Filmatiseringen af Puk Damsgårds fremragende bestseller ‘Ser Du Månen, Daniel’ har i dag dansk premiere. Og lad det være sagt med det samme: den kan i den grad anbefales.
Af Anders Agner Pedersen, chefredaktør, og Philip Chr. Ulrich, udenrigsredaktør
Det var ikke mange ord nogen af os sagde, da vi efter pressevisningen på ‘Ser Du Månen, Daniel’ stod på det lille torv foran Palads i sensommersolen. Indtrykkene skulle lige have lov at synke ned. For vi begge læste Puk Damsgårds bog af samme navn, da den udkom for fem år siden og derfor glimrende kender historien om fotografen Daniel Rye, der blev taget som gidsel af Islamisk Stat, ja, så var det svært ikke at blive berørt flere gange undervejs i de godt to timer filmen varer. Af flere grunde.
Først og fremmest fordi historien er som den er. At Daniel Rye var en ganske almindelig ung dansk mand med kæreste, familie og drømme. Og at alt dette blev testet noget så eftertrykkeligt da han på en fotoopgave i Syrien blev taget til fange og dernæst systematisk mishandlet af terrorgruppen IS. Den historie er i sig selv nok til at få hjertet til at slå lidt hurtigere end normalt, samtidig med at man mærker lidt vand trænge sig på i øjenkrogene.
Men ‘Ser Du Månen, Daniel’ er samtidig en perlerække af stærke skuespilpræstationer om end det dog især er værd at fremhæve manden i den bærende hovedrolle, Esben Smed. Han er intet mindre end aldeles fremragende og alt andet end en sand prisregn i hans retning for denne rolle, vil være dybt urimeligt.
Esben Smeds fremragende skuespil er med til at vise os, hvor voldsomt det er gået for sig i fangeskabet og hvor umenneskeligt et pres, Daniel Rye og hans familie fra hver deres del af verden har været udsat for.
Samtidig tager filmen os med ind i det rum, hvor Daniel sad fanget sammen med blandt andet amerikanske James Foley, der kort tid efter Daniels frigivelse, blev halshugget for rullende kamera. Den viser os en virkelighed, vi har hørt om, men som vi aldrig har været så visuelt tæt på, som vi kommer i ‘Ser Du Månen, Daniel’.
Dette er nogle af de mange grunde til, at man efter rulleteksterne står lidt tavs tilbage foran biografen med et lidt tomt blik i øjnene. For selv om ‘Ser Du Månen, Daniel’ er en hård omgang, så kan den varmt anbefales. Den er både barsk, rørende – og desværre stadig aktuel.
