatter sættes op for at finansiere krigen, så kan vi stemme på
nogle andre. Dette har traditionelt været dominerende faktorer i folks
overvejelser om krigsdeltagelse.
Men hvad så hvis man fjerner de faktorer? Hvad hvis det kun er en meget lille
del af befolkningen som sendes afsted, og dermed forbliver størstedelen af
befolkningen uberørt af kravene til at sende soldater til f.eks. Mellemøsten? Og
hvad hvis der heller ikke kommer en økonomisk konsekvens for befolkningen i
form af højere skatter? Begge disse ting er lige præcis hvad der er sket i Irak
og Afghanistan.
Som Krebs fortæller, så har USA oplevet perioder med
skattelettelser alt imens man har haft flere hundredetusinder af soldater
udsendt på missioner rundt omkring i verden. Ikke ligefrem et incitament til at
gøre politisk op med beslutningstagerne, som har sendt soldater afsted.
I stedet for at øge skatterne for at finansiere krigene, så har man gjort
ligesom man har gjort med andre dele af det føderale budget, nemlig finansieret
det for lånte penge. På den måde fjerner man reelt en af de demokratiske mekanismer,
som ellers har kunne været central for befolkningens overvågning af
politikernes beslutninger.
Allerede meget hurtigt efter invasionen af Afghanistan i oktober 2001 blev krigen kørt i baggrunden. Taleban-regimet væltede hurtigere end beregnet, og Bush-administrationens fokus flyttede videre til en krig med Irak (Red.: Læs mere om hele dette forløb i Philips bog ”I Nationens Tjeneste. David H. Petraeus og USA i krig – fra Vietnam til Islamisk Stat“).
Fra amerikansk side blev krigen i Afghanistan yderligere underprioriteret efterhånden som krigen i Irak gik dårligere og dårligere. Da fokus vendte tilbage på krigen i 2009 under præsident Obama var intentionen fra starten af at finde en vej ud af krigen. NATO’s og USA’s kampmissioner sluttede i 2014, men alligevel har amerikanerne været nødt til at fastholde styrker i landet for at støtte den afghanske regering. Problemet er, at ingen kan finde en vej ud.
Hverken under præsident Obamas strategiproces i 2009
eller præsident Trumps lignende proces i 2017 kunne der gives et
tilfredsstillende svar på spørgsmålet: Hvad er endemålet i Afghanistan? Hvornår
kan vi trække os? Til begge præsidenters store frustration var der ikke noget
godt svar. Konklusionen har været, at USA er til stede i Afghanistan, og man
kan ikke blot trække sig ud, da det vil destabilisere den afghanske regering og
potentielt annullere de sidste 18 års indsats ved en tilbagevenden til en endnu
mere dominerende position for Taleban-bevægelsen.
Derfor kan man ikke forlade Afghanistan uden en politisk proces, hvor man
finder en modus vivendi for de forskellige aktører i landet – inklusiv Taleban-bevægelsen.
Det er den proces, som foregår i øjeblikket, men om hvilken præsident Trump nu
har erklæret: “As far as
I’m concerned, they are dead“
